DOF Fyn på Sanderumgård 1. maj 2022

Af Børge Langkilde Rasmussen efter rapport fra Jette S. Gandrup.

Denne gang var det atter så heldigt, at dagens forårsmarked var lige efter gårsdagens arrangement i Tarup-Davinde. På vej hjem derfra kunne ruten snildt lige lægges om forbi Sanderumgård, hvor den flinke parkmedarbejder kørte traileren ind til vores stand, så traileren stod klar søndag morgen.
Standpladsen var blevet halveret i år, så der var ikke plads til den store udgave af spillet. Så var det jo meget praktisk, at Jan Erik Hansen og Jette S. Gandrup havde tænkt kreativt hjemmefra, og derfor havde de også taget den lille bordudgave af svalespillet med. Det var ekstra praktisk, da de to alene passede standen hele dagen, med lidt hjælp fra Else Klint ind imellem hendes træden op scenen med sangkoret.

051522telt

Den noget smallere stand-facade gjorde det nødvendigt at dreje teltet 90 grader. Derved fik vi ikke udsigt til skoven bag teltet, hvor vi normalt har kunne have vore store silhuetter hængt op, så besøgende kunne prøve kikkert og telescop af på dem, når der ikke lige var rigtig fugl. Foto: Jan Erik Hansen. 

Der var godt med besøgende, men det er jo altid svært at vurdere, hvor mange besøgende der har været på standen. Der var godt fyldt op på stisystemet i parken, og når standene så også er presset, så kan det nemt komme til at se ud om, at der var mange her, contra gårsdagen hvor teltet stod frit på et græsareal. Men indtrykket fra de to gæve folk i telte var, at der var lidt flere på denne dag.
Indtrykket var også, at der var meget få børn, og mange i alderen med gråt hår. Det er jo en markedsdag for især havefolket, men alligevel var her mange besøgende, der havde spørgsmål om rovfugle, småfugle, redekassebygning og kassernes placering.
Jan Erik og Jette fik også fra besøgende en fortælling ude fra Nordfyn, hvor 10 havørne i slutningen af marts var trukket hen over Fjordmarken.

051522telt1

Normalt har teltet kunnet stå på den anden led ud fra den hvide bænk og mod højre, hvor ved der så kunne blive plads til svalespillet for an eller bag ved teltet. Foto: Jan Erik Hansen. 

Fortællingen lød på, at de kom i to flokke med 5 i hver inden for 10 minutter.
Begge dage blev der snakket en del med de besøgende, om de mange gæs, skarver, krager og husskader der synes at være alle steder. Mange af de besøgende fandt, at især de sidste var hårde ved småfuglene og harekillinger.
Men alt i alt var det et par gode dage, selv om det er hårdt at være på to dage i træk, og ydermere kun er to til at passe standen. Det ville være enormt dejligt, om flere ville tage ansvar og hjælpe til / afløse lidt, så alle kunne nå rundt og kigge markedet ud. Det giver god mening at tale med havefolkene om fuglelivet, og hvad og hvordan man kan gøre det bedre. Og så kunne man måske også animere flere til at blive medlem af DOF, til glæde for især fuglene, men så sandelig også for oplysning og indflydelse på alt, der vedrører vores fælles natur!
Herfra skal lyde et kæmpestort og respektfuldt TAK! til Jette S. Gandrup og Jan Erik Hansen for at bruge weekenden på fuglenes sag!
Tak til Else Klint for også at bidrage med det der var tid til ind imellem korsangen!