For fuglenes skyld

Øen i Mellemstykket på Ølundgård renoveret

Renovering af øen i Mellemstykket. Toplaget graves af. Foto: Jens Bækkelund.

Nogen af de mange besøgende ved Ølundgård har måske undret sig. Noget er forandret på den store ø i Mellemstykket, men hvad er der egentlig sket?

Øen er blevet renoveret! Det der nøjagtig er sket er, at det øverste lag på øen er blevet fjernet og kørt væk. Det øverste lag var kraftig gødet af flere års guano fra især ynglende hættemåger.

Efter fjernelse af øens toplag, er der tilkørt et lag muslingeskaller, som herefter er blevet komprimeret og fordelt jævnt over hele øen.

En varm sommer der betød at vandstanden i Mellemstykket var lav, gjorde at Aage V Jensen Naturfond, som ejer området, slog til. Maskinerne kunne simpelthen køre mellem fastlandet og øen. Det skulle udnyttes – nu skulle det være!

Placeringen af den renoverede ø. Fra Grundkort Fyn.

Og nu ligger den der så, øen, vegetationsfri og forhåbentlig indbydende for nogen af de fugle vi gerne vil tiltrække.

Hvad var problemet med øen ?

Indtil renoveringen af øen, groede den i stigende grad til med høje urter og lidt træer og buske. Mange år blev øen slået - af først en hel række frivillige, i de senere år især af Jens Bækkelund og Kurt Due Johansen.

Problemet med fugleøer er ofte, at de gror kraftigt til, og at slåning af vegetationen er et arbejde der skal gøres hvert år.

De første år øen eksisterende efter etableringen af Mellemstykket i det sene 2009, ynglede der havterne, strandskade og klyde på de 3 øer. Men, hurtigt groede øerne til, og så forsvandt klyderne og havterne som ynglefugle. Havterne og klyde er samtidig udpegningsarter for Odense Fjord, altså arter vi skal passe særligt på. Netop det sidste er vigtigt, da Ølundgård ved den sidste revision af Natura 2000 områderne blev inddraget som Natura 2000 område. Før revisionen var grænsen for Natura 2000 området digerne mod Odense Fjord. Det er en forpligtelse at passe på udpegningsarterne, så noget måtte gøres.

Det blev ofte diskuteret i Aage V. Jensens såkaldte naturråd, hvad der kunne gøres for at få havterne og klyderne tilbage som ynglefugle. Flere løsninger blev diskuteret, herunder om der skulle udlægges en flydende ø i Mellemstykket. Det blev imidlertid til den valgte løsning – en renovering af øen med muslingeskaller.

Den lave vandstand i Mellemstykket i efteråret 2018 gjorde det muligt at køre fra fastlandet til øen. Foto: Jens Bækkelund.

Vær med til at registre fuglene på øen i Mellemstykket

Det bliver nu spændende at se, om fuglene kvitterer for deres nye tiltænkte bolig. Vil de bruge den? Forsvinder hættemågerne? Flytter havterne og klyde ind? Spørgsmålene er utallige. Hvis den nyrenoverede ø bliver en succes, kan den måske blive en model for kommende øer i forhåbentlig nye vådområder rundt omkring i landet.

Derfor kan du være med til at hjælpe ved at indtaste dine iagttagelser i DOF-basen, herunder hvilke arter der yngler på øen i Mellemstykket. God fornøjelse!

Kurt Due Johansen.