Find Stor Korsnæb

I 2017 var der invasion af Stor Korsnæb. Igen i år kan man være heldig at støve Stor Korsnæb op på Fyn og Langeland. Fuglene skal ofte findes, hvor der er fyrretræer, hvor de æder frø fra koglerne. DOF har lavet denne lille film, der beskriver arten fint. Særligt stemmen høres ofte i videoen, og med lidt træning er det et vigtigt kendetegn, når den skal bestemmes fra Lille Korsnæb - Stor Korsnæb: (blyp, blyp) - Lille Korsnæb (blip, blip).

Modsat fuglene i videoen er mødet med korsnæbbene ofte blot en højlydt overflyvende flok. Når først de sidder, bliver de ofte tavse. Får man øje på en flyvende flok - så hold øje med, hvor de lander. Er de først lokaliseret, så er de ret tillidsfulde.

Flyvesandet har traditionelt været et godt sted at finde Stor Korsnæb, men arten vil sikkert kunne findes i mange sommerhusområder, der ofte er rige på fyrretræer.

/Esben Eriksen