Vandstær og bonusart

Af Søren Gjaldbæk

Da jeg med et blik ud i haven kunne se, at den trængte til en større opfriskning, fandt jeg hurtigt ud af, at det krævede handling. Så jeg tog til Dalum Papirfabrik for at se, om der stadig skulle være Vandstær, Jan Sørensen meldte den i forgårs den 17. november, og det blev vores fjerde dette efterår. De tre andre var/er ved Kongshøj Mølle, Brobyværk og Lillemølle. Mon ikke weekendens kuldefremstød nordfra bringer lidt flere stære herned?

112321str1sg

Vandstær, Odense Å ved Dalum Papirfabrik. Foto: Søren Gjaldbæk.

Folk, der har deres gang ved papirfabrikken, har set, at man i forbindelse med indretningen af papirfabrikkens område til nyt boligkvarter, har fjernet stryget, hvor man ofte kunne se Vandstær fouragere. Det manglende stryg har sænket vandstanden i åen betragteligt på den strækning. Jeg så hurtigt Vandstæren, da jeg gik op langs åen, den stod selvfølgelig på den modsatte bred. En stor del af tiden havde den det meste af hovedet og kroppen under vandet.

112321str2sg

Den havde snuden under vandet en stor del af tiden. Foto: Søren Gjaldbæk.

Jeg satte mig og afventede om ikke den ville være så elskværdig at sætte sig på en meget lille ø midt i åen, der havde den siddet i går. Jeg kiggede ned ad åen kort et øjeblik - da jeg igen rettede blikket mod Vandstæren var den væk, som i væk! Nu er det ikke sådan at Vandstære bliver forsvinder, så jeg gik modstrøms langs åen mod broen over Dalumvej.

112321bjergsg

Bjergvipstjert. Foto: Søren Gjaldbæk.

Ingen Vandstær, men til gengæld den fineste Bjergvipstjert, der selvfølgelig også sad på den modsatte bred, og den havde den irriterende vane at flytte sig, hver gang jeg nærmede mig. Afstanden til vipstjerten var pænt stor, men det afholder ikke en mand med et kamera fra at knipse løs - til min store overraskelse, kan man faktisk godt se, at det er en Bjergvipstjert.

112321bjerg3

Bjergvipstjert. Foto: Søren Gjaldbæk.

Jeg gik tilbage i håb om, at Vandstæren skulle være tilbage og med en mere fotovenlig placering. Det var ikke tilfældet - den opholdt sig bag ved broen over åen ind på papirfabrikkens område. Jeg gik tilbage til bilen og undervejs kom Vandstæren flyvende lavt over vandet - jeg kunne følge den helt op til broen over Dalumvej. Hvis man vil se den skal man ikke give op, hvis den ikke er ved det gamle stryg, den fouragerer tilsyneladende over en ret stor strækning.

112321str4sg

Den slog sig desværre ned bag broen over åen til papirfabrikken, laaangt væk. Foto: Søren Gjaldbæk.