[ DOF Fyn Web | 6/9 2010 18:49 ]

Nyt fra bestyrelsen (møde 2010.01.06)

Årets første bestyrelsesmøde blev – trods vintervejr med sne og kulde – afviklet med kun et par afbud, og den ikke særligt svulmende dagsorden var også rimelig let at komme igennem.
Den forestående generalforsamling - onsdag den 3. februar på Odense Friskole i musiklokalet på 1. sal – blev endnu en gang gennemdrøftet, og når de sidste delberetninger er modtaget, skulle alt være klart til en forhåbentlig konstruktiv og velbesøgt generalforsamling.
Et par fredningssager blev rundet. Den ene kunne bestyrelsen ikke ”se noget fugl i”, hvorimod en sag om udvidelse af lystbådehavnen ved Egensedybet findes dybt problematisk og derfor anfægtes af både DOF og Danmarks Naturfredningsforening.
Anvendelsen af Odense Friskole som mødested for foreningens forskellige aktiviteter ophører desværre efter den 3. februar, fordi vores formand ikke længere er ansat på skolen, og andre mulige lokaliteter har derfor været undersøgt. For stadig at kunne gennemføre mødeaktiviteter uden lokalebetaling besluttes det at vende tilbage til Risingskolen, der før ”friskoleperioden” var vores faste mødested.
Sidste punkt på dagsordenen drejede sig om færdiggørelse af lokalforeningens strategiplan frem til 2012, og efter en konstruktiv og god debat blev der sat punktum i denne sag.
Næste bestyrelsesmøde afholdes onsdag den 10. februar.

Henrik Kalckar Hansen / Ivan Sejer Beck


Der er ingen kommentarer til dette indlæg.
Du skal have et login for at kunne tilføje kommentarer.
chart.dk Copyright 2001-2004 DOF Fyn Web v3.0