Af Søren Gjaldbæk
Så er vinderen af boligbirding forår 2025 fundet, gevinsten er et gavekort på 300 kr. til Naturbutikken, som DOF Fyn sponserer. Det er sket ved lodtrækning mellem de boligbirdere, som indberetter deres observationer til DOF Basen, og som har minst 30 arter på deres liste. Lodtrækningen er foretaget af undertegnede under opsyn af Michael Mosebo Jensen fra DOF Fyns bestyrelse. Vinderen blev Jane Ditzel, der har boligbirdet i mange år fra matriklen i Frellesvig og nu fra Krarup. Mange har læst Janes beretninger fra de to haver her på siden. Jane fik 58 arter på listen, blandt andet Hvid stork. Stort til lykke til Jane.
Hvid Stork, 7. april 2025, Krarup. Foto: jane Ditzel.
Samlet set gav boligbirdingen i foråret i DOF Fyns område 4114 observationer til DOF Basen fordelt på 151 arter. Den mest spektakulære art var formodentlig Per Rasmussens Drosselrørsanger, der holdt til ved Tarup Vandmølle fra den 29. april til den 6. maj. Per fik 93 arter på sin liste, det rakte til en andenplads, Lars Andersen fik 100 arter fra sin frugtplantage i Lindved.
Kigger man på tabellen over arter, som optrådte på mindst 30 matrikler, er det interessant at hæfte sig ved Rød Glente og Grønspætte. Om førstnævnte må vi bare konstatere, at den åbenbart er vidt udbredt på Fyn. Det samme gælder Grønspætten, om end jeg selv måtte undvære den dette forår for første gang i fem år. På Thurø traf jeg ud over en Terekklire også en sjællænder, der spurgte, ”om det kunne passe, at han havde hørt Grønspætte i skoven ved revet” - den er åbenbart ikke almindelig derovre. Og ja, den er også på Thurø.
Antal arter for de 43 deltagere i forårets Boligbirding.
Vi er godt i gang med boligbirding efterår 2025. Der er uvist af hvilken årsag altid færre deltagere i efterårsafdelingen, vi var den 13. august 31 deltagere - to flere end sidste efterår, der indberetter vores boligbirdingarter til DOF Basen. Det har indtil videre givet 1288 indberetninger til DOF Basen fordelt på 105 arter.
Man kan sagtens nå at være med. For at deltage i DOF Fyns lille konkurrence om et gavekort på 300 kr. til Naturbutikken skal man blot indberette sin observationer til DOF Basen. Her skal man skrive ”boligbirding” i turens notesfelt og ”bbe27” i notesfeltet ud for arten - her nummer 27 - første gang den registreres. Når observationerne ligger på DOF Basen er det nemt at søge blandt dem. For at deltage i lodtrækningen om gavekortet, skal man have mindst 25 arter på listen. DOF Fyn opfordrer alle til at deltage.
Et eksempel på indtastning i DOF Basen i forbindelse med Boligbirding.
Ønsker man at deltage i Boligbirding på landsplan kan man tilmelde sig via dette link Boligbirding efterår 2025 eller henvende sig til DOF Fyns koordinator for Boligbirding Palle Rosendahl Larsen.
Vi vender tilbage med en midtvejsstatus for efterårets boligbirding om et par måneder.