Af Jens Peter Bech
Efterårstrækket er stadig i fuld gang. Specielt rovfugletrækket gav flere sjældne fugle i løbet af denne uge. Blandt andet blev der set flere Steppehøge, Sorte Glenter og Aftenfalke på træk.
En af ugens ca. 30 fynske Lærkefalke. Dovns Klint. Foto Ole Bo Olsen
Mandag
Sydlangeland er helt klart det bedste sted, hvis man vil se efterårets rovfugletræk. Esben Eriksen kunne dog ikke dy sig for at give det en chance på Vågebakken på Hindsholm. Det gav to Havørne, 11 Rørhøge, syv Hvepsevåger og en Lærkefalk. Det kunne Langeland selvfølgeligt godt slå, med to Lærkefalke rastende ved Gulstav og en Dværgfalk ved Fakkebjerg set af Lars Peter Hansen. En Lærkefalk trak også ud ved Dovns Klint set af Frank Jensen-Hammer og Tommy Kousgaard. De så også en Sort Glente samme sted. Der blev også set Sort Glente ved Gulstav Vesterskov af Jesper Vingtoft og ved Klise Nor af Morten Müller. Nok den samme fugl som har prøvet at samle mod til at trække ud over havet.
Musvågernes hovedtræk har vi stadig til gode. Brændegård Sø. Foto Flemming Agner Jørgensen
På Viggelsø fouragerede 35 Sølvhejre. Det er efterårets største forekomst indtil videre. Peter Lillesø var dagens observatør. Der blev set Fiskeørn på seks forskellige lokationer. Flest ved Dovns Klint hvor Frank Jensen-Hammer registrerede fire trækkende fugle. I Vejlen rastede tre Rovterner som blev set af Peder Rasmussen. Bjergvipstjerterne rører også på sig. Esben Eriksen så en, der trak over Åløkkeskoven i Odense. Per Damgaard Poulsen så ligeledes en ved Sundet ved Faaborg. Fra en Hvipstjert til en anden. Søren Bøgelund talte 1.100 Gule Vipstjerter som gik til rast for natten i Gulstav Mose.
Gul Vipstjert i efterårsfarver. Søby. Foto Henning Steen Hansen
Tirsdag
Niels Bomholt Jensen så en Mosehornugle over vandet ud for Lunden på Sydlangeland. Det er kun anden observation af denne art i andet halvår af 2025. Niels besøgte også Vejlen på Tåsinge, hvor han talte 26 Lille Lappedykker, fire Hulduer, 44 Skeænder og en Atlingand. Ved Østerø Sø så Kurt Kaack Hansen 12 Krumnæbbede Ryler og to Stenvendere. På Bispeenge rastede 37 Dobbeltbekkasiner og 104 Canadagæs. Set af Gunhild Brink.
En stor flok Canadagæs rastede i Keldsnor. Foto Poul V. Rasmussen
På Ærø registrerede Lars Tom-Petersen 120 Gul Vipstjert, en Sortstrubet Lom, 1.500 Stormmåger, to Stenvendere og 12 trækkende Spurvehøge ved Vejsnæs Nakke. En Vandrefalk blev set over Vejlen på Tåsinge af Morten Kristiansen. Der blev set to Fiskeørne. En ved Elsehoved af Johnny Rasmussen, og en ved Nørreballe Nor af Gitte Holm.
Grå Fluesnapper ved Davinde. Foto Esben Aagaard
Onsdag
I Holckenhavn Bugt fandt Mikkel Bello Andreasen en juvenil Sorthovedet Måge. Det er ikke usandsynligt at det er en unge, der er udruget på Sprogø. Samme sted så Mikkel 110 Lille Lappedykker og en Isfugl. Der blev set fire Dværgryler både i Vejen på Tåsinge og på Siø, af henholdsvis Niels Bomholt Jensen og Peder Rasmussen.
En flok Stilitser ved Salme Nor. Foto Leif Christensen
En Blå Kærhøg blev set overflyve Slipshavn Enge, hvor også en Rovterne rastede. Begge er observeret af Jørgen Eng Jensen. Lars Tom-Petersen så en Dværgfalk der trak i vandkanten ved Vejsnæs Nakke. Ved Thurø Rev trak fem Dværgmåger mod syd. Arne Bruun var på pletten. Ved Dovns Klint trak fem Lærkefalke og seks Hvepsevåger mod varmere himmelstrøg. Set af Gunnar Hansen.
Det er ikke alle Musvåger som er på træk. Denne rastede ved Gyldensteen. Foto Lars Rasmussen
Torsdag
Det blev en rigtigt fornuftig dag for trækket ved Dovns Klint, hvor Ole Goldschmidt og Frank Jensen-Hammer dækkede dagens træk. To Steppehøge trak ud. En gammel han, samt en 1k ungfugl. En enkelt Sort Glente tog også turen sydpå. 32 Hvepsevåge, en Blå Kærhøg 126 Spurvehøge, en Fiskeørn, 14 Rørhøge, 21 Tårnfalke, en Dværgfalk, fire Lærkefalke, fire Bjergvipstjert, 119 Gul Vipstjert, 69 Skovpiber, 32 Hulduer, en Kaspisk Måge og en Aftenfalk blev også set på trækket. En god dag på klinten. Ved Vitsø så Dorte Hummelshøj Jensen ligeledes en Aftenfalk.
En Tårnfalk på udkig. Lammesø. Foto Johnny Vølund
Ved Tarup Vandmølle hævdede to par Natugler (fire i alt) deres territorium. Per Rasmussen stod for observationen. Holger Daugaard kiggede efter vadefugle i Bregnør Bugt. Her så han 700 Hjejler og seks Krumnæbbede Ryler. Tre Rovterner rastede ved Brændegård Sø, og blev set af Gunnar Jørgensen og Leif Kristensen.
Broget Fluesnappet. Ny Gesinge. Foto Poul V. Rasmussen
Fredag
Poul V. Rasmussen så en Hvid Stork der rastede på en mark lidt vest for Vejlen på Tåsinge. Ole Goldschmidt var en tur forbi Storeholm ved Ristinge hvor der var mange rastende vadefugle. 1.320 Almindelig Ryle, to Sandløber, 12 Krumnæbbet Ryle, 35 Islandsk Ryle, 95 Stor Præstekrave, to Stenvender, 44 Hvidklire, seks Dværgryle og en Stor Kobbersneppe var et okay udbytte af vadefugle. En Dværgterne, tre Rovterner og en Sortstrubet Bynkefugl kunne også ses samme sted.
To Sandløbere i selvskab med en Almindelig Ryle. Flyvesandet. Foto John Andreas Omøer
Ved Gulstav så Jesper Vingtoft en Steppehøg han. Leif Bisschop-Larsen så en Sort Glente, der trak ud over havet ved Gulstav Vesterskov. Ved Møllemade så Erik Busk en Blå Kærhøg. Frank Jensen-Hammer så blandt meget andet en Almindelig Kjove og 49 Hvepsevåger på træk ved Dovns klint. Ti Sortklire rastede i Engsøen ved Gyldensteen. Set af Tom Tjørnum.
Rød Glente med bytte i fangerne. Frørup. Foto Flemming Agner Jørgensen
Lørdag
Ole Goldschmidt dækkede endnu engang trækket ved Dovns Klint. Højdepunkterne blev en Fiskeørn, 17 Hvepsevåger, en Dværgmåge, 39 Hulduer og 19 Kaspiske Måger. Det er den næststørste registrering af Kaspiske Måger siden, der rastede 21 i Bagenkop Havn i 2020. På Fyns Hoved så Karen Koefoed en Stenvender og 1.200 Hjejler. Michael Brunhøj Hansen så en Sortterne og en enkelt Bjergvipstjert der trak mod vest ved Blanke Fed.
Grågæs flyver over Salme Nor. Foto Leif Christensen
Sten Nielsen talte gæs i Føns Vang. Det blev til 2.200 Grågæs, og 122 Canadagæs. I Vitsø på Ærø rastede tre Sorthalsede Lappedykkere. Set af Lars Tom-Petersen. På Helnæs Made så Henrik Thormann syv Sølvhejre og en Skestork, som var ugens eneste registrering af Skestork. Der var Sandløbere både på Nærå- og Bårdesø Strand. Henholdsvis syv og seks. Set af Saxe Lind Christiansen og Johnny Krämer Christensen.
To Sølvhejre er kommet til tops. Brændegård Sø. Foto Leif Sørensen
Søndag
Martin Søgaard Nielsen fik en god oplevelse med en 1K Sort Glente, der kom helt lavt og tæt på ved Fakkebjerg. Den gjorde et trækforsøg, inden den vendte om og fløj tilbage mod nord. Martin var også forbi Dovns Klint hvor otte Hvepsevåger, en Lærkefalk og en Vandrefalk tog turen sydpå. På Fyns Hoved var der også en smule træk for Esben Eriksen, som noterede Dværgfalk og to Suler. Esben var også forbi Måle Strand, hvor fem Almindelige Kjover trak forbi i samlet flok. Derudover også en Vandrefalk hun.
Tejst der får vasket fusserne. Flyvesandet. Foto John Andreas Omøer
Ved Bøjden Nor så Gunnar Jørgensen en tidlig Enkeltbekkasin. Der blev set Bjergvipstjert seks forskellige lokaliteter. Flest havde Martin Søgaard Nielsen ved Dovns Klint, hvor tre af slagsen trak mod syd. Ved Brændegård var der ravne sammenkomst da Niels Andersen talte 26 af slagsen.
Traner ved Sandholt. Foto Flemming Johansen
Hermed rundes ugen af, og en stor tak sendes til alle som har bidraget med billeder og/eller observationer til analysen.