Af Esben Eriksen
Den 3. juni 2023 blev en dag, jeg aldrig helt kom mig over.
Den begyndte ret kaotisk og var måske et varsel? Tidligt om morgenen kørte jeg mod Hindsholm, da en BMW der kørte foran mig pludselig stod i flammer nær Brockdorffskoven. En lystfisker sprang ud af bilen, mens røgen væltede op fra motorrummet. Vejen blev spærret, og mens brandvæsen og redning arbejdede, gik jeg ned mod Storebælt for at bruge ventetiden fornuftigt. Det gav en syngende Vagtel klokken 4.30 – og følelsen af, at dagen måske alligevel kunne noget.
Bil i brand ved Brockdorff, den 3. juni 2023. Foto: Esben Eriksen
Da vejen igen blev åbnet, kørte jeg videre til Fyns Hoved og trawlede området igennem. Det gav ikke det store: en Stenpikker og et par Grå Fluesnappere. På vej mod Jøvet opdagede jeg, at min datter havde glemt en taske med teaterudstyr bag førersædet, som hun skulle bruge klokken 10. Jeg måtte hjem.
Jeg ringede til Søren og fortalte ham om min begivenhedsrige morgen med den brændende BMW, Vagtel og Fyns Hoved – og sagde, at hvis han havde lyst, så havde jeg sådan set dækket op til ham på Jøvet. Jeg nåede aldrig selv derud, men nu kunne han jo passende tjekke stedet.
Det viste sig at være dagens måske mest skæbnesvangre telefonopkald.
Søren tog på Jøvet. Og resten af historien kender de fleste. Det blev Søren der fandt Bjergløvsangeren. Har man glemt det kan man genlæse her.
Bjergløvsanger på Jøvet, som jeg venligst gav til Søren Gjaldbæk. Foto: Søren Gjaldbæk
Og det værste af det hele: Jeg havde været der. Jeg havde stået på parkeringspladsen og drukket kaffe. Jeg havde været få hundrede meter fra fuglen. Jeg havde endda været den, der ringede til Søren og nærmest inviterede ham derud.
Hvis bare jeg havde set tasken senere. Hvis bare jeg havde gået den lille tur ud på Jøvet. Hvis og hvis og hvis...
Historien blev fortalt igen og igen. Med anstrengte grin - og med en lille knude af bitterhed, som kun meget få fugleoplevelser efterlader. For vi lever ikke kun af de fugle vi selv finder. Vi lever også med spøgelserne. Fuglene, man næsten fandt.
Og Bjergløvsangeren på Jøvet blev et spøgelse for mig.
Indtil den 2. maj 2026.
Tre år senere lå jeg i telt på Fyns Hoved Camping. Jeg ankom sidst på eftermiddagen den 1. maj til en campingplads med god plads. Jeg kørte rundt et par gange på pladsen for at udse mig et godt sted til mit telt. Jeg besluttede mig for den plads, der lå op af det krat jeg fandt mest spændende. "Her kunne der godt sidde en Sydlig Nattergal og synge i morgen tidlig". Tænkte jeg.
Næste morgen hørte jeg ikke sang fra en Sydlig Nattergal, men jeg hørte en anden sang, der kortvarigt fik pulsen til at stige. Noget ved strofen trak tråde tilbage til Jøvet-dagen.
Jeg ville ikke lade mig rive med. Hit-feber er en fæl sygdom. Jeg forlod dog alligevel min obspost ved vandet og gik til den trægruppe, hvorfra sangen kom. Og ganske rigtigt, en Skovsanger viste sig. Den jagtede i al hast en anden løvsangersangeragtig type. Den jagede sanger fremstod lys, men den forsvandt, og jeg tænkte, at det nok var en løvsanger. Nå, men fuglen, der havde sunget var altså en Skovsanger. Senere på dagen mødte jeg Maria Rasmussen og berettede om den afvigende Skovsanger, der sang som en Bjergløvsanger.
Men dagen var ikke slut - langt fra. Jeg travede kysten tynd og ledte efter noget der kunne trumfe de allerede fine obs af Lærkefalke.
Det blev aften og vinden lagde sig helt. Camping-naboerne havde venner til en tidlig grillaften med dåsebajere. I favnen på hver af damerne, sad en for stor skødehund. Det morede jeg mig lidt over og gik meget tidligt i seng efter en lang obsdag med mange kilometer i benene.
Klokken 20.22 lå jeg i soveposen og halvslumrede vel allerede, der da et blødt langtrukken umiskendeligt kald “thuiit, thuiit” lige udenfor teltet. Kaldet blev efterfulgt af sang.
Jeg var med ét lys vågen. Nu faldt ti-øeren. Det var næsten, som om at fuglen sagde: "OK, så får du en sidste chance for at finde mig - din klaphat!"
Al gammel Bjergløvsanger-traume lettede på én gang fra mine skuldre. Jeg fór ud af teltet med lynets hast. Så meget lyn der nu er over, at skulle lyne en sovepose, et myggenet, et indersejl og et ydersejl op før jeg stod i den kølige majaften kun iført underbukser og naboernes undrende blikke. Alt imens hjernen desperat forsøgte at følge med virkeligheden.
Bjergløvsanger. Bjergløvsanger. Bjergløvsanger. Men hvor? At finde en Bjergløvsanger kan tilsyneladende vare beværligt nok, men i et telt er det som at have bind for øjnene. Ude af teltet var det eneste jeg var sikker på, at der var en Bjergløvsanger. Den var tæt på. Og den skulle dokumenteres.
Jeg fik i al hast noget tøj på for ikke at virke al for upassende og greb telefonen, og jeg begyndte med det samme at optage. Kikkert og kamera var der ikke tid til at få ud af bilen. Fuglen kaldte igen og jeg fik optaget både kald, sang og min lynlås i bukserne mens jeg fik tøjet på. Fik skiftet til video og igen fik jeg optagelser af fuglen.
Bjergløvsangeren havde besluttet, at historien ikke skulle gentage sig. Den aften sov jeg først 01.00. Høj på oplevelsen og mange hyggelige beskeder fra nær og fjern, der gratulerede mig med fundet holdt mig vågen. Jeg fattede ikke mit held - tænk, at jeg havde udråbt krattet aften i forvejen, som et krat med hit-potentiale.
Folk skulle bare vide, at jeg nær havde smidt en Bjergløvsanger igen, men det kunne de høre om en anden dag. Jeg faldt i søvn til overtrækkende Ringdrossel i mørket, mens jeg håbede, at fuglen ville være på plads dagen efter.
Næste morgen var kold og tåget - og der var ingen Bjergløvsanger. 8. september 2026 modtog jeg en kort og god besked besked fra Rune Sø Neergaard: "Tillykke med bjergløvsen, den er nu godkendt :-)" Hermed kan Fyns Hoved nu notere sig for både 11. og 13. fund af Bjergløvsanger i Danmark.
