Musvåge rekord

Af Niels Bomholt

Det havde været blæsevejr hele ugen, men søndag den 9. oktober lovedes svag sydvestlig vind og tørvejr. Så vi havde besluttet at tage en tur til Dovns Klint og se på fugletræk. Lørdag aften snakkede jeg dog med Kurt Kaack Hansen, og han havde i løbet af eftermiddagen haft ikke mindre end 4.119 Musvåger indtrækkende til Knudshoved langs med Storebæltsbroen.

Så søndag morgen besluttede vi i stedet for at køre til Langeland så at køre til Sønderhjørne (måske også fordi vi var kommet lidt sent op). Jeg havde en teori om, at de Musvåger, Kurt havde set ved Knudshoved, ville fortsætte skråt over Fyn og så trække ud fra Horne Land, og det skulle vise sig at holde stik.

101122musls

Disse to Musvåger rasdtede kortvarigt ved Brændegård Sø, inden de to til Sønderhjørne for at blive talt af Niels Bomholt og Lilly Sørensen. Foto: Leif Sørensen.

Vi ankom til stedet kl. 9.00, og så straks 2 Røde Glenter og en Blå Kærhøg. Der var også lidt træk af finker. Vi gik gennem sommerhusområdet og ud til hjørnet. Efter tre kvarter kom den første Musvåge, og kort efter yderligere 3. Der er langt til 4.000 bemærkede Lilly. En halv time senere var vi oppe på 31. Der er stadig ret langt, sagde Lilly, men så begyndte der at komme skred i sagerne.

101122sdrhjornelis

Sommerhusområdet ved Sønderhjørne, i baggrunden Als. Foto: Niels Bomholt.

De kom nu trækkende på en lang linje, og fløj direkte ud over bæltet mod Als. Efter et stykke tid forandres trækretningen. De trak nu ud noget nordligere og fulgte nu nærmest færgeruten Bøjden- Fynshav, så vi var nødt til at skifte position. Da vi kom forbi en bakke, fik vi øje på Else Klint, der sad med sit teleskop og obsede. Det var fint, for så var vi tre til at tælle.

101122rodglflj

Dagens første fugle var to Røde Glenter - ikke denne. Foto: Flemming Johansen.

Der var kommet lidt skyer på himlen, og i den termik, der er under sådan en sky, brugte Musvågerne til at skrue sig op. Der var flere hundrede i en sådan skrue. Når de så var kommet op i en kilometers højde, gled de så ned mod Als. Indimellem kom der også Glenter, her talte vi 33 røde og en sort. Desuden et par Lærkefalke. Men det mest sjældne var nok 2 Agerhøns.

Kl.15.20 var der så ikke flere våger at se, men en hel side i notesbogen var også fyldt med tal om trækket, og vi måtte hjem at have fat i en regnemaskine for at få det samlede tal. Det viste 4.353.

Et opslag på DOF Basen godtgjorde, at det var en fynsk rekord.

101122traekkort

Trækruten for Musvåger over Fyn

Lørdag den 8. oktober talte Kurt 4.119 ved Knudshoved. De har så overnattet et sted på Midtfyn måske i Ravnholt skovene. Søndag den 9. oktober blev der talt 3.475 ved Millinge og vores 4.353 ved Sønderhjørne. Også ved Sønderborg blev der set omkring 4.000.trækkende sydvest hen på eftermiddagen - det var sikkert vores fugle.