Tirsdagsanalysen - Uge 49

”Julen nærmer sig - vi får se om der bliver en lille julegave til fuglefolket i uge 49 - ”søg, og du skal finde”!” Således sluttede Søren Gjaldbæk friskt sidste uges analyse af. Uge 49 er gået, og konklusionen må være, at det var godt at Søren fik ordet ”lille” med. En til tider grå, våd og blæsende uge er overstået, og ugens sparsomme indrapporteringer afspejlede vejret fint. Der var dage med nærmest ingen indtastninger og andre, hvor fuglefolket skyndte sig ud i det sparsomme lys og fik set lidt fugle.

 IMG 3051 2

Tundrasædgæs på Tåsinge. Foto: Poul V. Rasmussen

Mandag den 2. december noterede Carsten Skou 3 Sølvhejre ved Nakkebølle og på Monnet så Peder Rasmussen en enkelt. Samme sted fandt Peder en Bjerglærke. Det er ikke hverdagskost på disse kanter – en meget fåtallig vintergæst i det fynske. Peders held på Tåsinge var ikke slut - 121 Tundrasædgæs er et flot tal for Fynske forhold. Arten er noget mere talrig blot man kommer til Lolland.

Der var også mange Bramgæs rundt omkring. Nis Rattenborg så 6510 ved Vesteregn på Langeland og i alt 13.000 er indrapporteret fra det fynske denne dag. Kurt Due Johansen tæller ved Gyldensteen og det gælder også Knarænderne. 459 fugl er det tredje højeste decemberantal de sidste 20 år. Kurt har også 1. og 2. pladsen, da Kurt talte henholdsvis 485 og 533 i 2017 på samme lokalitet. Ved Nakkebølle er der ved at være en pæn flok Små Skalleslugere at kigge på – Carsten Skou talte 17 mandag, 18 onsdag, og lørdag var flokken blevet på 23 fugle – talt af Niels Bomholt.

691202sandlberehoumandagfinnskov

Sandløbere ved Spodsbjerg. Foto: Finn Skov

Sandløber kan ses overvintre på sandrevlerne ved Spodsbjerg og i år er ingen undtagelse. Finn og Susanne Rørdam Skov så 3 fugle i mandags og ved Knudshoved Færgehavn så Ella Mikkelsen end anden typisk, men halvsjælden fynsk vintergæst i form af 8 Sortgrå Ryler.

På Sydlangeland rastede 65 Snespurve i Keldsnor, de kan sikkert ses vinteren igennem, så dem kan man ikke få point for i kommunekonkurrencen efter nytår. Ved Strib har Søkongen kastet anker, og har taget mod besøg ugen igennem af mange forskellige observatører. Mest trofast var Erik Busk.

691202skomogenshansen

Søkongen af Strib. Foto: Mogens Hansen

Tirsdag den 3. december var den vejmæssig kedelig dag – kun Søkongen kunne trække folk denne dag. Jane Ditzel var dog heldig af få besøg af en Munk i sin have ved Frellesvig  - altså fuglen.

Onsdag den 4. december var vejret lidt bedre. Peder Rasmussen genfandt sine Tundrasædgæs, der var blevet til 113. Ikke langt derfra rastede en Hvidklire i Lunkebugten. Hvidklire begynder at være fast vintergæst i det sydfynske med enkelte fugle. Ved Bøllemosen så Erhardt Ecklon 5 Hulduer.

Torsdag den 5. december kunne rastede en Pibesvane ved Bøllemosen set af Leif Sørensen. Kirsten Pedersen prøvede lykken på Helnæs Made og fandt 3.000 Bramgæs, mens Ella igen drog til Knudshoved og genså de 8 Sortgrå Ryler. Og i Strib var Søkongen hjemme.

Fredag den 6. december var årets store julefrokostdag. Der var rigeligt af de våde lige fra morgenstunden, og det holdt fuglefolket inde – enkelte skulle dog lige forbi Søkongen.

Lørdag så nogle klart fra morgenstunden andre nåede næppe ud før solen var gået ned. Gunnar Jørgensen og Niels Bomholt så ikke dobbelt og kunne konfirmere mandagens observationer af 3 Sølvhejre ved Nakkebølle og 2 ved Brændegård Sø. En Gransanger holder stand i undertegnedes have ved Åløkkeskoven i Odense og 2 Munke – han og hun - gæstede Per Rasmussen ved Tarup Davinde. 27 Røde Glenter blev lagt i seng af Leif Bisschop-Larsen ved Gultved og i Strib vuggede Søkongen sig selv i søvn i havnebassinet.

RdtopfK

En Rødtoppet Fuglekonge i Hans-Henrik Wienbergs have driller fotografen - den er nok ikke den eneste, der har haft en kæp i øret i uge 49. Foto: Hans-Henrik Wienberg

Søndag blev en fuglemæssig stille dag, men Hans-Henrik Wienberg og Niels Bomholt fik dog hver en adventsgave i form af en Rødtoppet Fuglekonge i henholdsvis Tullebølle og Nakkebølle.

Tusind tak til fotografer og observatører for de mange bidrag denne uge. Vi håber I vil lege med i uge 50.

Tekst: Esben Eriksen