Af Jens Peter Bech
Kulden og blæsten fra uge 5 fortsatte i uge 6, for i slutningen af ugen at gå over i kraftigt snevejr. Det betød endnu en uge hvor forholdene for fuglekiggere ikke var optimale. Men der skal mere til at holde de mest ihærdige fuglekiggere fra at få deres fix.
Rødhalset Gås i en flok Bramgæs. Bjerreby. Foto Arne Christensen
Mandag
Arne Christensen genfandt den Rødhalsede Gås ved Bjerreby, som han fandt samme sted ugen før. Den Rødhalsede gemte sig mellem 3.000 Bramgæs. Helene Lærke Korsgaard så en Rørdrum, der tog sig en flyvetur over rørskoven ved Bjørnemosegård. Samme sted så Helene også en Isfugl. Vandrikserne kommer frem fra rørskoven i takt med at vandet fryser til is. Ved Glisholm Sø talte Lars Andersen seks af den ellers så sky fugl. Ved Strib rastede 65 Silkehaler, som blev set af Nis Rattenborg og Erik Busk. Christian Lundsted så 18 Kernebidere i Eventyrhaven i Odense. I Hindsgavl Skove var Niels Bomholt Jensen forbi en af Sortspætterne. 16 Snespurve fouragerede i Kystlagunen ved Gyldensteen. Set af Kurt Due Johansen. Der var fem Blå Kærhøge på fem forskellige lokaliteter, set af lige så mange observatører.
Kernebider på foderbrættet. Stige. Foto Susanne Rasmussen
Tirsdag
Fire Traner trak mod øst over Sandager ved Assens. Set af Claus Schatz-Jakobsen. Niels Bomholt Jensen så en Skovsneppe ved Syltemade Å. Peder Rasmussen var forbi Bjerreby hvor 5.500 Bramgæs kunne ses. Det blev dog ikke til nogen Rødhalset på denne dag. Ved Nyborg Slot rastede 105 Silkehaler, som blev set af Peter Pelle Clausen. Karen Koefoed kunne fra Gyldensteen se seks Havørne over Æbelø. Ved Gyldensteen så hun også en hunfarvet Blå Kærhøg. Leif Kristensen så en Vandstær ved Kongshøj Mølle. Nis Rattenborg så 270 Sangsvaner ved Føns Vang, og en Grønspætte ved Gardersø
Sangsvaner i vinterlandskabet. Flyvesandet. Foto Leif Sørensen
Onsdag
Ved Hundslev fandt Peter Lillesø fem Kortnæbbede Gæs, der senere trak af sted mod sydvest. Peder Rasmussen var igen forbi flokken af gæs ved Bjerreby. Mellem 6.000 Bramgæs fandt han i dag den Rødhalsede Gås. Da den Rødhalsede Gås er en smule mindre en Bramgæssene, kan det være lidt af et arbejde at finde den i de store gåseflokke. Tom Tjørnum var forbi Fynsværket, hvor en af Vandrefalkene viste sig frem. Bo K. Stephensen så en rastende Skovsneppe ved Broløkke Strand. Der var også Skovsneppe i Stenløseskoven og ved Flyvesandet. Set af Henrik Mørup-Petersen og Ella Mikkelsen. Hans Rytter så 45 Silkehaler der fløj over Paradishuse ved Nyborg. Der var Skalleslugere både i nord og syd. Holger Daugaard stod for 52 Stor Skallesluger i Kerteminde Fjord mod Nord, og Arne Bruun havde 70 Toppede Skalleslugere i Thurø Rev mod Syd.
Rørhøne. Odense Å udløb. Foto Erik Thomsen
Torsdag
Karen Koefoed kunne konstaterer, at der var isfrit nok i åløbet i Snapind Skov, til at Bjergvipstjerten stadig gerne ville være der. I Faaborg så Per Damgaard Poulsen 30 Silkehaler. For anden dag i træk så Bo K. Stephensen Skovsneppe. Denne gang en der besøgte ham på græsplænen i Kerteminde. Poul V. Rasmussen talte Bramgæs på Tåsinge. Det blev til 10.000 ved Lundby, og 3.000 ved Søby. Poul så også en Grønspætte i Ny Gesinge. Per Toft Johansen tilføjede en Sølvhejre til BoligBirding-listen i Hårby. Jens Bækkelund talte syv Havørne ved Gyldensteen.
Gulspurv i sneen. Krarup. Foto Jane Ditzel
Fredag
Ved Ny Gesinge så Poul V. Rasmussen en ordentlig flok på 120 Sanglærker. Samme sted fouragerede en Dværgfalk. På Thurø Rev så Arne Bruun en enkelt Sortgrå Ryle sammen med en flok Almindelige Ryler. Jesper Johannes Madsen så fire Agerhøns ved Sanderumgård. Kirsten Steensgaard kunne krydse Skovsneppe af i BoligBirding ved Kærum Å. Per Rasmussen så ligeledes Skovsneppe ved Tarup Vandmølle. Ved Gyldensteen så Jens Bækkelund en Grønspætte. Lars Andersen så en Isfugl ved Glisholm Sø og Jan Sørensen så en Blå Kærhøg ved Snaremose Sø.
En stor flok Sanglærker. Ny Gesinge. Foto Poul V. Rasmussen
Lørdag
Niels Paaby var forbi Helnæs Made hvor han kunne konstatere at der stadig var to Mosehornugler. Herudover sås også en Vandrefalk. Kristoffer Hansen og Maria Rasmussen var ved Seden Strand. Her rastede hele seks Kaspiske Måger, 126 Stor Skallesluger, 120 Spidsand, 45 Lille Skallesluger, og en Rørdrum. På Mågeøerne så Nis Rattenborg 24 Knortegæs, 21 Rødben, fem Snespurve og en Stenvender. Nis så også 32 Silkehaler ved Fogense Enge. På Thurø Rev så Arne Bruun en Skovsneppe.
Ederfugl tager et hvil. Flyvesandet. Leif Sørensen
Søndag
Jan Stener Jørgensen så en Duehøg der blev mobbet af to Krager over Vornæs skov. Det blev en stor dag for den ellers pressede Agerhøne, da Kurt Kaack Hansen så 18 ved Skaboeshuse, og Bjarne Jørgensen så 13 ved Skjoldnæs Fyr. Niels Bomholt Jensen var forbi Helnæs Made, hvor der i dag var fire Mosehornugler, en Vandrefalk og en Sortstrubet Bynkefugl. Leif Sørensen så hele 500 Sanglærker ved Kørup. I Kerteminde så Bo K. Stephensen 50 Silkehaler.
Kvækerfinke. Ny Gesinge. Foto Poul V. Rasmussen
Tak til alle fotografer og observatører for jeres bidrag til denne uges analyse. Vi vender tilbage i næste uge, hvor Søren Gjaldbæk tager jer igennem ugens fugle.
Skarv. Odense Å. Foto Lars Rasmussen


Fiskehejre. Odense Å. Foto Lars Rasmussen
Grønspætte. Flyvesandet. Foto Leif Sørensen
Halemejse. Odense Å. Foto Lars Rasmussen
Jernspurv. Svendborg. Foto Sven Follin
Misteldrossel. Flyvesandet. Foto Leif Sørensen
Sjagger. Faaborg. Foto Flemming Johansen
Sumpmejse. Davinde. Foto Esben Aagaard
Vindrossel. Odense Å. Foto Lars Rasmussen
Stær. Krarup. Foto Jane Ditzel