Af Søren Gjaldbæk
Efterårets boligbirding havde 33 deltagere, som indberettede deres observationer til DOF Basen. Af disse havde 27 mindst 25 arter på listen. Blandt disse trak vi lod om et gavekort på 300 kr. til Naturbutikken, og vinderen blev David Dysager Damgaard, som vil modtage gavekortet fra DOF Fyn i nær fremtid. David, som er bosat i Brændekilde havde 49 arter på sin liste, blandt andet Havørn, Rørhøg, Rød Glente og Hvepsevåge. Til lykke til David fra DOF Fyn og tak for indsatsen. Efterårets boligbirding gav 3319 poster i DOF Basen fordelt på 151 arter. Flest arter fil Holger Daugaard med 103 arter - Holger bor også fint med udsigt over Kertinge Nor.

Frost og sne gør at Skovsnepperne bliver mere synlige, det fik sidste forårs vinder glæde af i haven i Krarup. Foto: Jane Ditzel.
Den 1. januar startede som bekendt en ny runde. Vi er i skrivende stund - den 9. januar - allerede 33 deltagere, som indberetter til DOF Basen, og denne gang har vi fået en deltager fra Ærø med, rigtig fint Som sædvanligt er der et gavekort på 300 kr. på spil, det tildeles efter lodtrækning blandt de deltagere, der har mindst 25 arter på deres liste. Vi skulle gerne blive flere deltagere, det er på ingen måde for sent at komme i gang Alt hvad der skal til er, at man indberetter sine boligbirdingarter til DOF Basen med ”Boligbirding” i turens notesfelt og ”BBF 22” i notesfeltet ud for en art første gang den registreres - her var det en Korttået Træløber, der blev art nummer 22.

Klar til upload. Der er nogle boligbirdere, der glemmer (for eksempel) BBF 22 første gang en art registreres, det gør det lidt vanskeligt at holde styr på, hvor mange arter, der er set på deres matrikel.
Jeg har selv boligbirdet længe før det blev introduceret af Lasse Braae. Det er rigtig interessant at følge variationen fra år til år i fuglelivet i nærområdet, og se hvornår de enkelte arter ankommer - for eksempel Gransanger, Rødstjert og Løvsanger. Bliver 2026 et år med lynvisit af Broget eller Grå Fluesnapper, får jeg Fiskeørn i år og så videre. Man bliver nemt bidt af det. Det er rigtig sjovt.

Antal arter pr. matrikel indtil videre! De 33 boligbirdere har indtil videre bidraget med 790 indberetninger fordelt på 81 arter.
Tilmelding til den landsdækkende boligbirding kan ske ved at indsende DOF-base ID, Google konto user og kommune til Lasse Braae eller ved at henvende sig til DOF Fyns koordinator for boligbirding Palle Rosendahl Larsen. For at deltage i DOF Fyns lille konkurrence er det nok at bruge DOF Basen som beskrevet ovenfor.








