Tirsdagsanalysen - uge 50

Af Jens Peter Bech

Selvom kalenderen siger december, kan det være svært at se på vejret, som stadig er mildt, og med temperaturer der kan snige sig op i tocifrede tal.

151225 jpb 1Mosehornugler er altid en vinterfavorit. Helnæs Made. Foto: Flemming Agner Jørgensen.

Mandag
Leif Kristensen lagde vejen forbi Vejlen på Tåsinge for at se, om Silkehejren fra sidste uge stadig var på plads i denne uge. Leif var heldig at genfinde fuglen, som blev hele ugen ud. Leif var også forbi Bjørnemosen hvor 74 Silkehaler stadig holdt til. Der var også Silkehaler ved Sundet i Faaborg. Dog kun 25, som blev set af Per Damgaard Poulsen. Samme sted sås ti Skægmejser.

151225 jpb 2manSilkehejren var på plads i Vejlen på Tåsinge. Foto: Poul V. Rasmussen.

Ved Kærby Fed spottede Holger Daugaard otte Sølvhejrer, der fouragerede på en mark. Claus Dalskov kunne berette, at der stadig var Traner på Nordlangeland, da han talte 28 ved Botofte. I Engsøen ved Gyldensteen rastede 17 Lille Skalleslugere. Der er færre registreringer af Lille Skallesluger i år sammenlignet med sidste år. Måske det milde vejr har gjort, de ikke for alvor er kommet på plads i Danmark endnu. Dagens observatør var Søren Knudsen. I Monnet på Tåsinge så Peder Rasmussen en Vandrefalk.

151225 jpb 3manDet er svært at blive træt af at kigge på de flotte Lille Skallesluger hanner. Lammesø. Foto: Johnny Vølund.

Tirsdag
Ole Goldschmidt talte ænder på Monnet på Tåsinge. Det blev til 260 Skeænder, 450 Pibeænder og 35 Spidsænder. I søen ved Valdemarsslot talte Ole også 660 Taffelænder. Ole tog turen Tåsinge rundt og besøgte også Vejlen, hvor der ud over Silkehejren også var Vandrefalk og to Grønspætter. På Helnæs Made så Leif Kristensen 4 Mosehornugler, der fouragerede. Derudover en enkelt Sortstrubet Bynkefugl. Søren Sørensen så 50 Silkehaler ved Rudkøbing Havn, der efter et kort rast, trak videre mod sydvest.

151225 jpb 4tirMosehornugle. Helnæs Made. Foto: Bent Staugaard.

Onsdag

I Bagenkop Havn har der i nogen tid været en Bjergpiber. Onsdag besøgte Søren Bøgelund fuglen. Samme sted opholdt to Kaspiske Måger og fire Husrødstjerter sig. Søren stod også for dagens største flok Bramgæs, da 4.000 var på farten ved Magleby Nor. Arnbjørn Jens Jørgensen tilføjede en meget sen Rørhøg til sin Boligbirding-liste ved Nakkebølle Inddæmning. Det ses oftere og oftere, at der er overvintrende Rørhøge. I Tryggelev Nor talte Ole Goldschmidt 2.620 Bjergænder. En Vandrefalk kunne det også blive til på samme lokalitet. Per Rasmussen hørte en overflyvende Bjergvipstjert i Ferritslev. Ved H.C. Ørstedskollegiet i Odense så Christian Lundsted 70 Silkehaler. I Noret ved Torøhuse rastede otte Snespurve, som blev set af Per. C. Pedersen. Niels Bomholt Jensen så en Skovsneppe ved Rødkilde Gods.

151225 jpb 5onsBlåmejse. Rue Mark. Foto: Leif Christensen.

Torsdag
Sidste uges Kongeørn blev genfundet ved Gyldensteen, da Jimmy Pagh lagde billeder af fuglen på facebook. Man kan håbe, den bliver hængende. I Bagenkop Havn besøgte Arne Christensen den sene Mudderklire, som har holdt til der i nogen tid. Ole Goldschmidt ville også lege med, og fandt en sen Hvidklire, der kaldende trak mod syd over Rudkøbing Vejle. Ved Gyldensteen så Ole Frøstrup Andersen en Stor Tornskade. Claus Dalskov holder styr på Tranerne ved Botofte, som i dag kunne mønstre 29 individer. Claus var også forbi Hou Nordstrand, hvor 11 Stenvendere holdt til.

151225 jpb 7torKongeørnen blev genfundet ved Gyldensteen, da dette billede ramte Facebook. Foto: Jimmy Pagh.

Fredag
Ved Ny Gesinge rastede en flok på 10.000 Bramgæs, set af Poul V. Rasmussen. Samme sted så Peder Rasmussen 50 Sanglærker. To Vandrefalke skabte kaos i Rudkøbing Vejle, hvor også 65 Dobbeltbekkasiner og 19 Rørhøns blev set af Ole Goldschmidt. Niels Paaby var forbi Helnæs Made, hvor der stadig kunne ses Mosehornugler. Idag var der to, der viste sig frem. På Thurø Rev rastede tre Stenvendere, set af Niels Andersen. Bjergpiber var pp i Bagenkop Havn, set af Arne Christensen. På Slipshavn Enge rastede 500 Viber, som ikke havde fået det koldt nok til at tage syd på endnu, set af Kurt Kaack Hansen. Jens Bækkelund så tre Traner ved Gyldensteen.

151225 jpb 8freRødhalsen er en rigtig julefugl. Fredskoven. Foto: Leif Christensen.

Lørdag
Det er bemærkelsesværdigt, at vi skulle vente helt til lørdag før ugens første og eneste Vandstær blev indrapporteret. Alex Vestergaard Hansen så Vandstæren ved Kongshøj Mølle. Det er første gang, den er indrapporteret fra denne lokalitet siden midten af november. Niels Bomholt Jensen så en Stor Tornskade i Storskov ved Brahetrolleborg. Mudderklire og Bjergpiber var på plads i Bagenkop. Det samme var Silkehejren i Vejlen. I Engsøen ved Gyldensteen så Tom Tjørnum ti Sølvhejrer og 500 Viber. På Helnæs Made sås to Blå Kærhøge, samt to Sortstrubede Bynkefugle af flere observatører. Desværre ingen Mosehornugler denne dag.

151225 jpb 9lrVandstær. Odense Å. Foto: Karsten Buhl.

Søndag
Per Rasmussen tæller stadig overnattende Røde Glenter. Ved Søllinge gik 24 Røde Glenter til overnatning, imens der ved Trunderup “kun” var syv at se. Hvis man vil læse mere om de Røde Glenters overnatningspladser, kan man læse Pers artikel om emnet her. Søren Bøgelund så en sen Skestork ved Ørnehøj-området på Langeland, og genfandt senere samme fugl i Keldsnor. Ved Barager Nebbe talte Jan Sørensen ti Sandløbere. Arne Bruun observerede, at der stadig kunne ses 45 Silkehaler ved Bjørnemosegård. Der var også 50 Silkehaler ved Rantzausminde, set af Niels Andersen. Bo Gregersen var forbi Vandstæren ved Kongshøj Mølle.

151225 jpb 10snIsfugle. Odense Å. Foto: Lars Rasmussen.

Vi takker for alle bidrag i form af billeder og observationer til tirsdagsanalysen. Næste uges analyse bliver årets sidste, inden redaktionen går på juleferie.

 

151225 jpb 11Blå Kærhøg. Helnæs Made. Foto: Flemming Agner Jørgensen.