DOF Fyns vandreørn, historik og en fuglequiz

Af Søren Gjaldbæk

På den nys afholdte generalforsamling i DOF Fyn blev der, da forhandlingerne var tilendebragt, afholdt en fuglequiz under ledelse af Anders Myrtue. Konceptet var enkelt. Der blev vist 20 fuglefotos - én art på hvert - og den/de, der kunne identificere/gætte flest - kunne række armene i vejret og sende mere eller mindre nedladende blikke til de øvrige deltagere.
Vinderne blev Niels Bomholt Jensen og Niels Andersen med ikke videre imponerende 13 rigtige. Præmien var DOF Fyns vandreørn, der i en årrække har været forsvundet - målet med dette lille skrift er at få lidt af historien omkring ørnen på plads. Du kan selv prøve quizzen her, hvor du kan finde de fotos, der skulle tages stilling til. Kan du gøre det bedre end deltagerne på generalforsamlingen?
Hans Rytter var i 1992 på studietur med et hold elever fra Morsø Landbrugsskole i den polske by Zakopane tæt på den slovakiske grænse - altså i Sydpolen! En meget ihærdig sælger præsenterede ham for en ørn, kunstfærdigt udskåret i træ - så har vi været venlige - vingerne kunne man tage af, hvis man skulle transportere fuglen. Efter en del parlamenteren blev de enige om en pris på lidt under hundrede kroner - det var på det tidspunkt mange penge i Polen, så måske i det lys lod Hans sit gode hjerte løbe af med sig og bragte ørnen med hjem. Efter syv-otte år, bestemte Hans sig for, at den ikke længere pyntede på kaminhylden. Nogle måtte da kunne bruge den som en hadegave, og en taknemlig formand for DOF Fyn - Flemming Byskov - tog imod dyret.

070324vindere

Vinderne af dette års konkurrence, Niels Andersen og Niels Bomholt Jensen. Der bliver nok strid om, hvem der skal have den stående første halvår. Foto: Michael Mosebo Jensen.

I mange år var afholdt DOF Fyn julefrokost. I løbet af aftenen var der en indlagt fuglequiz, på et tidspunkt, hvor en del af deltagerne var lettere indisponerede. Præmien var - gæt selv - Hans Rytters ørn. Undertegnede delte et år førstepladsen med Michael Mosebo Jensen og vi skulle så ”dele ørnen”, hvilket let kunne lade sig gøre. Det skulle vi have gjort! Julefrokosten, som blev afholdt på en vietnamesisk restaurant på Skibhusvej, var slut, men Michael og jeg var ikke helt klar til at gå hjem. (U)Heldigvis var der en skummel bodega i nærheden. Der satte vi os ind bevæbnet med ørn og højt humør. En mandlig gæst, der var mindst lige så skummel som bodegaen fattede kærlighed for ørnen og ville købe den! Michael førte forhandlingerne, som efter et stykke tid gik i stå ved 200 kr. Jeg fatter ikke, at vi ikke sagde ”top”, men Michael satte trumf på: ”250 kr., så er det din”. Manden blev sur, så sur, at vi af helbredsgrunde så os nødsaget til at forlade stedet. Vi bestemte - dumt - at jeg skulle have hele ørnen det første halve år, så jeg lagde vingerne i min inderlomme og kroppen på bagagebæreren på min cykel, og vi skiltes. Det er jo forbudt at køre på cykel efter overdreven indtagelse af øl og snaps, så der må have været noget andet på spil. - Faktum er, at det på vej ned ad Klaregade lykkedes mig at tage en tur hen over styret, det har sikkert set sjovt ud, og jeg landede med et brag på asfalten. Desværre havde ørnens vinge sat sig på tværs og stod vinkelret på mine ribben. Hvad værre var, rækkefølgen for kontakt med vejen var jakke - vinge - ribben! Mens jeg lå og prøvede at komme til mig selv, var der et par behjertede mennesker, der spurgte (dumt) om jeg var okay. Her brød jeg det ottende bud og meddelte, at jeg havde det fint! Jeg fik mig stablet på cyklen, og ved brug af hele vejens bredde lykkedes det mig og ørnen at komme hjem. Folk, der har brækket ribben ved, at det godt kan gøre lidt smånas. Jeg var ude af stand til at bevæge mig det første døgns tid og kan den dag i dag mærke efter, hvordan to ribben er vokset skævt fast på brystbenet. Alt kunne have været undgået, hvis vi havde solgt ørnen med mindst 100%’s fortjeneste.
Tilslutningen til julefrokosterne dalede, og der har så vidt jeg husker ikke været afholdt en sådan siden 2016, og sidste vinder af ørnen var Anders Myrtue, som åbenbart nu havde set sig mæt på den, og den er nu igen i cirkulation. Hvordan de to vindere af ørnen har tænkt sig at dele den, skal være usagt - et godt råd er ikke at cykle med den.
På den nys afholdte generalforsamling blev der rejst ønske om at få DOF Fyn til at genoptage julefrokosttraditionen. Så kan ørnen igen komme ud at flyve.