Af Søren Gjaldbæk
Efterårets boligbirding er i fuld gang, og som de fleste forhåbentligt er blevet opmærksomme på, har vi i DOF Fyn-regi vores egen lille konkurrence. Den er forbeholdt de boligbirdere, der indtaster deres fynske observationer i DOF Basen første gang en art registreres. Det er der dags dato - den 7. oktober - 31, der gør. Blandt de deltagere, som har indtastet mindst 25 arter i DOF Basen trækker vi lod om et gavekort til Naturbutikken på 300 kr. Det har i skrivende stund givet 2030 indberetninger af 134 arter til DOF Basen.
Man kan stadig nå at være med - mange vil nemt kunne nå 25 arter fra nu af og frem til årets udgang, hvor konkurrencen slutter, mon ikke den afløses af en forårsudgave? Prøv det - det er superfint at få skærpet sin opmærksomhed omkring fuglene i ens nærområde, og så er det sjovt. Dette er en personlig vurdering, som jeg ikke føler mig helt alene med.
Antal arter for de 31 deltagere i DOF Fyns konkurrence.
Hvis der er nogle boligbirdere, der har en intern konkurrence, kan vi oplyse, at der er næsten dødt løb mellem Michael Mosebo Jensen i Røjle og Holger Daugaard i Munkebo med henholdsvis 85 og 84 arter. Det skal siges, at de ”bor godt” og også udviser en over middel flid med hensyn til haveobservationer, om det også gælder havearbejde skal være usagt.
For at deltage i DOF Fyns konkurrence skal man indberette sine arter til DOF Basen første gang de ses på ens matrikel, i eksemplet var Bramgås art nummer 38. Når man skriver "Boligbirding" i turens notesfelt, gør man det let at søge på arter, som har med netop boligbirding at gøre. Man må naturligvis gerne indberette en art lige så mange gange man ønsker, de følgende gange undlader man blot at fortælle, hvad nummer arten er.
Måske man husker kuldefremstødet i slutningen af september, det satte gang i trækket af Bramgås, som på det tidspunkt optrådte den kun på to af boligbirdernes lister. Fra den 27. til den 29. september kom den på yderligere otte lister med sammenlagt 1850 fugle, de 730 over undertegnedes hus i Odense M.
Bramgæs over Hunderupkvarteret i Odense den 28. septmber. Foto: Søren Gjaldbæk.
Efterårstrækket er godt i gang, men på et tidspunkt overtager vintergæsterne. Har man mulighed for at fodre, kan man lokke mange fugle - såvel lokale som gæster - til sin matrikel og måske få udvidet sin liste. De første Vindrosler er set af boligbirdere, Sjaggeren har endnu ikke fundet frem til haverne - drosler kan lokkes til med æbler. Måske vi får invasion af Silkehale, det er bare med at holde øje. DOF Fyn ønsker alle god boligbirding og opfordrer alle til at deltage.