[ DOF Fyn Web | 10/9 2010 07:54 ]

Jagt i Seden Strand

Hjælp, fuglene kan ikke være i fred for jægere på fjorden

Odense Fjord, Seden Strand er et internationalt vigtigt rasteområde for mange vandfugle. Fjorden er habitatområde og EF-fuglebeskyttelsesområde.

Der er omkring Vigelsø et reservat, hvor fuglene ikke må beskydes.

Problemet med reservatet er, at det er alt for lille på søterritoriet. Reservatets fornemmeste funktion er i dag at forhindre, at fuglene på selve Vigelsø ikke bliver forstyrret af jagt. Men det beskytter ikke de mange fugle, der fouragerer på Seden Strand.

Inde i reservatet fiskes der lovligt med ruser/garn. Fiskeredskaberne er især placeret dér, hvor der er mest undervandsvegatation. Det er inde i det jagtfri område.

Det vil sige, at der dagligt bliver sejlet til fiskeredskaberne inde i det lille reservat, både syd for Vigelsø og i det såkaldte ”Gåsebad”, som ligger mellem Vigelsø og Dræby Fed. Derudover kommer der ofte en motorbåd sejlende for høj fart igennem Gåsebadet, idet den skal ind i Seden Strand og røgte redskaber. Derved tvinges fuglene på vingerne mange gange dagligt af fiskere. De presses uden for reservatet – ud hvor jægerne ligger på lur.

Det ville være i orden, hvis der var jagt ”en gang i mellem” i Seden Strand. Jeg kan følge området dagligt, da jeg bor lige op til Seden Strand. Jeg oplever, at der i perioder er jagt dagligt i området. Når man kigger på Danmarks Jægerforbunds etiske regler for jagt, anføres det, at der ikke bør drives jagt oftere end hver 14. dag. Disse regler bør også gælde for internationalt vigtige rastepladser!

Det er fuldstændig ubæredygtigt med hyppig jagt midt i ”andegården”! Seden Strand er i øjeblikket rasteplads for rigtig mange tusinde svømmeænder. Foruden at der bliver skudt mange fugle, forstyrres de meget.

Jagten går ikke kun ud over fuglene. De mennesker der skulle nyde fuglene – der er potentielt 200.000 naturinteresserede mennesker i næroplandet – mødes af forskræmte fugle og støj fra skudafgivelse.

Når jægerne ikke kan finde ud af det, er der ingen anden vej end at arbejde målrettet, for at hele Seden Strand gøres jagtfri. Det er ganske få personer, der driver jagten i området og forstyrrer fuglene. Derfor vil det ikke gå ud over ret mange personer at stoppe for jagten i Seden Strand. Omvendt vil tusindvis af mennesker få glæde af fugle, der ikke er så stressede som i dag. De kan blive næsten lige så ”tamme”, som de Knortegæs der i øjeblikket fouragerer på Stige Ø Nord. De ved nemlig godt, at de ikke må jages!

Med venlig hilsen Kurt Due Johansen


OJØ [26/11 2009]
Kommentar til Kurt Due Johansens indlæg på DOF Fyn`s hjemmeside.
Det er med stor undren , jeg læser, - at det for Kurt Due Johansen (KDJ) er et problem med for megen forstyrrelse og jagt i Seden Strand.
Det er helt korrekt , at der er i Odense Fjord er et EF- fuglebeskyttelses område , hvori der er et reservat med begrænsninger i jagt og andre aktiviteter i Egensedyb og omkring Vigelsø. Begge de jagtfrie områder blev oprettet samtidigt , så der var sammenhæng imellem de to områder.
KDJ beskriver at have observeret , at der hovedsageligt fiskes med ruseredskaber i det jagtfrie område ved Vigelsø . Dette er usandt, da der hovedsageligt fiskes udenfor reservatet i området ud for Stige ø. Jeg vil i den forbindelse gerne påpege at KDJ i forbindelse med oprettelsen af reservatet , selv var med til udpege området i Seden Strand til det område på fjorden der var bedst egnet rekreative formål (se en af Friluftsrådet`s rapporter) som ,fiskeri, jagt og sejlads mm, så det er med meget stor undren , at det nu er problem i forhold til at forstyrre fuglene. Det blev dengang vurderet at området ved Egensedyb var mest egnet til reservat. Derfor er det meget forkert , at KDJ nu ikke kan acceptere at området - , uden for det jagtfrie område ved Vigelsø benyttes til bl.a. jagt, for hvor skal der ellers drives jagt ? Hele området ved Egensedyb er jagt og forstyrrelses frit kerneområde. Der kan fuglene vel trække hen og få fred; KDJ har selv været med til at udpege det ! Det beskrives endvidere , at der er meget få jægere, der dyrker jagt i området, hvilket er helt korrekt, så hvorfor er det problem ? Det skal bemærkes at der på Odense Fjord ikke bliver nedlagt arter der ikke tåler det jagttryk der er i dag. Der er derfor absolut ingen biologisk belæg for at udvide de jagt og forstyrrelses frie områder på fjorden, som KDJ foreslår i dette indlæg. Det skal bemærkes, at DMU efter at de mange nye reservater der er blevet oprettet rundt om i hele landet , har vurderet, at vi i Danmark har et godt netværk, af jagt og forstyrrelses fri områder, og således lever op til vores internationale forpligtelser til at beskytte fugle.
Til spørgsmålet om Jægerforbundets etiske regelsæt om jagt hver 14 dag, gælder dette hovedsageligt for stand vildtet på land, hvor vildtet opholder sig i lokale områder. På Odense Fjord drives der hovedsageligt jagt på trækfugle, der ofte kan være trukket til fra andre områder, inden for få dage. Hvor længe og hvor på fjorden fuglene opholder sig ,har igennem årerne varieret meget , afhængigt af, hvor og hvor meget føde der har været tilgængeligt på fjorden
Jeg vil mene at de 200000 naturbruger KDJ omtaler, som vil benytte området, hvis der ikke var jagt eller fiskeri i området vil forstyrre fuglene meget mere. Det er dog ikke realistisk med 200000 naturbruger, da vi der kommer ofte på fjorden , kun ser mange mennesker derude til Fjordens dag. Her bliver – publikum lokket med mad og aktiviteter, ellers kommer de ikke derud.
Det bliver i indlægget beskrevet at fritidsfiskere sejler hurtigt igennem reservatet ved Vigelsø, jeg vil gerne præcisere , at området er meget lav vandet og er meget vanskeligt at besejle , og endvidere er der også andre end fritidsfiskere der sejler der.
Det er med stor undren at jeg læser dette indlæg og jeg må bede KDJ , blive mere saglig, og leve op til tidligere aftaler for netop Seden Strand.
Der skal også være plads til de lokale brugere fra det område hvor du har din daglige gang - ikke kun for ganske få ornitologer.

Med venlig hilsen
Ole Jørgensen
Skovhaven 125
5320 Agedrup
Bruger af Odense Fjord

Du skal have et login for at kunne tilføje kommentarer.
chart.dk Copyright 2001-2004 DOF Fyn Web v3.0