Fuglene i vores have

Af Kurt Due Johansen

Inspireret af Jane Ditzls fine opslag om fuglene i hendes have i Krarup, får jeg osse lyst til at skrive en smule om fuglene i vores have.

Vores have
Vores have er temmelig stor – et par tusinde m2. Vi forsøger at gøre haven så ”vild” som muligt, herunder med fine nektarplanter til insekter. Der er for ekempel. store bestande af Kællingetand. I haven er der mange sommerfuglebuske, frugttræer osv. Derudover er der mindre plænearealer.

Omgivelserne
Vi er så heldige at bo ude midt i ”naturen”, idet huset ligger op til en mindre løvskov samt større dyrkede marker med mange levende hegn. I nærheden er der et større genoprettet vådområde med enge og vandhuller. Lodsejerne i nærområdet har genskabt tre mindre søer indenfor de seneste 25 år, så der er tale om et varieret ”dyrket land”.

Fodringen af fuglene
Vi fodrer hele året rundt. Der fodres udelukkende med solsikkekerner, suppleret med havregryn med planteolie.
Når vi fodrer, går der ikke et sekund, før fuglene er der på foderet. Vi oplever ligefrem, at fuglene sidder og venter på maden.

070125dompapkdj

Dogmefoto af fuglene på foderbrædtet – taget ud gennem køkkenvinduet. Foto: Kurt Due Johansen.

Verdens bedste ”fjernsyn”
Når fruen og jeg sidder og spiser morgenmad, har jeg den mest fantastiske udsigt til foderbrættet. Her går der rigtig meget tid med at iagttage fuglene.
Når vi i de lyse timer har gæster, tilbyder jeg nogle gange gæsterne min egen plads, der pludselig bliver ”hæderspladsen”. Dette for at gæsterne kan se det fantastiske liv på brædtet. Stort set alle er imponerede af de mange fugle, herunder især Dompapperne og spætterne.

Fuglene kommer med deres unger
Foderbrædtet fuldt af fugle lærer mig stadig meget om fuglene, for eksempel at der er forskel på Kernebidernes hunner og hanner. Og at se Kernebiderne med unger. Ungerne ser lidt spøjse ud med farver, som er helt ulig de voksne fugles. Og at opleve når Dompapperne kommer med deres unger. Se, hvordan hannernes ungedragt i mørke fjer langsomt ændres til først lidt rødt, senere til helt rødt, som den gamle hans fjerdragt ser ud.

Fuglene
Vi laver en artsliste for haven og en matrikelliste for nærområdet. Hvad der er interessant er, at vi har masser af Skovspurve på foderbrædtet, men ingen Gråspurve. Vi har ikke set en eneste Gråspurv på brædtet, eller for den sags skyld i haven.

070125kerneungesg

Ung Kernebider. Foto: Søren Gjaldbæk.