Hvidøjet And i Tarup/Davinde grusgrave- en finderberetning.

Da jeg jo bor i Tarup, kommer jeg meget i grusgravene, og jeg har birdet her siden starten af 1980’erne, hvor området var langt mindre. 

Grusgravsområdet er efterhånden blev landet 2. største, og der er gennem tiden set tæt på 200 forskellige fuglearter. De sjældneste arter, der er set her, er Sort Glente og Hvidvinget Terne. 

2020 10 31 hvidojet and
Hvidøjet And, som den sås det meste af tiden, sovende. Bemærk rødbrun farve og hvid undergump. Når den var aktiv svømmende kunne det hvide øje tydelig ses. Foto: Per Rasmussen

I dag havde jeg et par timer fri, inden vi skulle have børn og svigerbørn hjem til spisning, og jeg tænkte at grusgravene ved Birkum måske kunne byde på lidt spændende. Med de mange vilde fund af sejlere var det mit fromme håb, at der kunne dukke noget spændende op. En mursejler eller en sen landsvale var egenlig, hvad jeg kiggede efter. Men desværre var der ikke nogen svaler eller sejlere. 

2020 10 31 hvidojet and1
Et billede mere af den sovende and. Foto: Per Rasmussen

Jeg har det sidste år optalt og indtastet alle fugle, jeg ser, når jeg er på fugletur eller sidder i haven og drikker kaffe... Så jeg begyndte at optælle ænderne i den nærliggende sø. Jeg var dog ikke nået ret langt, før en mindre rødbrun and med hvid undergump kom ind i kikkertfeltet. Hov, det er sgu da en Hvidøjet And, men den burde jo ikke være her! 

Selv om jeg var helt sikker på bestemmelsen, blev jeg jo lidt usikker, da det er en SU-art, så jeg tog et par billeder med mobiltelefonen gennem mit teleskop og sendte til et par folk, som sagde god for fuglen. Senere kom Tina Kierkegaard Hansen og Henrik Kalckar forbi og så fuglen. Lyset var nu ikke det bedste, men mon ikke fuglen er på plads i morgen og mere medgørlig, hvis man vil tage billeder.
Det er tredie gang, jeg ser Hvidøjet And i Danmark, og jeg har også haft fornøjelsen at se den i Polen og Grækenland.

 Fundet er det 5. for Fyn.
De tidligere fund er:16/7-1909 1 skudt Wedellsborg, 5/9-18/12-1967 2 (han og hun/1k) Østerø Sø, 31/10-13/11-2011 1 han Tryggelev Nor og 24/5-9/6-2014 1 han Firtalstrand.

Tekst: Per Rasmussen