Foredrag om Vadehavet, onsdag den 11. marts kl. 19.00

På onsdag den 11. marts kl. 19.00. holder John Frikke et foredrag om Vadehavet. Foredraget holdes i DOF Fyns lokale på Rasmus Rask- Skolen i Bellinge. John har sendt os nedenstående oplæg.

Vadehavet er et enestående landskab på overgangen mellem hav og land. Det ligger i læ bag en række beskyttende øer, og det lavvandede havområde er tilmed påvirket af et tidevand, som spiller en helt afgørende rolle i forhold til landskabet og de biologiske rigdomme i området. Det helt særlige, havskabte landskab og dets enorme biologiske produktion danner rammen om et af verdens vigtigste vådområder, der blandt andet er afgørende for de 12 millioner trækkende vandfugle, som pendler mellem yngleområder højt mod nord og overvintringskvarterer langt mod syd.

240226Alm ryle Sneum Forland 020514 Bjørn Frikke D700 024 0015 II

Almindelig Ryle, Sneum Forland. Foto: Bjørn Frikke.

John Frikke vil sætte ord og billeder på Vadehavets væsentlige karakterer, ligesom området vil blive præsenteret i form af en rejse på tværs af kystlandskabet. Endvidere sættes der fokus på den øgede opmærksomhed, som Vadehavet har været genstand for igennem de seneste fire årtier – blandt andet med etableringen af Nationalpark Vadehavet i 2010 og Vadehavets udpegning som UNESCO Verdensarv i 2014.
John er til dagligt ansat som naturkonsulent ved Nationalpark Vadehavet, og har i mere end fire årtier været beskæftiget med Vadehavet og i særdeleshed dets rige fugleliv. Derudover har han besøgt en god del af de naturområder, der ligger på fuglenes trækveje mellem Arktis i nord og Antarktis i syd.

240226Knortegås græssende J Frikke

Græssende Knortegæs. Foto: John Frikke.