Langtids-påskeprognose

Af Esben Eriksen

Hvornår skal man tage ud og se på fugle? Hvornår er det bedst? Det er ofte spørgsmål man stiller sig selv. Det korte svar er: "Man skal altid tage ud og se på fugle!"

93491907 10158092685594857 7005533611910758400 n

En påske, hvor chancerne for Ringdrossel måske er større end chancerne for solskin. Kig på jorden langs levende hegn, i hestefolde, på afgræssesde enge og overdrev, siddende i toppen af en busk eller træ - eller på træk tidligt om morgenen. Foto: Jane Ditzel

Der kan jo intræde omstændigheder i ens liv, der gør, at man også skal tage hensyn til andre ting. Men grundlæggende skal man bare stå ude med sin kikkert fra nu og frem til midt i juni for at få mest muligt af foråret med.

Er man i den situation, at man kun har mulighed for at se på fugle en enkelt eller et par dage de kommende påskedage, så må man jo prøve at optimere udbyttet. 

De eneste dage med sol på programmet i de kommende 10 dage ser ud til at være de første og de sidste par dage. Det kunne jo dermed være oplagt at satse på disse dage. Her skal man dog notere sig en strid NV-vind og endnu nogle nattetemperaturer i den lave ende Palmesøndag. Så jeg ville kigge lidt længere frem, hvis man ikke skal tage hjem med udelukkende martsfugle i notesbogen. Vejrudsigten kan sagtens ændre sig lidt, men der bør komme en masse fugle, når vinterkulden slipper. Kulden har været langt nede i Europa i denne omgang, så der er sket en ophobning af fugle mod syd.

Tirsdag ligner et vendepunkt. Fra tirsdag går vi ind i en vejrperiode med skyer, svage vinde - først fra sydøst - senere skiftende mellem sydlige og vestlige retninger. Men vigtigst af alt - nattemperaturen kommer op over 5 grader, og vi får tocifrede dagtemperaturer op til 15 grader.

Hold øje med den første lune nat - den ser ud til at indfinde sig natten mellem tirsdag og onsdag. Nattemperaturen er en afgørende faktor. Dagen efter vil jeg anbefale at birde fra solopgang og tjekke hver en solsort, der hopper langs levende hegn eller sidder i toppen af et træ eller et hegn i det åbne land. Så er vejen kort til en Ringdrossel. Står man klar på Hindsholm, Flyvesandet, Hou Nordstrand eller Sydlangeland vil det øge ens chancer, men alle steder vil det være muligt at finde en Ringdrossel. Der bliver fugle alle steder, men det vl være de klassiske forårstræksteder, hvor man er mest sikker på at blive belønnet.

Som med ens søgen efter Ringdrosler handler det om at bruge kikkerten. Søg efter fugle med kikkerten og tjek de fugle du ser for en tidelig Rødstjert, Munk, Stenpikker, Rødtoppet Fuglekonge - eller de lidt større fugle for Mosehornugle, Sort Glente, Fiskeørn. Om aftenen vil der måske komme træk af Storspover, og svaler der er trukket til i løbet af dagen vil raste over vandfladerne ved moser og søer. Grundet den svage vind vil det også være muligt at lede efter Nordisk Lappedykker på havet. 

Jo, længere vi kommer hen i perioden jo større bliver artsdiversiteten, og chancen for en række af de allerede nævnte arter øges. Sivsanger og Savisanger kan endda indfinde sig i de sidste påskedage. 

 Hrfugl

Hærfugl er oplagt i den kommende vejrsituation. Med de nordlige kyster som et godt bud, men den kan dukke op i hvilken som helst have på Fyn. Hvem finder det store "påskeæg"? Foto: Esben Eriksen

Skal man kigge lidt på hit- og subhitpotentialet, så bliver det overskyede vejr måske en stopklods for en hit-ørn. Steppehøg er bestemt mulig, og Blå Glente kan man drømme om. I vådområderne skal der tjekkes for amerikanske vadefugle som fx Langnæbbet Sneppeklire, og blandt ænderne kunne der gemme sig en Amerikansk Pibeand. På Fyns Hoved og andre højtliggende punkter kunne Fyns første Alpejernspurv lande. Vi må ikke glemme Prærietranen, der sagtens kan gemme sig et sted. 

Husk at tjekke ALLE svaler med kikkert - det er smutvejen til at finde en Rødrygget Svale.

Gør som børnesangen "Påskehønen" formaner: "Se oppe, se nede, du skal bare lede". God obs, god påske, følg med i vejrudsigten og lyt/bidrag på Zellokanalerne DOF Fyn og Langeland Birding.