Tirsdagsanalyse - uge 9

Af Claus Dalskov

Der blev taget hul på foråret vejrmæssigt og også kalendermæssigt søndag. Det blev til ret pæne træktal af de tidlige arter som Sanglærke og Huldue, og der blev - årstiden taget i betragtning set mange Store Præstekraver og Hvide Vipstjerte. Tirsdag fik vi vores største februartal siden 90'erne (to observationer) og søndag vores største antal Hvide Vipstjerter nogensinde frem til 1. marts. Og endelig - ugens højdepunkt - landets tidligste Digesvale nogensinde.

280226digefaj

Digesvale, Pilegyden, Brændegård, søndag. Foto: Flemming Agner Jørgensen.

Mandag
Regn og tø har fjernet masser af sne i det fynske, og det mildere vejr har sat gang i trækket af blandt andet Sanglærker og Hulduer. Ved Åløkkeskoven noterede Esben Eriksen 59 Sanglærker og 4 Hulduer trække, mens Michael Brunhøj Hansen havde 427 Sanglærker og 4 Hulduer, der var på vej. Han fik også set en Blå Kærhøg han. Endelig så Anton Ræbild Jensen 11 Hulduer trække fra Fyns Hoved.
2 gange 8 Traner blev set denne mandag af henholdsvis Anders Larsen ved Korinth og Kurt Kaack Hansen ved Skaboeshuse. 4 Traner trak vest over Dømmestrup og blev set af Anne Veber Døssing, der samtidig kunne notere dem som ny Boligbirdingart her i foråret. 15 Kernebidere kom i bogen hos Søren Gjaldbæk i Hunderupkvarteret.

280226hulsg

Der putter sig en del Hulduer i ringdueflokkene, de er som det ses, meget mindre, hvilket gør det nemt at pille dem ud. Denne er fra Horseklint søndag. Foto: Søren Gjaldbæk.

Tirsdag
Esben Eriksen var tirsdag en tur forbi det nordøstfynske med blandt andet Blå Kærhøg, 128 Strandskader, 81 Storspover, 19 Store Præstekraver og 62 Rødben rastende ved Fællesstrand og 5 Kortnæbbede Gæs ved Nordskov Enge. En enkelt Kortnæbbet Gås fandt Karen Kofoed ved Lumby Inddæmmede Strand. En art man tidligere kun fandt i det vestlige Jylland, men som den seneste snes år er dukket mere og mere op i flere østlige dele af landet.

280226storhoutorcld

Stor Præstekrave, tirsdag rastede 19 i Fællesstranden ved Fyns Hoved - det største rasttal siden 1995. Denne fugl er fra Hou Nordstrand. Foto: Claus Dalskov

5 rastende Havørne kunne Kurt Due Johansen notere ved Seden Strand, hvor han også fik talt 35 Lille Skallesluger samt en del andre vandfugle, som findes andetsteds i denne analyse. En Blå Kærhøg han observerede Karen Kofoed ved Everenden, og den stationære Blå Kærhøg ved strandengen udfor overgangen til Svelmø fik Else Klint et gensyn med.

280226havtorsbotcld

Havørn, Botofte Skovmose. Foto: Claus Dalskov.

Onsdag
Første fund siden 2024 af Mosehornugle i Tryggelev Nor kunne Ole Goldschmidt konstatere denne onsdag. 100 nordøst trækkende Sanglærker fik Ole også talt her. Han fandt også 4 fouragerende Røde Glenter ved Hannebjerg Mose og 3 ved Skovsgaard. 35 Silkehaler rastede ved Vornæs Skov, dem talte Poul Vestergård Rasmussen, og han fik også talt 55 rastende Hulduer ved Ny Gesinge og 3 Røde Glenter ved Skovballe. Op til 3 Blå Kærhøge i Helnæsområdet og en enkelt ved Slipshavn Enge.

280226sortbynkbj

Sortstrubet Bynkefugl, Ommelshoved. Foto: Bjarne Jørgensen.

Torsdag
En meget tidlig Rørhøg hun dukkede torsdag op ved Møllemade/Ellemose, set af Michael Mosebo.
Fire – ligeledes tidlige – Splitterner fik Peder Rasmussen i kikkerten ved Barager Nebbe, hvor også en enkelt Sandløber rastede. Ved Storeholm og øhavet deromkring fandt Peder blandt andet 158 Storspover og 65 Strandskader.
Ved Mågeøerne var Nis Rattenborg forbi med teleskop og notesblok. Det gav blandt andet følgende notater: Lysbuget Knortegås 2, Nordisk Lappedykker 1, Rødben 95 og Snespurv 35. Nis fandt også
Vandrefalk, Dværgfalk, Stor Tornskade og 40 Gråsisken ved Gyldensteen. 16 Misteldrosler fouragerede ved Fyns Hoved og 3 Rød Glenter trækkende fra Nordskov blev meldt af Peter Lillesø. Søren Gjaldbæk tog morgenobsen på Horseklint, det var en ret god morgen, som det ses af skemaet nedenfor.

280226træktalhorse

En enkelt melding fra Ærø, hvor Bjarne Jørgensen fandt 1 Sortstrubet Bynkefugl hun på Ommelshoved.

280226natvornæstorsmdr

Natugle, Sdr. Vornæs. Foto: Malthe Drabe.

Fredag
Årets 3 første Hvide Vipstjerter dukkede op fredag ved henholdsvis Vester Hæsinge, Bispeenge og Æbelø – så må foråret nærme sig! En Sort Glente fløj fredag over Korinth og Jakob Sunesen, og endnu en Skovsneppe blev meldt – denne af Peter Lillesø ved Nordskov Enge. En Slørugle rastede på Æbelø set af Jen Bækkelund og en Hedelærke trak SØ ved Botofte Skovmose, meldt af Jan Stenner Jørgensen, der også fandt 5 Store Præstekraver på stranden ud for Strandagergård. Endnu en forårsbebuder, der er set mange steder i det fynske indenfor den sidste uge. Grønspætter set og/eller hørt på 7 forskellige lokaliteter denne dag.

280226bliskratorsjd

Blisgæs, Krarup. I uge 9 trak mange Blisgæs, mindst 1940. Foto: Jane Ditzel.

Lørdag
Otte Traner fløj lørdag over Bellinge og Poul Bjergager, mens Kurt Kaack Hansen kunne notere 500 Alliker trække NØ ved Skaboeshuse. En pæn klat Ravne på 46 styk fik Kristoffer Hansen talt på Vigelsø. Lene Nydam Hansen fandt en Stor Tornskade og en Blå Kærhøg ved Langø, Gyldensteen. Ligeledes en Blå Kærhøg så Jakob Lyngbo på Helnæs Made, hvor 2 Mosehornugler stadig holder stand. Blå Kærhøg blev Boligbirdingart nr. 44 for Hanne Kampmann Madsen fra Bogø ved Otterup, da en han rastede i området.
Fem Grønspætter fra 4 lokaliteter og 7 Sølvhejrer fra 5 forskellige steder denne dag.

280226gulstsøncld

Fjeldvåge, Gulstav, søndag. Foto: Claus Dalskov.

Søndag
Dagens største overraskelse blev en Digesvale ved Brændegård, set og fotodokumenteret af Flemming Agner Jørgensen. Det er landets tidligste nogensinde. Varmen over Midt- og Sydeuropa har åbenbart skubbet svaler nordpå - Sverige havde både By- og Digesvale. Pænt træk søndag med en del sol og sydvestlig vind. Fra Nordskov Enge har kvartetten Kristoffer Hansen, Karen Kofoed, Maria Rasmussen og Esben Eriksen tilsammen blandt andet meldt følgende træktal:

280226træknordskov

I den modsatte ende af det fynske kunne Frank Jensen-Hammer notere følgende trækkende: Alk 180, Sortand 2007, Rødstrubet Lom 50 og Toppet Skallesluger 175.
Ved Blanke Fed trak 6 Pibesvaner NØ forbi Michael Brunhøj Hansen og i nabolaget så Michael Mosebo en Rørhøg hun, som han vurderer kunne være samme fugl som torsdag. En gammel Sorthovedet Måge er tilbage ved Barager Nebbe efter vinterforløbet, set af Arne Bruun og ugens eneste Fjeldvåge så undertegnede overflyvende 10 minutter før de første gæster dukkede op ved Åbent Tårn i Gulstav. To Sortspætter melder Gunner Munk fra artens sikre fynske lokalitet Hindsgavl, og Grønspætterne høres rigtig meget i denne tid. I dag søndag i alt 17 fugle fra 14 lokaliteter.

280226haltrygsøncld

Havlit, havet ud for Tryggelev Nor. Dem har vi fornæjelsen af et par måneder endnu. Foto: Claus Dalskov.

Ugens største Gåse- og andefugletal nævnes her: Sangsvane 620 Agernæs Fælled, Blisgås 2000 Sortemosen, Bramgås 3500 Orestrand, Pibeand 1360 Seden Strand, Spidsand 60 Ristinge Hale, Krikand 175 Thurø Rev, Knarand 38 Tryggelev Nor, Skeand 22 Sybergland, Hvinand 500 Seden Strand, Troldand 3000 Havn ved Vejlen, Ederfugl 1600 Lillebælt ud for Assens, Toppet Skallesluger 114 Gabet (Odense Fjord).

Tak til observatører og fotografer. Vi vender tilbage på tirsdag med gennemgang af en forhåbentligt god forårsuge, metrologerne ser lyst på sagen, så får vi se, om trækfuglene er klar.