Af Claus Dalskov
Det blev en uge, hvor vejrguderne for det meste forbød, at man forlod hjemmets arne. Koldt og blæsende. Enkelte observatører var ikke til at holde indendørs og tak til dem.

Rødhalset Gås, fredag, Bjerreby. Foto: Arne Christensen.
Mandag
Snestorm over den sydøstlige del af det fynske gav ikke mange meldinger herfra, mens enkelte mere nordlige observatør fik luftet kikkerten lidt. Holger Daugaard talte 250 Pibeænder i Kerteminde Fjord, og Peter Lillesø fandt 52 Storspover ved Vigerø Inddæmning, 60 fouragerende Tornirisker ved Munkebo og en Blå Kærhøg ved Dræby Fed. Blå Kærhøg blev også set af Henrik Scandorf Cort Hansen ved Vesterby på Nordfyn, Henrik Mathiasen ved Rønninge og på Sydfyn af Else Klint på strandengen ved Svelmø Ebbevej.

Mosehornugle, Helnæs Made. Der blev set op til fire i ugens løb. Foto: Niels Paaby.
Tirsdag
Tirsdag fik Ole Goldschmidt ganske travlt med kikkert, tæller og notesbog. En tur til Sydlangeland gav bla. følgende i Tryggelev/Salme Nor: Troldand 3075, Blå Kærhøg 2, Havørn 2, Skægmejse 24 og Sjagger 1600. I nabolaget Vesteregn yderligere 1100 Sjaggere, samt 29 Hedelærker og 130 Sanglærker, der alle fouragerede på en snedækket mark.
Flere Blå Kærhøge set denne dag: To ved Snaremose Sø blev meldt af Jan Sørensen, en han ved Staurby blev set af Michael Mosebo, en på Æbelø sås af Jens Bækkelund, og så var der en ved Seden Strand, som Holger Daugaard noterede sammen med 1800 Pibeænder.
Klyden ved Bøjden Nor på plads meldte Børge Langkilde Rasmussen og Niels Bomholt, mens en Grønspætte blev fundet død i Gudbjerg Skov af Leif Bisschop-Larsen.

Bjergvipstjert, Odense Å. Foto: Lars Rasmussen.
Onsdag
Også onsdag gav Ole Goldschmidt en del travlhed med kikkert, tæller og notesbog. Blandt andet ved Bogøgård lige syd for Lindelse Nor: Kvækerfinke 1500, Huldue 120, Engpiber 100 og Bjergirisk 350. I Lindelse Nor rastede 340 Toppede Skalleslugere, og ved Ristinge Hale fandt Ole tre Blå Kærhøge, heraf en han.
Niels Bomholt konstaterede, at Bjergpiberen var på plads i Bagenkop Havn, og at 13 af gårsdagens Hedelærker ligeledes var på plads ved Vesteregn. Ligeledes Sandløberne ved Barager Nebbe, hvor også en Kaspisk Måge rastede.
60 Traner trak SØ over Korinth. Ganske overraskende med en flok på denne størrelse på dette tidspunkt. Ella Mikkelsen var en tur rundt i det nordfynske med blandt andet: 450 Sangsvaner og 2000 Bramgæs ved Agernæs By, 400 Storspover og 200 Strandskader ved Nærå Strand og en Grønspætte ved Flyvesandet.

Grønspætte i fotografens have, Ny Gesinge. Foto: Poul V. Rasmussen.
Torsdag
En Pibesvane fandt Hanne Kampmann Madsen torsdag ved Flyvesandet – måske en af de 3 fugle, der tidligere blev set ved Agernæs By. Hanne fik også noteret 200 Sangsvaner samme sted og 120 Sortænder på havet udfor. Anders Larsen så igen 60 Traner over Korinth og igen ved 9-tiden, så det tyder jo unægtelig på, at flokken overnatter et sted i området nord for Korinth og flyver ud til fouragering derfra.
Ved Ny Gesinge på Tåsinge talte Poul Vestergård Rasmussen 32 Hulduer, 61 Storspover, 475 Sjaggere og en Grønspætte. Blå Kærhøg blev meldt fra fire lokaliteter, og en af Vandrefalkene fra Fynsværket fouragerede i nabolaget, set af Tom Tjørnum. En Bjergvipstjert blev set af Niels Andersen ved bassinet bag det gamle kommunekontor i Vester Skerninge. Cirka 180 Bjergirisker fandt vej til Peter Lillesøs notesbog ved Dræby Fed.

Spidsænder, søndag, Næråstranden. Foto: John Andreas Omøer.
Fredag
Fredag fandt Arne Christensen en Rødhalset Gås i en flok Bramgæs på cirka 2500 ved Bjerreby på Tåsinge - dagens og ugens fugl. Helnæs Made havde besøg af Per Rasmussen, som kunne melde om en Mosehornugle, en Blå Kærhøg og en Sortstrubet Bynkefugl herfra. Per talte 50 Ravne i Fiskerup Skov, hvor også 4 Røde Glenter og 2 Havørne blev noteret.
Ved Gardersø så Nis Rattenborg 3 gamle Blå Kærhøge og en Grønspætte, og fra Ristinge Hale noterede Gitte Holm pæne 150 Spidsænder fouragerede og 75 Toppede Skalleslugere rastende. Dagens sidste Blå Kærhøg fandt Arne Bruun på Thurø Rev.

Bram-, Grå- og Blisgæs over Føns Vang - jaget på vingerne af en Havørn. Foto: Johnny Vølund.
Lørdag
Lørdag havde Anders Larsen 46 Traner over Korinth, så flokken rumsterer stadig i området.
En flok på 15 Dværgmåger fløj forbi Spodsbjerg Havn og Anton Ræbild Jensen. Ganske usædvanligt med så stor en vinterobservation af denne art. Sædgæs er heller ikke så almindelige i det fynske, så tre Tundrasædgæs set af Erik Busk og Michael Mosebo ved Møllemade/Ellemose er værd at nævne.
Nis Rattenborg var en tur på Helnæs og kunne konstatere, at de fire Mosehornugler stadig er på plads på Maden. Desuden rastede fire Blå Kærhøge også her – hvoraf 1 gammel han – og måske yderligere to andre fugle på halvøen. Ialt var der Blå Kærhøg-observationer fra 11 fynske lokaliteter denne dag.

Det er koldt at være Vandstær for tiden - denne frøs ved Ejby Mølle. Foto: John Andreas Omøer.
Søndag
På en kold søndag fandt Leif Sørensen cirka 200 Silkehaler ved Vindinge nær Nyborg og Mogens Schandorf Cort Hansen en Tundrasædgås ved Skovby (Bogense). Helnæs Made rummede denne dag cirka 300 Pibeænder, talt af Søren G. Nielsen, som også fik set to af Mosehornuglerne. På Tåsinge havde Poul Vestergård Rasmussen 6 Havørne rastende ved Vårø Skov lige nord for Monnet. Heraf 4 adulte fugle. Poul meldte også 50 Sanglærker fra Ny Gesinge. Lars Andersen fik Isfugl som boligbirdingart nr. 52 i Lindved Frugtplantage, hvor også 450 Sjaggere fouragerede. Isfugl blev også meldt fra Tårup Inddæmmede Strand og Odense Å.

Sumpmejse, Tarup - Davinde. En fin lille fugl. Foto: Esben Aagaard.
Tak til de observatører og fotografer, som trodsede vejret. Næste uge tegner til at blive lige så kold og muligvis endnu mere blæsende. Jens Peter Bech vil tage os gennem uge 6.


















