DOF Fyns nattergaletur

Med DOF Fyn på Nattergaletur i Sollerup den 19. maj kl. 19 under ledelse af Niels Bomholt og Michael Bjerregaard

Forestil jer et guldalderlandskab med lysegrøn skov, store grønne græsvidder med eller uden kvæg, solitære egetræer og spejlblanke småsøer spredt i området, så er vi mentalt der, hvor vi startede vores Nattergaletur denne tirsdag aften.

Sollerup - ved turens start. Foto: Jens Kjær Larsen.

Solen var stadig på himlen, da vi ankom til P-pladsen ved Naturstyrelsen Fyns bygninger i Sollerup nær Korinth. Temperaturen var omkring 17 grader, og især Solsortene underholdt her med deres melodiske, bløde og varierede sang. Alt tyede på, at vi skulle på en oplevelsesrig tur. Og det holdt stik!

Mange havde igen i år tilsluttet sig turen. Set i relation til corona-regulativet om, at ikke mere end 10 personer må være forsamlet på ét sted, virkede det umiddelbart betænkeligt med det store fremmøde. 18 personer havde tilmeldt sig.  Men selvfølgelig havde turleder Niels Bomholt taget sine forholdsregler, så både vi og han kunne være trygge både i forhold til smitterisiko og polititilhold.

Turleder Niels Bomholt med hold 1. Foto: Jens Kjær Larsen.

Vi blev straks delt i to hold – ét med Niels som fører og et andet med Michael. Det blev samtidig indskærpet, at vi skulle sørge for at holde god afstand mellem de to hold – og på holdene indbyrdes. Det lykkedes til fulde. Niels’ hold, hvor bl.a. min mand og jeg deltog, drog ud i felten som de første, og 10 minutter senere fulgte Michael efter med hold 2. Vi mødtes først igen, da de to hold nåede tilbage til udgangspunktet, hvor der naturligvis i al gemytlighed – og i behørig afstand – startede en ’lille kamp’ om, hvem der havde hørt og set mest undervejs.  Og det var ikke så lidt!

Hvis vi medregner alt – både de fugle, vi SÅ og HØRTE – blev det på begge hold til et sted mellem 45 og 50 forskellige arter.

Turleder Michael Bjerregaard med hold 2. Foto: Jens Kjær Larsen.

Det er meget specielt at være på Nattergaletur, fordi det på en sådan tur ikke forventes, at man SER mange fugle, men at man HØRER en lang række fuglestemmer. Løvet er jo nu blevet så tæt, at det er svært at se, hvad der reelt bevæger sig rundt i buske og træer. Og i denne sammenhæng har Niels Bomholt særlige evner. Hans ører og øjne må være specielt sensitive. Ingen fugl undgår hans blik, og hans ører opfanger og differentierer på samme tid et utal af forskellige fuglestemmer. Er man bare lidt trænet i at lytte til fuglestemmer, erkender man straks, hvor vanskeligt det i virkeligheden er at blive helt klar over, hvilke fugle, der på et givet tidspunkt, bidrager til aftenens helt særlige, kakofoniske koncert. For den ikke-trænede er det vanskeligt at skelne den enkelte stemme fra alle de andre.

Når jeg selv prioriterer at tage på en sådan tur, har det flere formål. Det første er ganske enkelt at nyde fuglesangen, og det smukke landskab i selskab med andre, som værdsætter dette. Det andet er ønsket om lidt efter lidt at blive bedre til selv at kunne skelne alle de stemmer, der er at høre, hvis man ellers evner at stille ind på den rette frekvens. Her er det, at personer som Niels og Michael i den grad kan berige os deltagere. Ikke mindst, hvis deltagerne selv er aktive og holder fokus på aftenens tema.

 Aftenidyl over engen. Foto: Jens Kjær Larsen.

På denne tur hørte vi mindst 13 forskellige sangfugle, som for de flestes vedkommende har overvintret i det vestlige Afrika og nu har slået sig ned her for et par måneder, mens de yngler. Jeg vil ikke begynde en ren opremsning her, men kan nævne, at jeg efter adskillige ture med Niels og andre fuglekyndige nu selv glædes og fornøjes over at kunne genkende en god del af disse fugles stemmer fra hinanden. Fornøjelsen ligger i, når man hører stemmen, straks at vide, hvilken fugl der befinder sig i nærheden uden at behøve at se den. Jeg lærte de første i følgende rækkefølge: Gransanger (tjif-tjaf, tjif-tjaf…), munk (pludren – efterfulgt af smukke høje, klare fløjtetoner), løvsanger (bogfinkens indledende sang – med en slutning, der lyder som et blad, der falder ned), Havesanger (en forholdsvis kraftig, monoton og ret vedholdende, hurtig kvidren – rislende vand over bækkens småsten) Tornsanger, Kærsanger, Gulbug, Rørsanger…

Når jeg tænker tilbage på turen, ser jeg den for mig i fire etaper:

1. Den første strækker sig fra P- pladsen til Arreskov Sø. På denne strækning hørte vi flere steder den fugl, som er navngiver til turen, altså Nattergalen. Nattergalen hører ligesom Rødhals til smådroslerne. Har man én gang hørt den synge, glemmer man den aldrig. Ikke fordi den just er smuk, men fordi den er anderledes og meget kraftfuld. Og så varieres sangen over de samme 8-10 temaer, som er nemme at genkende. Den høres fra begyndelsen af maj – undertiden først fra medio maj og frem til juli.

Vi så også på denne strækning en våd afgræsset eng, hvor en Vibe med et klagende ’viee’ advarede sine 4 unger om ikke at nærme sig flokken af nysgerrigt kiggende turfolk. Et smukt syn, som ikke mere er så almindeligt.

En Gulspurv var så venlig at placere sig i en eg, der endnu var så åben, at vi kunne se dens fantastisk gule farver. Kun i yngletiden er den så smuk, senere på året bliver den mere afdæmpet i farverne. På en stemmetur som denne er Gulspurven fin at møde, fordi dens sang er så let genkendelig. Den tæller til syv: 1-2-3-4-5-6-syyyvvvv (op). En god ’begynderfugl’.

Fremme ved Arreskov Sø. Foto: Jens Kjær Larsen.

Efter 1½ km nåede vi frem til Arreskov Sø, hvor Toppet Lappedykker talrigt svømmede rundt. I vådområdet foran søen hørte vi igen Nattergalen, men Rørsangerne gav sandelig også kraftigt lyd fra sig med deres hæse og skærende toner. Det virkede næsten, som om rørene lavede denne musik. Niels fortalte i øvrigt, at netop Rørsangeren ofte er vært for Gøgens æg/unger.

Anden etape. Her krydsede vi en eng, som af og til er så våd, at de gangbroer, som er udlagt, er meget kærkomne. Det er en strækning, som især er dejlig at vandre over på denne tid af året, hvor enkelte eksemplarer af engkarse stadig er i blomst, og hvor ellers den fredede majgøgeurt dominerer. Vi var heldige, at majgøgeurten var i blomst – dog ikke fuldt udviklet endnu. På holdet deltog en botaniker - Henrik Tranberg - som fortalte, at der er 9 gøgeurter i området, alle fredede.  Det er også her, man får et fint kig ud over søen og kan skimte slottet Arreskov på den anden side af søen.

Jeg mener, jeg hørte én snakke om at have set Hvepsevåge her. Den undgik min opmærksomhed, desværre. Navnet kommer af, at den lever af hvepse. Hvepsevågen er en trækfugl, som kommer i store flokke fra Vest- og Centralafrika til de nordiske lande fra medio maj til primo juni.

Niels fortæller. Foto: Jens Kjær Larsen.

Sidste halvdel af turen indledes i skov og efter kort tid med en skovsø på vores højre hånd. I dette område var Løvsangeren meget aktiv. En af de talrigeste sangfugle herhjemme. Dens sang minder et svagt øjeblik – som før nævnt – om Bogfinkens, hvorfor jeg også automatisk tænker ’Bogfinke? Nej, Løvsanger!’ når jeg hører den faldende slutning på sangen. Ved søen opdager vi en mindre flok Halemejser, som yngler her og formentlig er standfugle. Om vinteren gæster mange Halemejser fra Norge og Sverige os.

Landskabet på højre side åbner sig, og det ene smukke vue efter det andet viser sig i pragt og vælde denne smukke forårs­aften. Også vores turleder udtrykker benovelse.

Han elsker dette område. Vi ser Rådyr på marken, og på et tidspunkt hører vi endelig Sangdroslen, som ellers har været tavs denne aften.

Niels fortæller, at den kendes på sine gentagelser i sangen, og han reciterer et lille ’huskevers’, der sætter ord på ét af dens sangtemaer:

Akvavit, akvavit
Drik det tit, drik det tit.
Det er godt, det er godt!

Sidste etape: ’Bjergbestigningen’ før landevejen og turen ad landevejen tilbage til Naturstyrelsen. Klokken nærmer sig 21:30, en begyndende skumring har lagt sig over landskabet. Turen er ved at være forbi. De af os, der har deltaget i denne tur før, ved dog, at der sikkert vil komme en sidste overraskelse. Det sker også denne gang.

På vej op ad bakken bliver der pludselig givet tegn fra fortroppen om, at vi skal kigge til venstre. En mørk, ret plump fugl med trekantet hoved og langt næb kommer hastigt flyvende. Det er Skovsneppen, der igen i år på samme tid og sted gør opvisning for os, som var den betalt for det.

Skovsneppen er nataktiv og derfor ikke en fugl, ret mange af os ville få øje på, hvis vi ikke lige var blevet gjort opmærksom på den.

Som vi står og snakker om, hvor utroligt det er, at vi også i år ser Skovsneppen, kommer endnu to flyvende – og lidt senere to mere. Det er svært at sige, om der i alt er tale om 5 skovsnepper, eller om det første par blot har taget to runder, så der reelt kun er 3 skovsnepper i området.

Den første enlige Skovsneppe gav nogle underlige, ’knortende’ lyde fra sig, da den fløj sin runde – for at tiltrække en mage. De, der fløj parvis, har sandsynligvis været en han og hun, som på et eller andet tidspunkt slår sig ned i skovbunden og parrer sig der.

Stille og roligt vandrer vi ad landevejen tilbage til vores biler. Vejret er stadig skønt – om end det er blevet lidt køligere. Fuglesangen er blevet mindre intens, men Solsortens advarselslyd kan stadig høres. Ikke så mærkeligt, for en kat har fulgt os troligt de sidste 3-400 meter. Sluttelig fløj en Tårnfalk hen over engen, da vi kom tilbage til P-pladsen. En værdig afslutning på endnu en dejlig Nattergaletur ved Sollerup.

En stor tak til Niels og Michael for initiativet til – og en oplevelsesrig gennemførelse af – denne tur. 

Tekst: Merry Sunke Larsen, Fotos: Jens Kjær Larsen.