Af Jan Erik Hansen
DOF Fyn var igen repræsenteret på Forårsmarkedet på Sanderumgård. Susanne Nørbygård, Kaj Larsen, Jette Gandrup og Jan Erik Hansen tog sig af opstilling af stande og formidling.
Først en stor tak til Susanne og Erik Vind for vores fine placering ved dette års forårsmarked, en radikal omplacering af stande gjorde at nogle måske frygtede at vore muligheder for besøg i teltet ville være forringet .... men det blev tværtimod vores bedste og mest besøgte opsætning.
Klar til at modtage publikum. Foto: Jan Erik Hansen.
Vi havde tæt på 300 besøgende, så det var til tider lidt af en hvepserede, vi var heldigvis 4 på standen - Susanne og Kaj , Jette og undertegnede. Vi havde mange henvendelser vedrørende Ørneklubben, og der kunne Susanne heldigvis svare på alt i den henseende, da hun er en del af Ørneklubben. Der var flere besøgende som havde set det klip på tv i går hvor DOF og Ørneklubben var med i et indslag, og det var dejligt at høre, at en ung Ørneklub deltagers yndlingsfugl var en HÆTTEMÅGE !
Ja, den er stor sådan en Havørn. Foto: Jan Erik Hansen.
Susanne kunne melde om en håndfuld meget interesserede nye Ørnklubdeltagere, Jette og Kaj kunne melde om 6 nye DOF medlemmer ..... spændende om vi kommer til at se dem på medlemslisterne .... det må Palle (Rosendal Larsen, DOF Fyns bestyrelse/red.) kunne oplyse om på et senere tidspunkt.
Jette og Kaj i DOF Fyns stand. Foto: Jan Erik Hansen.
Dagen igennem viste vejret sig fra den gode side, lidt blæsende men mestendels solskin og tørvejr.
Vi startede klokken 7.45 på Sanderumgård og pakkede ned klokken 16.00 og klokken 17.45 kunne vi låse af i Bellinge (DOF Fyns lokaler på Rasmus Rask skole/red.), hvor alt udstyr var tilbage i depot . En rigtig god dag med masser af spørgsmål og interesse om ikke kun vores fugle men også naturen giver os da et lille håb om at mange mennesker er blevet mere bevidste om hvad vi hver især kan gøre for at forbedre situationen og vise børn og unge at der er et alternativ til Ipad og mobil .....
Der var stor interesse for plancherne. Foto: Jan Erik Hansen.