Af Esben Eriksen
Efteråret er ved at gå på hæld, men trækfuglene er ikke færdige endnu – og netop nu kan alt ske! Søndag den 16. november inviteres alle fynske fuglekiggere, både garvede og nye i felten, til en fælles "støvsugning" langs den østfynske kyst
Fra solopgang til solnedgang opfordres alle, der måtte have lyst og mulighed, til at komme ud og dække kyststrækningen fra Nyborg til Fyns Hoved. Kysten her er et af Fyns bedste steder at finde sene trækgæster og uventede fugle – måske en Bjergpiber på stranden, en Søkonge i bølgerne eller en Mosehornugle, der letter foran dig på en kystvold.

Himalayasanger er set i to omgange på Sydlangeland - måske vi kan finde en ved Knudshoved eller på Hindsholm. Foto: Karen Koefoed.
Idéen er enkel: så mange øjne som muligt samme dag finder mere – og måske gemmer østfyn på en "MEGA"? Du bestemmer selv, hvor hvor og hvorlænge du er i felten. Østfyn har tidligere vist sig god for sjældenheder om efteråret som fx Alpesejler ved Knudshoved, Gråsejler ved Fyns Hoved, Rosenstær ved Fyns Hoved, Ørkenstenpikker ved Nordenhuse, Schwarz Løvsanger ved Knuds Hoved og i den blødere ende så er Hvidbrynet Løvsanger, Fuglekongesanger og Hærfugle fundet flere gange.
Mindre kan jo gøre det. Hav og havne bør tjekkes, kyster, krat, enge og sommerhusområder mm. Mulighederne er mange Fjeldvåge, Kaspisk Måge, Enkeltbekkasin, Søkonge, Mosehornugle, Bjergpiber, Rødtoppet Fuglekonge, Stor Tornskade, Snespurv kunne være arter der bliver set. Himalayaløvsanger, Gråsejler og Mongolsk Piber kunne være bud på novembersjældenheder, som det er godt at øve sig på hjemmefra.

I flere år har de haft Asiatisk Fløjlsand ved Høve Strand på den anden side af Storebælt. Vi skal snart have vores egen, gerne den 16. november. Foto: Søren Gjaldbæk.
Alle observationer deles løbende på DOFbasen, Birdalarm og via Zellokanalen "dof fyn", så vi kan følge med i dagens fund. (For uindviede: Zello er en walkie talkie app, hvor man via sin telefon kan tilmelde sig forslellige kanaler - blandt andet "dof fyn". Kan downloades via zello.com).

Ung Rosenstær, i skrivende stund raster der en på Fanø, og hvem ved - måske et sted på Hindsholm, eller hvor vi nu ser stæreflokke. Denne er fra Fyns Hoved , 2021. Foto: Esben Eriksen.
For de der har lyst afsluttes dagen med fælles opsamling og fuglesnak ved Syberglands læringscenter Kl. 16.00 måske over den sidste lunkne kaffe.
Så puds kikkerten, find handskerne frem og tag del i en dag med frisk luft og fugleglæde – uanset om du dækker en strandeng, et havneområde eller en kyststrækning, er dit bidrag vigtigt.
Vi ses i felten den 16. november – måske bliver det netop dig, der finder Fyns første Mongolsk Piber.

Kongeederfugl er også en mulighed. Foto: Søren Gjaldbæk.









