Af Michael Mosebo Jensen
Mandag den 10. november 2025 kl. 19:00 i foreningens lokaler på Rasmus Rask Skolen, Brændekildevej 30, Odense. Foredrag af Allis Højgård Nielsen og Michael Mosebo Jensen suppleret med fotos.
Denne tur til Brasilien gjaldt det nordøstlige hjørne, som rager ud i Atlanterhavet på vej mod Vestafrika. Foruden en særpræget imødekommende kultur stort set uden andre vesterlændinge er det også et helt enestående område for endemer (arter, der har hele deres udbredelse inden for et nærmere begrænset område), hvis man er til den slags – og det er vi!
Ceara Gnateater. Pludselig sad den der – og vi havde kun spillet lidt af dens foretrukne melodi! Foto: Michael Mosebo Jensen.
Vi lejede en bil i Fortaleza og skyndte os væk fra verdens 12. mest voldelige by og drog sydover gennem det mere fredelige brasilianske landskab. Det er domineret af tre ting, der for millioner af år siden har skabt grobund for, at vi i dag kan opsøge fuglearter, som kun findes her: Der er bidder af den stærkt truede atlanterhavsregnskov, der er områder med den såkaldte caatinga, som er halvtør tropisk busksteppe – tit med en masse tornekrat - og der er småbjerge hist og her. De behøver ikke at være specielt høje for at huse specialiteter, der kun vil være lige netop dér.
Denne klippe husede efter sigende den endemiske Diamantina Tapaculo – men hvordan kommer man lige derop?
Nå, men sådan gik hele juli, indtil vi en af de første dage i august leverede bilen tilbage i Porto Seguro, 1700 km direkte mod syd – hvis vi havde taget den lige vej. Det gjorde vi så ikke – bl.a. fordi sådan er vejene ikke ligefrem i det nordøstlige Brasilien – men mere om det på mandag….
