Af Michael Brunhøj Hansen
Vejr
En stor del efteråret var præget af vinde fra østlige retninger og perioder med højtryksvejr. Vinde fra mellem vest og nordvest var også noget mere udbredte end sidste år. Syd- og sydvestenvind var således mere sjældent hvilket meget vel har kostet flere trækfugle, særligt småfugle. Herudover var der dage som umiddelbart så lovende ud, men hvor der ikke kom synderligt mange fugle; ofte var vinden her nok for svag på grund af højtryk. De østlige vinde var især dominerende i ultimo august og september, mens der var mere vest- og nordvestenvind i oktober og november.

Stor Præstekrave, Almindelig og Krumnæbbet Ryle, 15. august, Blanke Fed. Foto: Michael Brunhøj Hansen.
Gennemgang
Overordnet er der i efteråret (medio juni-december) trukket cirka 126.000 fugle fordelt imellem 156 arter. Antallet er omtrent det samme som sidste år, dog skal det bemærkes at jeg i år har brugt cirka 20 % mere tid på trækket (af hvilken grund der således er trukket cirka 20 % færre fugle i timen).
Lommer
Det blev umiddelbart et ret fint lomår, i hvert fald for lokaliteten, og bedre end sidste år. I alt 25 Rødstrubede Lommer trak, dels indtrækkende, dels for det meste et lille stykke ude ind mod Tragten (nogle af disse havde forsøgt at trække over land, men siden ombestemt sig og fulgt kysten mod nordvest). Tre sortstrubede lommer blev noteret; disse trak alle ind, eventuelt med rødstrubede. En enkelt sikker storlom blev opdaget den 15. november, dog desværre i modlys og på ret stor afstand; også denne trak over land mod sydvest.
De fleste lommer kom umiddelbart i forbindelse med nordvestenvind.
Skråper, Sule, Skarv
En Almindelig Skråpe sås trække nordvest den 4. juli. Denne observation var ret uventet da det ikke var specielt blæsende (9 m/s), og vindretning var fra omkring vest. Måske har det i virkeligheden været en rastende fugl, for i slutningen af juni så jeg muligvis én smide sig på vandet et stykke ude. Om ikke andet blev det, så vidt vides, en ny art for kommunen.
Der blev observeret noget flere Suler end sædvanligt, nok til dels på grund af den hyppigere nordvest- og østenvind. Det kan være svært at skelne mellem trækkende og fouragerende fugle, men 181 blev noteret som trækkende.
Lidt færre Skarver trak forbi, men alligevel cirka 1.850; flest trak i oktober og august.
Hejrer
Uimponerende antal Fiskehejrer (i alt kun 81), og ligeledes lidt færre Sølvhejrer end sidste år (8).

Svaner og gæs
Bedre træk af grå gæs (Anser) end sidste år, fx i alt 1.634 Grågæs og 199 Blisgæs. Herudover 3Kkortnæbbede Gæs og, vel mest bemærkelsesværdigt, en Tajgasædgås der kom trækkende med en lille flok Grågæs.
Rajgåsetrækket var også bedre: i alt 38.565 Bramgæs, 177 Knortegæs, hvoraf 10 hrota (lysbuget); sidstnævnte er første observation af underarten i kommunen i 13 år. Ellers var der et noget mere beskedent canadagåsetræk (177) ift. i foråret. Det generelt større antal gæs skyldes vel vinden.
Intet nævneværdigt svanetræk, men alle tre arter blev registreret.

Ænder
Allerede i slutningen af maj begyndte der at trække Gravænder mod sydvest (74) og yderligere 188 i juni. Jeg har ikke tidligere bemærket at de trækker så tidligt (i det omfang), men måske er det normalt. Hvis vi tæller de 74 fra maj med, er der trukket 327 individer; bedste dag trak der 67 (den 25. juni).
I primo september trak der den 4. september i forbindelse med. en god syd-sydvestenvind en del svømmeænder, ellers kom der kun forholdsvis få resten af efteråret på grund af dominerende øst- og sydøstenvind. Ikke desto mindre blev der dog denne dato sat lokal rekord for Pibeand (914), Krikand (404) og Skeand (78).
Sortandetrækket i juli og august blev fint, og igen kom de typisk i flokke et stykke mod nordvest; bedste dag var den 17. juli med knapt 2.000 individer (også lokal rekord; tilmed vestfynsk rekord (?)). Andre bemærkelsesværdige dykænder er 5 Taffelænder (længe ventet ny art) og 1 Bjergand.
Det største og eneste egentlige “andehul” er nu Havlit.

Rovfugle
Der kom betydeligt flere musvåger end sidste år, og der blev, så vidt jeg kan se, sat ny rekord for Vestfyn (eller i hvert fald Middelfart kommune) den 18. oktober med over 400 trækkende på én dag. Dette var opløftende da jeg i min rapport for sidste år beskrev rovfugletrækket som værende meget begrænset, men hvilket blandt andet kunne skyldes, at jeg tog for tidligt hjem. I år, særligt i oktober, forsøgte jeg, hvis der var tid, visse dage at blive til omkring eller over middag, og det gav pote (desuden blev der set rekord mange Musvåger på Sjælland i samme periode som sikkert har hjulpet på tallet!). Tidligere år har jeg under eftermiddagsbesøg på Møllemade ligeledes oplevet småflokke af indtrækkende Musvåger. Hvis man holder ud til middag/eftermiddagen i for eksempel august/september, kan man på samme måde måske opnå et pænt antal Hvepsevåger. Om ikke andet endte dette efterår på i alt 680 Musvåger.
1 enkelt Fjeldvåge trak den 16. oktober; disse er efterhånden noget fåtallige her.
Bedste rovfugl, og én af de mere længe ventede, blev en Sort Glente den 16. oktober, der kom trækkende med et par Musvåger og Røde Glenter.
Der kom lidt flere Fiskeørne (5); typisk kom de, særligt årsungerne, fra nordvest og fulgte kysten ned mod udløbet; herefter trak de som regel videre mod sydøst over Tangmosen eller over Båring Strand, men ofte ret nølende.
Kærhøgetrækket var ikke godt. En mulig Steppehøg blev observeret den 18. oktober; ud fra datoen har det vel næppe været en Hedehøg, men modlys gjorde artsbestemmelsen umulig. Antallet af Spurvehøge var nogenlunde som sidste år (41).
Falketrækket var som sædvanligt ringe, dog trak der lidt flere Tårnfalke (33), men lokale fugle besværliggør optællingen. Der kom endelig en Vandrefalk forbi, som var et stort hul i artslisten. Ellers trak der i år kun én Dværgfalk og én Lærkefalk.

Vadefugle
Det blev til en del flere brakfugle end sidste år, særligt Strandskader: den 8. august trak der 836, ny lokalitetsrekord, og i følge DOF Basen vistnok også fynsrekord. Der trak for hele efteråret 3.787. Der blev ligeledes sat lokal strandhjejlerekord med 147 den 7. august; i alt trak der hele efteråret 715. Præstekravetrækket blev omtrent som sidste år, dog meget bemærkelsesværdigt landede der hele 3 Hvidbrystede Præstekraver på stranden den 7. august! I følge DOF Basen er der ikke truffet 3 eller flere sammen udenfor Vadehavsområdet siden 1990’erne. Vibetrækket blev ret fint med for eksempel 311 trækkende den 1. november; de kommer forholdsvis spredt og somme tider lavt over det mørke hav, hvorfor de kan svære at finde før de tager højde inden de rammer land et tilfældigt sted. Der trak i alt 520, stort set alle sammen i november. Kun én trækkende klyde kunne det blive til dette efterår.
Overordnet trak der færre Krumnæbbede og Almindelige Ryler samt små kobbersnepper; af sidstnævnte var der kun én god dag hvor jeg ankom sent på grund af regn og byger om morgenen (regnen blev dog ikke til noget nævneværdigt, hvorfor der nok var trukket en del flere før jeg kom). Til gengæld var der flere Dværg- og Temmincksryler, som begge var nye arter, samt lidt flere Islandske Ryler og Sandløbere. Brushane var også noget bedre repræsenteret. Fortsat savnet er Sortgrå Ryle.
Stor kobbersneppe, ligeledes ny, blev observeret ad to omgange, først med 5 den 20. juni (sikkert ssp. limosa), senere igen 5 den 29. oktober (ssp. islandica, alle 1K?). Dette er et pænt antal i denne del af landet.
Jeg fik taget mig sammen til at komme ud i juni for at optælle storspovetrækket. Det kulminerede den 20. med 273 individer; herudover blev der noteret blandt andet 118 den 26. og 181 den 28.; i alt trak der over 800 hele efteråret, dog med stort set alle sammen i juni og august. Der var trak færre Småspover, og i år sås ingen efter august.

Kjover
Fortsat ingen gode tal, og i år sås kun Almindelig Kjove. Her skal bemærkes et noget nølende, men ellers indtrækkende individ, hvilket jeg ikke har set tidligere. Storkjove, som fortsat mangler, er nu ét af de største huller for lokaliteten.
Måger
Noget færre Hættemåger (817), men flere kan være oversete. Mest bemærkelsesværdigt 2 3K+ Sorthovedede Måger (hhv. den 10. odg den 16. august) og 1 1K Kaspisk Måge samt måske 1 adult Middelhavssølvmåge i juli (den fortrak før jeg kunne få billeder). Herudover trak der en del flere Dværgmåger (på grund af vinden?) med i alt 72; de fleste af disse kom indtrækkende, til dels lavt over eller lige forbi udløbet. 2 Rider trak den 11. oktober, begge 1K og i forbindelse med blæst; den første heraf forsøgte at trække sydvest over land (jeg tabte den desværre af syne og ved ikke om den fortsatte).
Terner
Intet opsigtsvækkende antal Hav-/Fjordterner (tilsammen kun 738); igen trækker de nok primært nord om, det vil sige ind i Tragten og/eller ind i Vejle Fjord. Modsat sidste år blev der ikke registreret én eneste Dværgterne (sidste år 14), og kun en Sortterne. Der trak til gengæld 4 Rovterner, først 2 den 30. juli, senere 1 adult + 1 unge præcist en måned senere; alle trak sydvest lige over udløbet. Der trak noget flere Splitterner, særligt allerede i juni med 115 (alle indtrækkende), men resten af sommeren forekom de ret fåtalligt.

Duer
Duetrækket var igen ringe, og faktisk lidt dårligere end sidste år. Én af dagene bemærkede jeg dog et par flokke trækkende mod syd meget højt; hvis de normalt trækker i dén højde, er det intet under at jeg kun ser dem i en begrænset mængde.
Mursejler
Færre end sidste år; den seneste trak forbi den 14. september.
Spætter
Stor Flagspætte optrådte i et invasionsagtigt antal dette efterår hvor i alt 34 blev observeret; der er som regel tydelig forskel på trækkende og lokale overflyvende fugle.
I alt 2, antageligt trækkende (eller trækforsøgende), Grønspætter blev set, dog må det antages at der næsten helt sikkert yngler et par eller to i området, for arten sås eller hørtes stort set hele året, så det kan ikke fuldstændigt udelukkes at de har været lokale. Herudover blev en trækkende Sortspætte ligesom sidste år også noteret. (Et individ fra en ynglelokalitet, der ikke er Hindsgavl?)
Lærker
Der blev noteret 423 trækkende Sanglærker, hvoraf mange, ligesom Engpiberne, kommer indtrækkende fra havet i flokke på måske op til 25-30 ad gangen. Hedelærken derimod glimrede ved sit totale fravær! Hvorfor er netop denne art så sjælden om efteråret?
Svaler
Overvejende et pænt svaletræk med i alt 4.861 landsvaler og i forhold til sidste år en del flere Bysvaler (886). Desuden blev der opdaget en Rødrygget Svale i forbindelse med en front den 5. september!

Pibere og vipstjerter
Engpibertallet blev lavere end sidste år (960), og igen kom de for det meste indtrækkende fra havet, særligt i september, hvorfor flere kan være oversete. Der trak derimod flere Skovpibere, men ikke noget bemærkelsesværdigt antal (53). To sikre Bjergpibere røg forbi den 27. oktober.
Antallet af vipstjerter blev igen ikke noget særligt, men alligevel endte det med lidt over 200 Hvide Vipstjerter, og Bjergvipstjert viste sig noget hyppigere end ellers (i alt 17). Ellers kun 21 Gule Vipstjerter; om dette skyldes vinden/vejret, lokaliteten eller, at der fokuseres mere på vade- og andefugletræk i august-september, vides ikke.
Drosler
Klart færre i år (vel atter på grund af vinden vinden), men ikke desto mindre over 6.000 Vindrosler. Kun Misteldrossel lå over sidste års antal (i alt 79). Alle seks arter blev registreret.

Mejser
Der har i år været en mejseinvasion i gang, og den kunne også mærkes her: hvor der kun blev registreret 12 trækkende Blåmejser sidste år, steg dette til over 600 i år (langt de fleste i oktober). Der trak ligeledes flere Musvitter, men ikke i samme intensitet som Blåmejserne. Desuden blev der rundt omkring i landet set flere Sortmejser, men disse så jeg intet til (måske er de trukket mere syd om, igennem granlunden, og således oversete).
Et fint antal Skægmejser blev også bemærket, for eksempel 26 i flok den 16. oktober trækkende øst og 14 trækkende sydvest (indtrækkende fra havet!); i alt 75 trak forbi.
Der trak endvidere lidt flere Halemejser end ellers med i alt 88, alle i oktober-november.
Kragefugle
Lidt færre Alliker, lidt flere Råger trak, men ikke voldsomme mængder.
Stær
I år registreredes der mange flere (de havde nærmest erstattet vindroslerne jf. sidste år) med lidt over 20.000 individer. Det store antal skyldes sikkert det udprægede højtryksvejr i oktober: jeg bemærkede nemlig at de typisk kom på forholdsvis vindstille dage med sol (dog også på enkelte dage med lidt mere blæst). For det meste trak de over land langs kysten i vest- eller vestsydvestlig retning (over eller bagom Tangmosen), men de kunne også komme indtrækkende i pæne flokke der tilsyneladende skød genvej over havet fra måske Varbjerg eller lidt længere oppe ad kysten. De bedste dage trak der over 5.000, og trækket fortsatte mere eller mindre alle observations-perioder ud; der blev i oktober alene talt cirka 18.000.

Finker
En del færre end sidste år, fx for Bog-/Kvækerfinker kun knap 15.000 mod sidste års over 30.000, og for Grønsisken kun 1.244 (sidste år 3.778), altså godt og vel en halvering; kun Grønirisker blev noteret i noget større antal (956) samt flere små korsnæb (73); bedste art blev Stor Korsnæb, som der trak mindst 3 af.
Værlinger
Omtrent som sidste år, men noget flere Gulspurve (179), og i år var Bomlærke fraværende (i foråret ellers 8). Fortsat savnet er Lapværling.
Bemærkelsesværdige rastende/stationære fugle (hele året)
- En Nordisk Lappedykker blev fundet den 17. marts.
- To Sorthalsede Lappedykkere rastede den 20. juni. Denne bliver mere og mere fåtallig i kommunen.
- En 2K Lunde rastede fra den 21. juli til den 15. august ud for området. Dels var der tale om en meget tidlig observation, dels holdt den til i området længe.
- To Søkonger blev set trækkende til rast den 29. oktober.
- En adult Middelhavssølvmåge blev opdaget den 4(5) september og genfundet den 21. september.
- En Sortterne rastede i området fra den 13. til den 18. september.
- To Blåhalse sang fra marts til maj, den ene meget ivrigt og ofte frit fremme. Det er meget muligt at der har ynglet mindst ét par langs åen til trods for at jeg hverken har set hunner eller unger.
- 2-3 Sortstrubede Bynkefugle har rastet i området det meste af året. Ynglestatus ukendt.
- En Græshoppesanger og en Sivsanger blev hørt om morgenen den 1. maj.
- En 1K Rødrygget Tornskade rastede den 29. august
























