Af Jens Peter Bech
Perioden for natpunkttælling er allerede i fuld gang, da perioden startede 20. maj og strækker sig frem til 10. juli.
DOF's punkttællingsprogram er det ældste naturovervågningsystem, hvor man ved hjælp af optællinger på en rute år efter år, kan holde øje med udviklingen i fuglebestanden. Natpunkttællingerne er dog stadig relativt nye da denne metode blev tilføjet programmet i 2021. Fyn er som de forgående år dårligst repræsenteret i natpunkttællingen, da der også sidste år kun blev registreret en rute. Man kan læse mere om selve metoden for punkttæling her.
Skovhornuglen kan være svær at få øje på, men høres nemt i forbindelse med natpunkttælling. Foto Jens Peter Bech
Ved natpunkttælling skal ens rute bestå af minimum 5 punkter, med minimum 1 km imellem hvert punkt, og optællingen skal ske fra tidligst en time efter solnedgang til en time før solopgang. Man skal være opmærksom på at der ikke er adgang i private skove fra solnedgang til kl 6, medmindre dette er aftalt med ejerne. På natpunkttælling er det tilladt at have en hjælper med, hvis dette kan gøre oplevelsen mere tryg.
Natpunkttællingen har til formål at kortlægge de nataktive fugle. Det vil derfor være arter som skal genkendes på deres sang eller kald. Det kan derfor være en god ide at øve sig lidt inden man tager ud på ruten. Her kan man bruge fuglestemmer.dk eller Xeno-canto som gode hjælpe værktøjer.
Blåhals er også en aktiv natsanger. Foto Benjamin Bech
Nogle af de oplagte arter som man bør lytte efter på natpunkttællingen kunne blandt andet være Engsnarre, Vagtel, Agerhøne, Plettet Rørvagtel, Skovhornugle, Natugle, Slørugle, Kærsanger, Græshoppesanger, Savisanger, Blåhals, Rørhøne, Vandrikse, Skovsneppe, Natravn og selvfølgelig Nattergalen.
Hvis man har flere spørgsmål eller gerne vil tilmelde sig natpunkttællingen, kan man kontakte den lokale punkttællings koordinator:
Henrik Kingo Andersen
E-mail: kingoand@webspeed.dk
Eller den overordnede koordinator for punkttællingerne:
Kontakt DOF v/Daniel Palm Eskildsen
e-mail: dpe@dof.dk
telefon: 33 28 38 00
Fuglenes Hus, Vesterbrogade 140, 1620 København V