Tirsdagsanalysen - uge 35

Af Claus Dalskov

Det blev en uge, som blandt andet gav flere Odinshøns, end vi er vant til. Der er tilsyneladende mange i år. Også trækket er så småt kommet i gang, og der blev set mange rastende Fiskeørne.

310826fiskhelleonset

Ung Fiskeørn, en af to onsdag ved Hellemose. Foto: Erik Thomsen.

Vadefugle
Mandag var Kurt Kaack Hansen forbi Hindemae mellem Nyborg og Langeskov med blandt andet følgende i notesbogen: Stor Præstekrave 43, Tinksmed 23, Brushane 39 og Temmincksryle 1 rastende. Fra Bøjden Nor meldte Niels Bomholt om 310 Hjejler, og Revtrillen på Korshavn i det Sydfynske Øhav rummede blandt andet 10 Stenvendere, meldt af Per Rasmussen.
Tirsdag fandt Niels Bomholt 4 Dværgryler ved Østerø Sø, hvor også 89 Store Præstekraver rastede. Onsdag kunne Kurt Kaack Hansen notere 43 Brushaner og 28 Dobbeltbekkasiner ved Hindemae og 6 Dværgryler, 17 Krumnæbbede Ryler og 26 Islandske Ryler ved Østerø Sø. Ella Mikkelsen fandt 21 Sortklirer ved Nørreballe Nor.

310826bhsiøcld

Brushøns, Siø. Foto: Claus Dalskov.

Torsdag fouragerede ca. 500 Almindelige Ryler i Østerø Sø talt af Jacob Sterup, der også noterede 7 Dværgryler samme sted. To Store Kobbersnepper rastede også her. Dem så Poul Vestergård Rasmussen. En Skovsneppe blev fundet fredag af Jonas Morsing Thomasen i Svanninge Bjerge. Peder Rasmussen talte cirka 500 Hjejler ved Bjerreby på Tåsinge og 3 Dværgryler, 2 Lille Præstekrave og 1 Temmincksryle på Siø.
5 Dværgryler, 7 Krumnæbbede Ryler og 1 Stor Kobbersneppe lørdag ved Østerø Sø blev set af Britta Merete Larsen og søndag meldtes 22 Svaleklirer i Gulstav Mose, set af Søren Bøgelund.

310826stenslipspvr

Stenvender, Slipshavn. Foto: Poul V. Rasmussen.

Vandfugle
Mandag 270 Canadagæs blev talt af Kurt Kaack Hansen ved Sybergland, og samme sted var der 2 Sorthalsede Lappedykkere, set af Holger Daugaard. 23 Traner rastede ved Arreskov Sø set af Erik Ehmsen, og ved Føns Vang rastede en Sortterne.
Onsdag talte Kurt Due fuglene ved Engsøen ved Gyldensteen med blandt andet: 2565 Grågæs, 165 Skeænder, 1355 Krikænder og 16 Traner. Ved Dørholmbugten fandt Kurt også 36 Skestorke. Erik Ehmsen talte 28 Traner ved Arreskov Sø og 18 Rovterner ved Brændegård Sø.

310826fjordholmspvr

Ung Fjordterne, havet ud for Holms Mose. Foto: Poul V. Rasmussen.

Torsdag talte Morten Müller 17 Spidsænder i Klise Nor. 57 Traner rastede fredag ved Engsøen set af Anders Myrtue. Lørdag blev en Hvid Stork ved Søgård Mose meldt af Søren G. Nielsen og 20 Traner i Botofte Skovmoseområdet.
Søndag talte Niels Bomholt 1270 Grågæs i Nakkebølle Inddæmning, og 360 Taffelænder, 730 Blishøns og den Rødhovedet And samme sted. Den har været på lokaliteten siden den 4. august. To Skestorke rastede i Vejlen på Tåsinge meldt af Niels Selck, og ved Korinth fløj 14 Traner over byen og Anders Larsen.

310826tranebotofcld

Traner, Botofte Skovmose. Foto: Claus Dalskov.

Rovfugle
En Lærkefalk ved Vejlen Tåsinge blev mandag set af Jacob Zarlang, og en Fiskeørn blev meldt af Per Arne Simonsen fra Nakkebølle Inddæmning. Tirsdag så Leif Kristensen en Fiskeørn ved Brændegård Sø og Thomas Kampmann en ved Hagenskov Slotsmølle.
Onsdag bragte 9 Fiskeørne fra 7 forskellige lokaliteter, blandt andet to ved Hellemose, set af Erik Thomsen og to Blå Kærhøge fra Gulstavområdet set af Erik Jensen, en Blå Kærhøg i Tryggelev Nor blev meldt af Asbjørn Hagen Nielsen, og en blev set ved Stokkeby Nor på Ærø af Marie Nielsen. Ved Arreskov Sø rastede 5 Havørne talt af Erik Ehmsen.

310826hvepsgulstaveje

Hvepsevåge, Gulstav, torsdag - den dag trak 14. Det store træk er indtil videre gået uden om Fyn. På Sjælland har de haft nogle store dage. Foto: Erik Jensen.

Torsdag sås en Fiskeørn ved Brændegård Sø, hvor Leif Kristensen var på plads, og en over Gulstav blev noteret af Erik Jensen. En Vandrefalk blev set af Peter Pelle Clausen ved Slipshavn Enge. Fredag blev 2 Fiskeørne ved Dybmose set af Emil Skovgaard Brandtoft fra motorvejen.
Lørdag så Leif Sørensen en overflyvende Vandrefalk ved Flyvesandet, og Morten Krog fandt en overnattende Fiskeørn ved Lindholm (Allested). En Fiskeørn rastede søndag ved Nakkebølle Inddæmning set af Arnbjørn Jens Jørgensen, og en fløj over Hellemose meldt af Flemming Johansen.

310826bynkholmspvr

Bynkefugle, Holms Mose. Foto: Poul V. Rasmussen.

Småfugle
Mandag blev 7 Grønspætter fundet på 6 forskellige lokaliteter, og ved Gulstav Mose måtte Søren Bøgelund denne aften nøjes med 3760 Gule Vipstjerter flyve til overnatning i Gulstav Mose, torsdag gav 1190 og søndag 690. Tirsdag talte Poul Vestergård Rasmussen 18 Skægmejser i Tryggelev Nor og 3 Almindelige Bynkefugle i Holms Mose. Onsdag så undertegnede 2 Sortstrubede Bynkefugle ved Gulstav og samme sted 3 Rødryggede Tornskader, heraf 2 unger fra i år. 3 af samme art blev set af Nis Rattenborg ved Bøjden Nor. Torsdag talte Poul Vestergård Rasmussen 175 Hvide Vipstjerter, der  rastede på Slipshavn Enge. Fredag fandt Marie Nielsen cirka 100 Gule Vipstjerter rastende ved Tranderup Mark på Ærø. En Bjergvipstjert rastede søndag ved Bøjden Nor, set af Sune Højgaard Hansen.

310826gulbgulstpvr

Gulbug, Gulstav. Foto: Poul V. Rasmussen. 

Træk
Mandag var Frank Jensen-Hammer på plads ved Dovns Klint og noterede blandt andet:
Fiskeørn 1, Rørhøg 10, Tårnfalk 8, Dværgfalk 1 og Fjordterne 7. Tirsdag var Frank også på klinten og talte blandt andet: Fiskeørn 1, Rørhøg 12, Fjordterne 30, Digesvale 240 og Gul Vipstjert 261.
Onsdag gav fine observationer af Niels Bomholt fra havet udfor Lunden og Føllesbjerg på sydøstsiden af Langeland, blandt andet: Almindelig Kjove 22, Dværgmåge 77, Fjordterne 87, Splitterne 37 og Sortterne 1 - østenvind giver tit den slags træk på det sted. Fra Siø så Søren Sørensen 7 Hvepsevåger trække SV.

310826sølvbhh

Sølvhejrerne er begyndt at dukke op rundt omkring. Ugens topnotering var 16 i Brændegård Sø; denne er fra Everenden. Foto: Bjarne Hannibal Hansen.

Torsdag var der stadig gang i trækket udfor Lunden og Føllesbjerg, hvor Niels Bomholt denne dag noterede 17 Almindelige Kjover og 49 Dværgmåger trække syd. 14 Hvepsevåger trak fra Gulstav, en Blå Kærhøg han og 73 Spurvehøge tog sydover fra samme område. En Fiskeørn så undertegnede trække syd over Tranekær Borgsø.
Fredag trak 1 Lærkefalk forbi Sankt Klemens og Henrik Kalckar Hansen, og ved Sundet i Faaborg kunne Per Damgaard Poulsen notere en fouragerende og trækkende Fiskeørn .
Michael Brunhøj Hansen var lørdag på plads ved Blanke Fed og fik en del træktal i notesbogen, herunder Spidsand 74, Krikand 219, Strandhjejle 90, Lille Kobbersneppe 69 og Sortterne 3. Alle drog mod SV.
Søndag trak 13 Hvepsevåger, 37 Spurvehøge og 2 Fiskeørne over Gulstav og Søren Bøgelund.

310826odinbøjdlr

Odinshane, Bøjden Nor. En ret tilllidsfuld fugl. Foto: Lars Rasmussen.

Sjældnere fugle
Formodentlig samme 3 Odinshaner blev set ugen igennem, men et par af dem flyttede undervejs. Mandag var de 2 ved Sybergland og den ene på Siø på de gamle pladser. Tirsdag blev der set en på Siø og onsdag 2 på Siø og en ved Bøjden Nor fundet af Nis Rattenborg. Måske Sybergland-fuglene, der har flyttet sig. Torsdag var der stadig 2 Odinshaner på Siø, og fredag blev en Odinshane på Siø meldt af flere. Lørdag var der genfund af Odinshanen ved Bøjden Nor og Siø-fuglen var på plads, og søndag var begge lørdagsfuglene også på plads.

310826rovbrændecld

Rovterner, Brændegård Sø. Der har været mange i søen i august. Foto: Claus Dalskov.

Vi takker observatører og fotografer og vender tilbage på tirsdag, hvor Esben Eriksen vil gennemgå fuglene fra uge 36.