Af Esben Eriksen
Lige nu ankommer de gulnæbbede svaner fra deres sommerdestination. Det næste halve år skal de fordrive tiden i bl.a. Danmark, der indbyder til at tanke op. Da ålegræsset mange steder er væk, må der suppleres med kosttilskud på markafgrøderne.
Sangsvanen længst til højre var påfaldende lille og gav associationer til Pibesvane. Lille og kun lidt længere hals, men med typisk Sangsvanenæb. Bemærk, hvordan en gul kile skyder frem på næbbet (under næseboret), mens de to Pibesvaner viser den klassiske næbtegning. Sort lille næb med en afrundet lille gul udbredelse på næbbet, der ikke når næseboret. I spalten th er de to fugle længst tilhøjre klippet ud og sat ind som enkeltbilleder, hvor det er muligt at sammenligne form og næbtegning. Fyns Hoved, den 19. oktober, 2021. Foto: Esben Eriksen
Men, hvordan er det nu lige med bestemmelsen. Som udgangspunkt kan man glemme alt om at studere udbredelsen af gult og sort på næbbet. Det får meget plads i litteraturen, men det har museumsfolket måske fortabt sig i, da de stod med svanerne i hænderne. I tvivlsspørgsmål er næbtegningen dog ganske nyttig. Det erfarede undertegnede på Fyns Hoved forleden.
Det er sjældent vi har svanerne i hænderne, men så er det godt, at det er let at skelne Pibesvane fra Sangsvane og omvendt - på afstand. Kig blot på størrelse og form. Pibesvane er lille og ligner en gås med kompakt hals, rundt hoved med kort næb. Sangsvane er stor og ligner – ja en svane – med lang hals og spidst trekantet hoved med langt næb. Indtrykket af hovedformen skabes af Pibesvanens korte næb og Sangsvanens lange næb.
Her kunne artiklen slutte. Man skal bare kigge på svanernes størrelse og form. Men man kan heldigvis støde på feltornitologiske udfordringer. Den 19. oktober opdagede jeg en flok svaner ved Fyns Hoved, der kom indtrækkende lavt med kurs lige imod mig. De fløj på række efter hinanden og jeg kastede håndkikkerten på den forreste. Halslængde kunne ikke vurderes pga vinklen, men næbbet synede at lyse gult. Alle svaner var tilsyneladende lige store. Så det var nok en flok Sangsvaner.
Tre af de fire Pibesvaner viser klassisk gåseagtig profil. Kort sort næb med lille afrundet udbredelse af gult på næbet. Fyns Hoved, den 19. oktober 2021. Foto: Esben Eriksen
Men de lød som Pibesvaner. Svanerne kom nu lidt mere i profil. 5 cirka lige store svaner, der lød som Pibesvaner. Korthalsede, gåseagtige og kortnæbbede. Det var Pibesvaner. Men hvad med den forreste, som jeg havde udråbt til Sangsvane? Den var kun marginalt større end de andre. Den mindede om en Pibesvane lille og kompakt, men… og her måtte næbtegningen alligevel i spil. Det gule løb ud i en spids under næseboret, som det gør hos Sangsvaner. Hos Pibesvanerne er det gule afrundet og strækker sig ikke ud til næseborene. Næbbet på Sangsvanen synede også lidt længere end Pibevanernes. Derfor kunne regnebrædtet opgøres til 4 Pibesvaner og 1 Sangsvane.
I felthåndbogen ”Waterfowl” opgives længdemålene for Pibesvane til 115-140 cm og Sangsvane 140-165 cm. ”Fugle i felten” opgiver længdemålene for Pibesvane til 115-127 cm og Sangsvane 140-160 cm. De to bøger jeg har konsulteret er altså uenige om, hvor lange de største Pibesvaner er, men enige om, hvor lange de mindste Sangsvaner er.
Jeg kender ikke længden på de fire Pibesvaner og den enlige Sangsvane, men Sangsvanen havde åbenbart valgt at lege med nogen på sin egen størrelse. En lærerig obs. Størrelse og form er ofte, men ikke altid nok til en sikker bestemmelse. Gad vide om jeg havde noteret 5 Pibesvaner, hvis de var kommet forbi på 1 km afstand?
