Af Søren Gjaldbæk
Dagene bliver kortere, jul og nytår nærmer sig, og det gør afslutningen på efterårets boligbirding også. For DOF Fyn er der 29 af deltagerne, der skriver deres observationer i DOF Basen, de der har mindst 25 arter på deres boligbirdingliste deltager automatisk i lodtrækning om et gavekort på 300 kr. til Naturbutikken. 23 af de 29 deltagere har på nuværende tidspunkt 25 eller flere arter på listen, de sidste 6 har godt en måned til at få de sidste arter i hus, konkurrencen slutter den 31. december.
En af de gode matrikelarter, Grønspætten, her på fotografens tag i Røjle. 11 af de 29 boligbirdere har arten på deres liste, endnu et vidnesbyrd om den fremgang, som arten har haft på Fyn de seneste 20 år. Foto: Michael Mosebo Jensen.
I alt er der 1800 indberetninger fordelt på 133 arter! Nogle af disse afspejler selvfølgelig, hvornår vore vintergæster ankommer. Sangsvanen blev eksempelvis første gang set af en boligbirder den 30. oktober, fra den 2. til den 8. november kom en ekstra til dagligt og den 16. 19. og 21. fik yderligere tre boligbirdere arten på liste, så den nu er set af 11 boligbirdere. En enkelt heldig fik en 15 Pibesvaner hen over matriklen og fik gjort rent bord inden for svaner. Knopsvane er set/hørt af 14 af deltagerne. Vi får se, om Sangsvanen kommer til at overhale Knopsvanen.
Michael Mosebo Jensen er fortsat i den gule førertrøje med 85 arter - hans have er også dækket lige så godt som Dovns Klint! Og så ligger den på en trækrute. De hyppigst forekommende arter kan ses i skemaet til højre, hvor der også er en liste over de 25 arter, som kun er set eller hørt fra én matrikel.
Hele 20 af de 29 deltagere har Fiskehejre på listen, denne fra Røjle var tilsyneladende ikke svær at få øje på. Foto: Michael Mosebo Jensen.
Den kommende tid vil der sikkert komme flere vintergæster på listerne, Sjagger og Vindrossel plejer at blive set mange steder i vintersæsonen, og måske får vi endnu et år med mange Silkehaler. Og husk, at fodring lokker mange fugle til haverne. DOF Fyn ønsker alle god boligbirding den sidste del af 2024, inden vi den 1. januar starter på en frisk omgang boligbirding!
Vinderen af gavekortet til Naturbutikken vil blive offentliggjort på dette site først i det nye år.
Om vinteren, nå småfuglene samler sig i haverne - oftest der, hvor der fodres - får man jævnligt besøg af Spurvehøgen, som også er sulten. Foto: John Markenvard.