Af Søren Gjaldbæk
Ugen blev præget af højtryksvejr og vinden mest fra vestlige retninger, nogle dage i den friske ende.

Tårnfalk, mandag, Skovballe. Foto: Malthe Drabe.
Mandag
Ole Goldschmidt var en tur rundt på Sydlangeland. I Fredmosen var der gang i fuglesangen med to Savisangere, 7 Sivsangere og 8 Nattergale, og i Lunden sang to Piroler og en Skovsanger. Søren G. Nielsen og Niels Selck havde en Karmindompap samme sted. Tejsterne har virkelig bidt sig fast dernede, Ole havde 29 på havet ud for Lunden. Også i Gulstav Vesterskov var der Pirol. Knortegæssene er ved at lægge op til at drage nordøstpå, Ole havde 2450 trækkende ved Gulstav - samme sted to Sorte Glenter på træk og 4 Rødryggede Tornskader, og ud for Tryggelev Nor rastede 4100 Knortegæs. I noret rastede blandt andet 10 Temmincksryler og 3 Rødryggede Tornskader. I Søgård Mose blev det til to Hvide Storke - også set af Jan Sørensen nord for Eget, og Jan så også en Rovterne ved Dovns Klint.

Havørn, Brændegård Sø. Foto: Lars Rasmussen.
Også i Vejlen - Tåsinge var der Rovterne, set af Erhardt Ecklon, og Pierre Bentzen meldte om to Blåhalse - et par, så måske vi snart får unger at se, de må være på vej. Også ved Fønsvang yngler der Blåhals, Lars Witting meldte et par og seks Skægmejser samme sted. Ved Fjordmarken var der også Blåhals og to Ringdrosler - den ene syngende. Det kan blive landets sidste i år - Evald Mehlsen var på den lokalitet.

Blåhals, mandag, Vejlen - Tåsinge. Foto: Pierre Bentzen.
Gunnar Jørgensen havde en Skovsanger ved Stævningen. Der er ikke mange Piroler uden for Langeland, i Præsteskov ved Nordenhuse havde Kristoffer Kaack Hansen for anden dag en syngende fugl. Palle Bo Larsen havde held med Lærkefalk denne dag, det blev til to ved Lykkesholm og en i Kobbermosen ved Lykkesholm. Arne Bruun meldte en nordvesttrækkende Blå Kærhøg ved Risinge syd for Nyborg og syd for Storebæltsbroen trak en ubestemt kjove (mellem/almindelig). På Nordskov Enge sang en Vagtel for Kirsten Halkjær Lund, længere nordpå på Fyns Hoved var det Gulbuge, der stjal billedet, Jeppe Holm Kristensen havde syv fugle. Endelig skal vi nævne en Sort Glente, som fouragerede ved Ølund By, den så Bo Levesen.

Drosselrørsanger, tirsdag, Brændegård Sø. Foto: Gunnar Jørgensen.
Tirsdag
Ugens fugl blev set ved Båring, da Martin Rauff 14.50-14.55 spottede en Gåsegrib på vej nordpå. Det er uden tvivl den samme fugl, som blev filmet ved Otterup den 20. maj. Hvor den så har gemt sig i mellemtiden er uvist - den skulle da være til at få øje på! Ved Brændegård Sø dukkede en Drosselrørsanger op, Leif Kristensen, Gunnar Jørgensen m.fl. Den var mere skulky end det tit er tilfældet, men sang ivrigt fra rørene ud for gården. Også i Rudkøbing Vejle var der Drosselrørsanger - en kendt fugl. Canadagæssene er begyndt deres fældningstræk, de ses mange steder, denne dag havde Kurt Due Johansen 80 i Reservatet ved Gyldensteen, i Engsøen lå to Atlingænder. Kurt var også forbi Mågeøerne, hvor der yngler Havterne - 70 styk blev det til. Anton Markvard var i Firtalsstranden, her så han Skestork og Lærkefalk. Asger Skov Eriksen måtte nøjes med en i Sybergland, hvor der også var en Vandrefalk.

Canadagæs, fredag, Eriks Hale. Der ses en del flokke for tiden af arten på fældningstræk. Foto: Bjarne Jørgensen.
Onsdag
Begge tirsdagens Drosselrørsangere var stadig på plads, ved Rudkøbing Vejle også fire Rødryggede Tornskader, de blev set af Poul V. Rasmussen. Jakob Sunesen var i Gulstav, her var der Lærkefalk og Ørnehøj-området Indisk Gås og Hvid Stork i. Sikkert samme stork ved Søgård og måske samme stork ved Lunden, begge set af Peder Rasmussen. Poul Bjergager tjekker tit Vejle Lung for Nattergal, denne dag sang fem fugle. Erik Busk var på Fænø, hvor det blev til Skovhornugle, Huldue 5, Skovsanger og Grå Fluesnapper 3. I Slambassinet sang to Blåhalse, her var Erik Mehlsen forbi.

Indisk Gås, onsdag, Ørnehøj-området. Foto: Jakob Sunesen.
Torsdag
Ole Goldschmidt talte Rødrygget Tornskade på Sydlangeland - det blev til i alt 21: Tryggelev Nor 14, Påø Enge 4 og Skovsgård 3 - sidstnævnte lokalitet også en Vagtel. Ved Konabbe Skov havde Ole en Karmindompap. I Gulstav-området havde Jakob Sunesen 3 Lærkefalk i løbet af dagen. Poul V. Rasmussen havde kliktælleren med på Monnet - her sang 110 Sanglærker. Ved Hou Nordstrand sang 6 Gulbuge, de blev hørt af Jan Sørensen. I Vejle Lung var der nu 7 Nattergale, igen hørt af Poul Bjergager. Der var tre Skestorke i Lyø Trille (Jesper Toft) og seks i Odense Fjord syd for Klintebjerg. Jesper Toft var også i Bøjden Nor, her var der blandt andet tre Dværgterner og tres Klyder. Lars Witting havde en Græshoppesanger og 15 Skægmejser i Gamborg Inderfjord. I Orestranden rastede 19 Traner, de blev meldt af Jens Bækkelund - der har holdt en flok til på de kanter et stykke tid.

Rødrygget Tornskade, fredag, Brændegård Sø. Foto: Flemming Johansen.
Fredag
Så blev det Vejlen - Tåsinges tur til at have Skestork på besøg, Pierre Bentzen havde 2. Fra Højstenes løb område 26, som er havet mellem Drejø og Vejlen, meldte Arne Bruun tre Rovterner. I Jordløse er der opsat en kasse til Slørugle, den er der nu 2 unger i beretter Per Toft Johansen. Tidligere var arten ret sjælden på Fyn, fint, at den åbenbart har fundet nogle ynglesteder på Fyn. Ved Nakkebølle Inddæmning blandede en Sort Glente sig med to røde, de blev set af Niels Bomholt Jensen.

Skestorke, fredag, Vejlen - Tåsinge. Foto: Pierre Bentzen.
Lørdag
Skestorkene havde forladt Vejlen - Tåsinge, til gengæld var der 6 Sølvhejrer og Dværg- og Rovterne samt syngende Broget Fluesnapper, Poul V. Rasmussen, Erhardt Ecklon og Jacob Zarlang. Skestork kunne man se i Ølundgårds Inddæmning, hvor der også var to Atlingænder, 137 Knarænder, 29 Klyder og Temmincksryle, meldt af Kristoffer Hansen, som også havde en Rustand i Firtalsstranden. Dagen gav 219 Canadagæs fordelt på fire flokke. Niels Bomholt var en tur langs Syltemade Å, en fin lokalitet til sangere, blandt andet var der 6 Kærsangere. I Sybergland talte Mogens Ribo Petersen Digesvaler, det blev til 900. Endelig skal Vandrefalk på Bent Juhlers boligbirdingliste i Næsby nævnes - muligvis en af falkene fra Fynsværket.

Drosselrørsanger, Rudkøbing Vejle. Fuglen har været der siden den 11. maj. Foto: Søren G. Nielsen.
Søndag
Anton Markvard sluttede dagen med en Rødhalset Gås, som blev set kortvarigt i Firtalsstranden i selskab med Grå-, Bram- og Canadagæs. Gåsen kunne ikke genfindes. Ellers var det Langeland, der løb med hovedparten af dagens fugle. Niels Bomholt og Martin Søgaard Nielsen var i Lunden, her stod en Hvid Stork mellem stenene helt ude ved havet. Samme sted 27 Tejster og i skoven 2 Brogede Fluesnappere. Senere på dagen så Martin ved Eget. I Nørreballe Nor var der en Rørdrum 2, 2k Dværgmåge, Sorthalset Lappedykker 4, Drosselrørsanger, Fjordterne 14 og Lille Præstekrave 2 - Niels Bomholt, Søren G. Nielsen og Henrik Mørup-Petersen. Der var stadig Drosselrørsanger ved Rudkøbing Vejle. Søren Bøgelund fik vores første Engsnarre i år, den sang i Magleby Nor, samme sted to unge Skovhornugler. I Vitsø Nor så Kristian Torben Rasmussen seks Sorthalsede Lappedykkere. Gunner Munk talte Rørsangere i Føns Vang, det blev til 12 styk. I Herringe rastede 6 Hulduer, de blev set af Niels Andersen. Som forudset ovenfor kom der unge Blåhalse frem i Vejlen - Tåsinge, Arne Christensen så to sammen med en forældrefugl.

Blåhals, søndag, Vejlen - Tåsinge. Foto: Arne Christensen.
Tak til observatører og fotografer for ihærdighed ugen igennem. Jens Peter Bech vil skrive om fuglene i uge 23, det kan man naturligvis se på dette site på tirsdag.










Lokaliteter med Rødrygget Tornskade i uge 22. Arten har tilsyneladende forkærlighed for Langeland og Ærø.
Storspover, torsdag, Monnet. Foto: Poul V. Rasmussen.

Rødhalset Gås, søndag, Firtalsstranden. Foto: Anton Markvard.
Stor Skallesluger, Fønsvang. Den yngler åbenbart på de kanter. Foto: Jimmy Pagh.
Havterne, torsdag, Bøjden Nor. Foto: Claus Dalskov.