Beretning fra Ørnens Dag

På dagen - den 24. februar - var mødt i alt 6 mand til at bygge stand og rejse telt. Og det var rigtig dejligt, og Sanglærkerne hang også i år den hele lange dag og sang deres forårsstrofer for os.

Men dagen begyndte ikke så godt! Odense Kommune har tilsyneladende udskiftet låse på bommene til Stige Ø.

Det startede tidligt.

DOF Fyn har igennem flere år haft udleveret nøgle til brug for at komme ind og ud, når vi havde det årlige arrangement. Så det gav selvsagt lidt problemer. Vi fandt dog en bom, der kunne åbnes, men adgangsvejen var for stejl til, at jeg kunne trække traileren med telt og alle opslagstavler m.m.m. op. Mens jeg undersøgte mulighederne, begyndte de mange friske mennesker at bære tingene op til pladsen.

DOF Fyns stand på Stige Ø.

Jeg fandt en vej, som bilen kunne klare, og vi flyttede traileren ned til hovedindkørslen, kørte bilen uden om ned til bommen på indvendig side.

Så der blev lige knoklet lidt et par timer, men vi nåede akkurat at blive færdig til kl. 10, hvor der allerede var kommet gæster, og ikke mindst så var også TV2 Fyn mødt op, efter at de i forvejen havde spurgt om lov. De ville gerne have en længere snak med en ørne-entusiast, og da jeg spurgte Henrik Mørup-Petersen, sagde han heldigvis ja med det samme. En mere kompetent person finder vi nok ikke til at fortælle om ørne, Stige Ø og Vigelsø.

Der besvares spørgsmål.

Vejret var fint klart med kun lidt skydække af og til. En stille vind der gjorde det lidt køligt men ellers ideelt til dagen.

Vi havde plancher og blade/foldere til uddeling, samt at vi solgte pænt af de små fugle-pins.

Flere DOF Fyn-medlemmer var ”hyret” som guider med teleskoper, foruden vi havde mit teleskop opsat med stige-skammel, så det hurtigt kunne tilpasses børn i alle højder. Teleskopet passede Victor Kansberg, der bor i Rudkøbing, for det meste. Der var en god kontakt mellem børnene og 12-årige Victor, der jo i deres øjne var mere i øjenhøjde med dem, end vi gamle.

Ørnesilhuet - så kan man bedre fornemme, hvor stor en havørn er.

Desuden havde vi ophængt vore rov-fugle-silhuetter i størrelse 1:1 ophængt i de forhåndenværende buske og små træer. Havørnen er altid snøret til en bænk, således børnene kan ”måle” sig i forhold til ørnens enorme vingefang på mere end 2,5 m. Alle silhuetterne er malet med de rigtige farver og kendetegn.

Den unge mand følger den unge ørn.

Det blev en god dag med ørne-kig hele 2 gange. Først kom en ung ørn ”på tværs” af vores synsfelt. Den kom fra Lindø-siden og fløj mod SV, men da den fik øje på alle de mange mennesker på bakketoppen, drejede den mere NV og forsvandt et sted ude over Firtalstrand / Fjordmarken. Så gik der ca. 1 time, så fik nogen pludselig øje på en gammel rastende ørn nede på en sten i fjorden, ”lige” neden for bakken hvor vi stod!

Besøg i DOF Fyns stand.

Der blev pludselig kigget hektisk i teleskoper og kikkerter, og TV2 fotografen prøvede, om det var muligt at fokusere gennem teleskopet. Det ville ikke rigtig lykkedes pga. af varme-flimmer. Jeg foreslog så, at vi kunne tage mit teleskop og gå ned til kysten, så kunne vi måske komme under det meste af varmeflimmeret. Tænk at man skulle opleve det fænomen som et problem i februar, og så på en ”Ørnens Dag”, hvor vi ofte har stået og frosset og haft problemer med at holde teltet til jorden pga. blæst.

Der spejdes.

Men vi gjorde forsøget, og det var dejligt. Vi brugte over en halv time på forsøget, og det kom der 4-5 sekunders rimeligt tv-billede ud af. TV2’s indslag kan ses her.

Men efter en dag med en tung start, så er det jo dejligt, at der har været 250-300 glade mennesker forbi, hvor mange DOF Fyn´er hjalp med at vise fugle frem og fortælle om fuglene.

Stor Tak! til Ole Schreiner og Jan Erik Hansen for at melde sig som frivillige til det hårde arbejde med udpakning og nedpakning. Tak til Jens Rasmussen, der efter et par års pause er vendt tilbage til holdet! Tak til Victor Kansberg, for den store indsats og Tak til Jette Gandrup for den lige så store indsats, og en ekstra Tak, fordi Jette gav Victor nattely, så han kunne være med fra morgenstunden.

Mange besøgende plus et par prominente hjælpere.

Stor Tak til Ivan Sejer og Henrik Mørup-Petersen for at melde sig som guider på dagen, og en ekstra Tak! til Henrik Mørup-Petersen fordi han indvilgede i at gå med åben mikrofon stor set hele dagen.

Stor Tak til de mange fra DOF Fyn, der lagde vejen forbi og medvirkede til at det blev en så god dag!

Plancher, hvis ørnene nu skulle svigte.

Stor TAK til Cecilia fra TV2 Fyn, der hele dagen slæbte rundt på kameraet og mikrofon. Tak for at vi fik et så fint indslag, som jeg personligt har mærket og hørt, og som er blevet set af mange.

Og sidst men ikke mindst TAK til alle jer, der besøgte os på standen, og for de mange spørgsmål der blev stillet.

Det gav det hele en god sammenhæng, og det gav en god mening med, at alt vor slid er med til at udbrede kendskab om fugle og deres behov.

Tekst og foto: Børge Rasmussen.