Vinterfugleferie

Af Esben Eriksen

Uge 7 banker på, og det betyder vinterferie for mange. Vejrudsigten ser nu ikke særlig vinterlig ud – den minder mere om forår. Weekenden op til uge 7 byder på høje temperaturer (+10 grader) og kraftig blæst. Her er det hver at notere sig, at nattemperaturen holder sig på 5-6 plusgrader, hvilket ofte er en god indikator for den første forårstrækdag.

I uge 7 vil rolige vestlige og sydlige vindforhold være det dominerende billede i kombination med plusgrader i hele perioden.

DSC 8733

Sanglærke på træk over Hindsholm i 2023. Foto: Esben Eriksen

Forårstrækstederne

Hou Nordstrand og Horseklint kan byde på en pæn Sanglærkedag tilsat de første Hulduer, Hedelærker, Misteldrosler, Alliker og Grågæs. Det vil bestemt være inden for det rimelige at forvente. Vinden kan blive en joker, men fuglene skal/vil afsted. Vinden vil trykke fuglene, så det handler om at placere sig ret østligt på den obspost man vælger. Den første Sortstrubede Bynkefugl vil måske dukke op i en forblæst busk nær din obspost.

Vådområder

Der er masser af svømmeænder og dykænder at forlyste sig med. Gemmer der sig en Amerikansk Pibeand, Amerikansk Krikand eller Halsbåndstroldand i det fynske? Gummiestøvlerne må på, hvis man skal være heldig at se en Enkeltbekkasin, men der er tilsyneladende en del overvintrende på Fyn denne vinter. Viber vil øges i antal i løbet af ugen. 

DSC 5303

Splitternerne må være lige på trapperne. En tidlig kunne dukke op i uge 7. Foto: Esben Eriksen

Havet

Ved kyster med læ er der mulighed for at tjekke Ederfugle, Sortænder og Fløjlsænder. Her kunne der gemme sig en Kongeederfugl, Amerikansk Sortand eller Brilleand. I den mere beskedne ende vil man kunne finde en Nordisk Lappedykker – pas på faldgruberne – alle lappedykkerarterne er i vinterdragt og kan på afstand minde om hinanden. Altid godt at drage velforberedt i felten, så læs op på alle lappedykkerarterne i vinterdragt. Venter der en tidlig Splitterne i uge 7?

Kysten

Altid spændende om opskyllet gemmer på en snespurv eller en Skærpiber, men Bjergpiber er også en mulighed. Mon ikke der dukker Stor Præstekrave op flere steder i løbet af ugen. Mosehornugle kan gemme sig på græsarealer nær kysten.

Skoven

Duehøgene begynder at markere territorium, og skriger på ynglepladserne ved solopgang. Både Ravn, Duehøg og Havørn er ved at etablere sig, og alle arter er sårbare arter overfor forstyrrelser, men placerer man sig uden for skoven eller færdes på offentlige veje i skoven er der en god chance for at høre en eller flere af arterne markere territorium ved soloopgang. I private skove må man færdes fra kl. 06.00 til solnegang. Da solopgang er først er omkring kl. 07.45, så er det intet problem. Vil man se bemeldte arter, så er det bedre at sidde og kigge ind over en skov end at gå i den. Grønspætterne er begyndt at være højrøstede og kan findes en del steder, og Skovsneppe kan man være heldig at støve op over alt. Kunne der gemme sig en Kongeørn i det fynske?

DSC 6962

Gemmer der sig en uopdaget Kongeørn i det fynske? Her en gammel kending fra vinteren 2020. Foto: Esben Eriksen

Agerland

Fyn gæstes af både gæs og svaner. Gåseflokkene kunne gemme på en Rødhalset Gås eller mere beskedent på en Kortnæbbet Gås som er fåtallig på Fyn. Pibesvane kan måske findes i Sangsvaneflokke?

Havne

Havne er altid et besøg værd. Her skal mågerne tjekkes. Der er lidt Hvidvingede Måger i omløb og måske kan Tåsingefuglen genfindes i en af de fynske havne. Kaspisk Måge er der også en god chance for at finde. I læ mellem bygninger gemmer der sig måske en Husrødstjert, mens stenmoler bør tjekkes for Sortgrå Ryler. Ubebyggede havnearealer med urter er guf for Gråsiskener. Der er set enkelte Hvidsiskener i det jyske, hvorfor ikke på Fyn?

God obs og husk at taste ind i DOF Basen.