Japanske Øhop med Allis og Michael

Allis’ og Michaels foredrag om deres rejse til Japan var en god oplevelse for de 25 personer, som var mødt op i lokalerne i Bellinge. Vi fik i tilgift også indblik i rejseoplevelser fra Kina og Paraguay, hvor de havde allieret sig med en chauffør på turen.

I juli 2019 gik turen til Hokkaido i Japan og sydpå via en 18 timers sejltur til Honshu med lækre havfugle og opvarmet automatmad. Besøg på det hellige Fuji-bjerg og videre til de eksotiske sydhavsøer Amami og Okinawa med deres fugle-og dyrearter. Turen rundt på de forskellige øer i Japan blev foretaget i lejet bil. Kørslen i venstre side var ikke den vanskeligste opgave, idet japanerne kører stille og roligt og viser hensyn. Sprogligt var det også helt enkelt, Allis og Michael forstår ikke japansk, og japanerne forstår ikke engelsk. I det hele taget var det begrænset, hvor mange mennesker de mødte på turen, idet japanerne arbejder hele dagen og ofte er ude at spise med chefen om aftenen, (hvad man naturligvis ikke siger nej til), og når de så kommer hjem ved 22-tiden, er dagen brugt. Små, fine og hyggelige hoteller og overnatningssteder blev besøgt til billige penge. De var fine og rigtig hyggelige i japansk stil med papirtynde vægge. Derfor er toilettet forsynet med en knap, så der kommer en brusende lyd, så ingen kan høre lyde fra rummet. Morgenmad, frokost og middagen bestod af fisk, fisk og fisk med pinde. Rigtig lækkert tilberedt og velsmagende, men de vænnede sig aldrig til at få det om morgenen. Japanerne indtog naturligvis måltiderne i kimono, om Allis og Michael gjorde det, er uvist, for det var der intet billede af. Naturen var i sin smukkeste dragt med et blomsterflor uden lige, bjerge, nåleskov, søer og hav. Dog var tågen enkelte steder en hindring for fuglekiggeri, men alt i alt fantastisk. Fuglene på turen var der naturligvis tid til. Det blev til 48 nye fuglearter for Michaels vedkommende. Den japanske nationalfugl, Japansk Trane, et symbol på lykke og en truet art blev der set 11 af. Rubinnattergal, Japansk Vipstjert, Blådrossel, Cistussanger, Langhalet Karmindompap, forskellige værlingetyper, div. fluesnappere, Østlig Turteldue, Albatrosser, Sydpolarkjove, Japansk Bekkasin, Amamiskovsneppe og mange flere spændende fugle så vi fotos af. Japansk Skarv, som fiskerne bruger til fiskeri, blev også set. Fiskerne sætter en ring om halsen på skarven, så den kun kan sluge de små fisk, hvorefter den flyver ind til fiskerne med de store. Så enkelt og ligetil. Ræve i sommerdragt, Japanese Serow, Sikahjort, blå regnorm og den giftige Habu slange blev set og listet uden om. Tak for en god “rejse” til Japan.

Som bonus fik vi forlænget foredraget med en tur til Kina og derefter Paraguay. Rejsen til Kina fordrer visum. Det skulle klares i København og kostede 1100 kr., og alle 10 fingre skal bruges til fingeraftryk, så derfor tog Michael og Allis også på fuglekig i Sverige, når nu det skulle være. Der var chartret en chauffør til turen i Kina omkring den Tibetanske Højslette.

trane5111Black-necked Crane - en velkommen karakterfugl på den udstrakte Tibetanske Højslette i 4000 m’s højde.

Chaufføren var ikke særlig fuglekyndig, men han kendte stederne, hvor fuglene skulle være. Det fungerede helt fint. Det var heller ikke dårligt, at chaufføren kendte de lokale spisesteder, som kunne gemme sig bag gardiner og porte. Maden var yderst velsmagende og altid med ris. Et måltid kostede ca. 5 kr., så Allis blev meget populær, da hun gav 20,- kr. I Sichuan blev der obset høns som Snow Partridge, Tibetan Snowcock, Blue Eared Pheasant. Ellers Indisk Gås, Grandala, endemer som Sichuan Leaf Warbler, Giant Laughingthrush, Przevalski’s Finch, 3 arter snefinker. Dyr: Rød Panda. Chinese Desert Cat (kun få fotos i verden), men Mosebo har et. Tillykke med det.

IMG 3601Grandala i dyb sne.

 

Paraguay. Her var der også chauffør på, for vejene dér gennem området var grusveje, og hvis de bliver våde og regnen siler ned, vil det være erfaringen, der tæller. Men heldigvis forblev vejene tørre.

 Et længe ventet ønske blev opfyldt :En Jaguarundi over vejen og en Tapir langs bredden et stykke ude, men den var der. Af Chaco-specialiteter: Quebracho Crested Tinamou, Black-bodied Woodpecker, Lark-like Brushrunner, White Monjita, Black-crested Finch, Great Rufous Woodcreeper og i sumpe øst for Asunción Ibera Seedeater, der først blev beskrevet i 2016. En anderledes oplevelse og spændende tur har vi oplevet her.

Tak for det.

Tekst: Ella Mikkelsen og Foto: Michael Mosebo Jensen