Forårstrækket 2020

Vi har her på DOF Fyns webredaktion budgetteret med en række faste indslag - af uransagelige årsager er et af disse en opsummering af forårstrækket. Det er generelt set ikke så stor en opgave, for der er tilsyneladende meget få, der ser på træk om foråret. Og de få, som er angrebet af den bacille, blev måske kureret i år - det blev en sølle omgang, hvilket ikke skal pille ved, at foråret gav en række fine arter - Halsbåndstroldand, Blå Glente, Lille Skrigeørn, mange Hvidvingede Terner og Stylteløbere for nu at nævne nogle af de mere spektakulære.

Fjeldvåge, halvdelen af forårstrækket 2020 ved Flyvesandet. Foto: Søren Gjaldbæk.

Lad os starte med Flyvesandet, som er en fortrinlig lokalitet til forårstræk, især i vestlige vindretninger, der vel ikke er helt usete her til lands: Misteldrossel 1 N 28. marts (Michael Mosebo Jensen) og Fjeldvåge 1 T 20. april (David Damgaard Dysager) - det var det. Velsagtens ikke et billede af trækket, men af den ornitologiske aktivitet.

 

En anden af de klassiske trækposter i det nordfynske er Horseklint, som også har det bedst i vestlige vinde. Der var 16 dage med trækobservationer - på de fleste dage med egnet vejr var der folk på klinten. Forårstræk nordpå er meget vejrfølsomt - 16. marts ramte Aske-Kejser Nielsen og undertegnede en fin dag efter en lun nat - til sammenligning kan man se, hvad jeg måtte nøjes med den 19. marts, hvor natten havde været kold.

Træktal for udvalgte arter på Horseklint - samme vind og samme tidsrum, men forskellig nattemperatur.

Rovfugletrækket på Hindsholm ses ofte bedst ved Vågebakken, der de fleste år kan levere et par pæne dage - fuglene når ikke altid ud til Horseklint og Fyns Hoved. I år var Musvåge 60, den 12. april (Gregers Johannesen m.fl.), Rørhøg 12, den 22. april (Jacob Sunesen) og Musvåge 205 den 4. maj, Vågebakken (Ella Mikkelsen) det eneste, der lugtede lidt - også der blev det en fuser. Hindsholm havde dog endnu en dag med mange Musvåger: 12. april 76, Horseklint (Aske Kejser-Nielsen) og 162 Bøgebjerg Strand (Gregers Johannesen). Eneste anden større træk af Musvåger blev set af Per Rasmussen ved Tarup Vandmølle den 8. marts, hvor han havde 152 styk.

Det blev til forårstrækrekord for Misteldrossel med i alt 559 fugle den 16. marts. Foto: Søren Gjaldbæk.

Kigger vi på en art som Hvepsevåge blev der blot to dage med tocifret notering - 19. maj 12, Gulstav (Søren Bøgelund) og 20. maj, Horseklint (Kristoffer Hansen og Aske Kejser-Nielsen). Vi skal tilbage til 2015 for at finde et ringere år.

Vi kan runde Nordfyn af ved Enebærodde - det er en rigtig god træklokalitet frem til midten af maj, men kun ved sydøstlig vind - det var der stor mangel på dette forår, så der var kun en enkelt "mindeværdig" dag, hvor Aske Kejser-Nielsen, Kristoffer Hansen og Michael Mosebo Jensen forsøgte sig, udvalgte træktal ses neden for.

Træktal, Enebærodde, 6. april, 6.15-15.30.

Dovns Klint plejer også at være et super træksted. Ederfugletrækket kom aldrig rigtigt i gang - Frank Jensen-Hammer havde 3 dage med over 2000 i slutningen af marts - 3220, 4460 og 2070. Samme Frank passede klinten regelmæssigt og var i store perioder ikke videre opstemt over, hvad der kom i notesbogen - to tilfældige citater fra hans opsummeringer: ”Tomt” og ”Stadig meget lidt træk”.  En enkelt art gav dog pote, nemlig Bramgås. Der var 8 dage med over 1000 fugle, disse dage gav i alt 322.130 - i 2006 var verdensbestanden på 420.000 individer - to dage skilte sig ud: 13. maj med 90.030 og 16. maj med 150.200.

Der trak rekordmange Bramgæs ved Dovns Klint den 13. og 16. maj - i alt godt 240.000. Foto: Søren Gjaldbæk.

En anden træklokalitet, der nok burde levere, er Hou Nordstrand. Også herfra er der meget få observationer - det er tilsyneladende ikke et videre populært træksted, om end det leverede Steppehøg (gammel han) den 5. april (Erik Danielsen) og Sort Stork den 25. maj (Ole Goldschmidt). Gode dage med mange fugle blev det ikke til!

En art, som trækker bredt er Tranen - den blev set på træk de fleste steder på Fyn. Der kan selvfølgelig være overlap, men et forsigtigt skøn er, at der blev set mindst 1852 fugle på vej mod ynglepladserne. En glædelig udvikling - tidligere var Tranetræk en sport, der hovedsageligt kunne dyrkes på Langeland efter perioder med østenvind.

Ringdrossel, en af fem ved Frellesvig den 17. april. Foto: Jane Ditzel.

En anden art, som optrådte mere talrigt end normalt er Ringdrossel - den blev set mange steder på Fyn, som det ses af kortet til højre, og både Horseklint, Holckenhavn Gods og Hou Nordstrand bød på 10 og 11 fugle - det er vi ikke vant til.

Nævnes skal også den mest systematiske dækning af forårstrækket: Michael Brunhøj Hansens optagelser af nattrækkende fugle ved Middelfart. Der er 568 observationer i perioden 1. marts til 1. juni - de kan ses her. Det er hovedsageligt svømmefugle, vadefugle og drosler der er registreret, men der er mange spændende ”observationer” i blandt, f.eks. Slørugle og Rørdrum. Michael har skrevet om, hvordan han registrerer nattrækket, læs om dette her.

Jeg kan tage fejl - ældre mennesker har det jo med at mene, at alt var bedre tidligere - men jeg synes ikke at kunne mindes et forår med så få gode trækdage.

Tekst: Søren Gjaldbæk.