Det umulige er sket - Sumpmejse på Ærø

For første gang nogensinde er sumpmejsen fundet på Ærø.

Sumpmejse Pixabay

Sumpmejse er set for første gang på Ærø. den 27. februar 2019. Arkivfoto. Pixabay.com

Det er ganske enkelt sensationelt, for ingen havde regnet med, at den lille fugl, der er nærmest berygtet for ikke at rejse langt, ville begive sig ud på en farefuld færd over vandet. Men nu er det ikke desto mindre sket i onsdags den 27. februar.

Det bedste af det hele er, at det er en yderst solid iagttager, der står bag fundet. Niels Andersen, Svendborg, der i 2017 vandt DOF's hæderspris, har skrevet flere bøger om fugle, har udført et kæmpe arbejde for viben, og er oven i købet opflasket med sumpmejser på Vestfyn, hvor han er opvokset.

Af samme grund var han slet ikke klar over, hvor stort fundet af sumpmejsen på Ærø var, for han noterede den bare som én blandt mange fugleiagttagelser på en tur rundt om Vitsø i går. Fuglen sad i et piletræ, og Niels Andersen både så og hørte den. Så enhver tvivl er manet i jorden.

En del af mejserne er ikke glade for turen over vand. Fyrremejsen er i det hele taget næsten ikke til at lokke væk fra Sønderjylland, og i år er det over ti år siden, at der blev set én enkelt spætmejse, én gang, på Nørreholm. Fra tid til anden går der mystiske historier om den yderst sjældne pungmejse. Men det bliver ved snakken. Og sump- og fyrremejse har vi kun kunnet drømme om. Ikke engang et enkelt overflyvende eksemplar af arterne er noteret, hverken i DOF-basen eller på Fugleognatur. Det er ganske enkelt aldrig før sket.

Sumpmejse

Selvom der er kortest fra Langeland til Ærø, så er arten fåtallig på Sydlangeland. Det er nok mere sandsynligt, at Sumpmejsen kommer fra Als eller Fyn. Der er ca. 12 km fra Als til Vitsø og små 10 km fra Fyn til Ærø. Øhop i Sydfynske Øhav er også en mulighed - det har gjort turen over vand kortere.(Red.)

Sumpmejsen kan nemt forveksles med fyrremejsen, som den ligner på en prik. Hagesmækken er lidt mindre. Den lever i løvskov men opsøger ofte foderbrætter, så det er om at holde øje med, hvem der kommer og går i fremtiden.

Den er ikke stor. Sølle 12 centimeter. Men selv om en sumpmejse er lille, så er dette altså virkelig stort.

/Tekst: Michael Larsen