Atlantisk-/ Scopolis Skråpe på Fyns Hoved

Af Esben Eriksen

Fyns Hoved slog til igen dette efterår! Det kan være ok at være statist, men i dag var min oplevelse, at jeg var skrevet helt ud af manuskriptet. Det var dog selvforskyldt. Jeg havde allerede planer om, at jeg ville tage en hav-obs på Fyns Hoved lørdag morgen, da der havde været pænt med havfugle ved Flyvesandet fredag. Imidlertid ombestemte jeg mig, da jeg tænkte, at det vil klæde mig at spise morgenmad med famillien på den første feriedag. 

p1834

Bemærk det lyse næb som i godt lys syner gult. Atlantisk-/ Scopolis Skråpe, Fyns Hoved den 16. okotober 2021. Foto: Leif Bisschop-Larsen

Jeg bemærkede naturligvis, at Leif Bisschop-Larsen var på Fyns Hoved, da han meldte en Alm. Skråpe og 4 Sortgrå Ryler i DOFbasen. Ikke dårligt! Skråpen ville jeg gerne have set, men nu havde jeg valgt rundstykker og sidenhen dansekonkurrence med mine døtre. Det sidste oplevede jeg dog ikke som et valg, men min mund sagde: "Ja, det kan vi da godt". Uden at jeg havde bedt den om det. Ved middagstid dansede jeg af og drog til Fyns Hoved. Meldingerne fra den Nordsjællandske kyst var ok, men ikke så imponerende, at jeg tænkte, at jeg havde behov for at sidde og spejde efter havfugle. Leifs skråpe var jo nok væk forlængst, og Suler har jeg set rigeligt af. Det sammenholdt med at det er tid til sibiriske hits, så valgte jeg nogle krat i læ. Jeg skulle måske have valgt havet.

Jeg så et par indtrækkende Havørne og 18 Suler som jeg ikke kunne undgå at se trods kratlusk, og det var det. På vej hjem modtog jeg et opkald fra Ole Goldschmidt, der gerne ville have mig til at melde en sandsynlig Orientbraksvale ud fra Vidåslusen, da min sekretærfunktion var afsluttet trillede jeg videre. Nogen havde åbenbart gang i en bedre fuglemæssig dag end jeg. Netop som solen gik ned skrev Søren Gjaldbæk. Tjek DOFBasen. Aldrig et godt tegn.

Leif havde konsulteret litteraturen og havde med rette ombestemt den Alm. Skråpe til Atlantisk-/Scopolis Skråpe. Et flot fund og med gode billeder. Det kunne være en kandidat til landets kun andet fund af Atlantisk Skråpe. At der kun er et tidligere fund skyldes nok mest at det er svært at få hæderlige billeder af skråper, og at de to arter er meget svære at skelne fra hinanden, og derfor ender i "skråstregbunken". Jeg krydser fingre for at den kan bestemmes ud fra billederne.

Tilbage står at Fyns Hoved slog til igen. Rosenstær i september og nu Atlantisk-/Scopolis Skråpe, og der er endda god tid til at finde et sibirisk hit eller to.  Resten af efteråret deltager jeg kun i dansekonkurrencer efter mørkets frembrud.