Af Ella Maria og Leif Bisschop-Larsen
Foråret er en dejlig tid, når alt grønnes og fuglene begynder at synge. Her på vores lille sydfynske gård er det bedste, vi ved, når Landsvalerne ankommer. Efter få slag om staldtaget flyver de målrettet ind i laden for at tjekke de gamle reder. Så vidt vi kan se, kommer hannerne nogle dage før hunnerne. Få dage senere kommer Bysvalerne - vi er så heldige at begge arter har reder på bjælkerne under ladetaget. Nu er der en vældig aktivitet, med svaler i raketfart ud og ind ad portene og et lydbillede af konstant kvidren.

Husrødstjerten trives i gamle bygninger og mellem gamle maskiner. Foto: Leif Bisschop-Larsen.
Sådan har det været i en årrække. Men i år skete der noget overraskende nyt. 10. april sad der pludselig en Husrødstjert han og sang på staldtaget. En hun var der også, og 20. april så vi hunnen med redemateriale inde i laden. Rødstjerterne er meget diskrete, og de gråsorte fugle er svære at se inde i halvmørket under taget. Så det var først, da der tydeligvis var unger, som skulle mades, at vi kunne lokalisere, at de boede i en gammel landsvalerede helt oppe i kippen.
Efterhånden som ungerne blev større, blev forældrefuglene mere synlige, fordi de skældte ud, hver gang vi gik under reden – ”vit, tak-tak-tak”. I de sidste dage af maj fløj ungerne ud, og opholdt sig både inde i laden og udenfor i nærheden. I hvert fald tre unger blev det til. Men idyllen blev brudt, idet hannen blev fundet død på ladegulvet den 30. maj. Hvad der er sket med den, er ikke til at se – måske har katten haft en lang klo i den?

Hunnen på hanebjælken tæt på reden. Foto: Leif Bisschop-Larsen.
Selvom familien blev faderløs, ser det ud til at hunnen med unger klarer sig alligevel. Og vi blev en oplevelse rigere. Vi håber de bliver her i sommer og kommer igen næste år.
Husrødstjert yngler fåtalligt i byer og industriområder, hvor den bruger bygninger til redeplads i stedet for dens naturlige yngleområder i klippeterræn sydpå. Arten yngler ikke meget ude på landet ifølge litteraturen. Vi har dog før hørt, at de gerne vil bo på husmandssteder og lignende, for eksempel på Sydlangeland. Måske en ny trend i fugleverdenen…






