Af Niels Andersen og Leif Bisschop-Larsen
DOF-Fyns ø-undersøgelse sluttede i felten sidste år. Derefter brugte vi et lille år til at bearbejde de mange data, hvorefter vi endelig kunne præsentere materialet ved en velbesøgt bogrelease på Johs. Larsen Museet den 6. juni af ”Kystfuglene omkring Fyn”.
I perioden derefter, som faldt sammen med sommerferien, har vi forsøgt at få bogen delt ud til relevante personer og myndigheder.
Derfor kan det nu være på sin plads at fortælle om, hvad de mange tal fra 108 øer og 24 kystområder så har vist, og hvilken sammenhæng, det præcise talmateriale kan ses i.
Set i et perspektiv på næsten 50 år, blev det muligt at afsløre tydelige tendenser i de mange kystfugles udbredelse og bestandsudvikling som ynglefugle. Da vi begyndte på planlægningen af ø-undersøgelsen, var disse tendenser kun formodninger. Undersøgelsen gav mange svar.
Der er generelt tale om en bemærkelsesværdig tilbagegang på 54 % for kystfuglene. Sammenligner vi de 10 hyppigste arters bestandstal dengang i 1970’erne med de 10 hyppigste arters bestandstal lige nu, så er der kun 46 % af fuglene tilbage, mere end halvdelen af kystfuglene er forsvundet.
Arternes top 10
Tabel over arternes top 10, for henholdsvis alle lokaliteter (108 øer og 24 kystlokaliteter) i ø-undersøgelsen, øerne alene i ø-undersøgelsen og endelig øerne i undersøgelsen fra 1974-76. Alle tal er i par.
Beskyttelsen af ynglefuglene
Nedenfor beskrives lidt mere præcist, hvordan det er gået for mange arter. I vores bog beskrives udviklingen for 43 typiske kystfugle i detaljer. Nogle af disse, markeret med * i det følgende, er såkaldte udpegningsarter som ynglefugle i de 9 Fuglebeskyttelsesområder, der er omkring Fyn. Det er samtidig her, hvor myndighederne er forpligtet på at planlægge og administrere på en måde, som sikrer fuglenes levesteder. En øvelse, som tiden har vist sig at være mangelfuld for mange arter, når vi kan se ind i store tilbagegange for disse på udpegningsgrundlaget. En stor andel er disse kystfugle er koncentrerede i de såkaldte ø-reservater, eller fredninger med adgangsforbud i fuglenes yngletid typisk fra 1. marts til 15. juli. De blev oprettes på baggrund materialet fra DOF-Fyns første ø-undersøgelse. Dem er der 44 af. Desuden har vi opgjort 26 lokaliteter som henstillingsområder, hvor der henstilles, at man undgår færdsel i samme periode.
Bramgås på ynglepladsen på Bastholm i Lillebælt. Bramgåsen er en ny art i det fynske område. Foto: Bent Staugaard.
Svømmefuglene
Under denne brede betegnelse er svaner, gæs, ænder, skalleslugere og vel egentlig også Skarv. Med så mange forskellige arter, er billedet også meget varieret. Skarven og Bramgås er nytilkommet, Grågås har vist fremgang. Det kom imidlertid bag på os, at Knopsvanen var gået tilbage med hele 71 %. I 1970’ernes opblomstring af fødeudbuddet under vand blev Knopsvanen kolonifugl på de ubeboede øer, fx på Roholm i Odense Fjord, hvor der var 55 par på den 0,7 ha lille ø Roholm, nu er den helt væk. I Det Sydfynske Øhav var der i 1975 45 par i en koloni på den 0,8 ha lille ø Græsholm ved Bredholm, også her er den nu væk, og der er ingen tocifrede yngleforekomster i hele Øhavet. Begge øer er i øvrigt nu nedbrudt til mindre størrelse. Også bestanden af Gravand er blevet stærkt udtyndet, der er tale om 60 % tilbagegang. For svømmeænderne er billedet flertydigt. Knaranden en nytilkommet, Skeanden i fremgang, så er Gråand i tilbagegang og Spidsanden nærmest ved helt at forsvinde. Til gengæld er det gået rigtig godt for Ederfuglen, her er der tale om både en udvidelse af antallet og udbredelsen, så Ederfuglen nu er næsthyppigste ø-fugl overhovedet. Bestanden af Toppet Skallesluger er til gengæld mere end halveret i antal.
Knopsvane. I 1970’erne var Knopsvanen en kolonirugende fugl på mange af de fynske småøer. Nu er den blevet mindre almindelig, og en tilbagegang på 71 % siden den første ø-undersøgelse fra 1974-76 er en realitet. Her ses den på Nyland i Det Sydfynske Øhav. Foto: Leif Bisschop-Larsen.
Vadefuglene
Det står skidt til for vadefuglene. Vi havde 10 ynglende arter på øerne i 1970’erne. De nye tal lagde en tilbagegang for 7 af arterne på 57 % for dagen. To arter er helt forsvundet, kun Klyden* har vist fremgang langs de fynske kyster.
Dobbeltbekkasin. Den er forsvundet fra mange fynske enge og på øerne er den måske helt på vej ud. Her tager den sig et bad. Foto: Erik Thomsen.
For Dobbeltbekkasinens vedkommende fandt vi en tilbagegang på hele 83 %, ganske vist ud fra et lavt bestandsniveau. En af tankerne forud for ø-undersøgelsen var, at arten var forsvundet fra mange ynglelokaliteter inde i på Fyn, men at der muligvis stadig var livskraftige bestande af Dobbeltbekkasiner på øerne og udvalgte kystlokaliteter. Det viste sig ikke at være tilfældet. Dobbeltbekkasinen er sammen med de meget sjældne Stenvender og Engryle* faktisk helt på vej ud. Brushane* og Stor Kobbersneppe er allerede væk fra det fynske områdes kyster. Flere er udpegningsarter for Fuglebeskyttelsesområderne.
Klyden er eneste vadefugl med fremgang. Samtidig er den såkaldt udpegningsart i flere af de fynske Fuglebeskyttelsesområder og dermed under skærpet tilsyn i statens overvågningsprogram NOVANA. Selvom den er en vadefugl, så har den svømmehud mellem tæerne og er en habil svømmefugl. Foto: Bent Staugaard.
Mågerne
For mågerne er billedet præget af to vidt forskellige tendenser. For de store måger er der for alle tre arter tale om en fremgang. Sildemågen har haft den største relative fremgang fra blot et enkelt par i 1970’erne til nu mere end 80 par, Svartbagens fremgang er gået fra 22 til 275 par. Arten har altså spredt sig kraftigt i det fynske område. Den langt mere almindelige Sølvmåge er i parentes bemærket den talrigeste fugl overhovedet i ø-undersøgelsen. Med en andel på 96-97 % af bestanden på øerne, må Sølvmågen betegnes som en rigtig ø-fugl. Set i perspektivet på næsten 50 år, er fremgangen mere beskeden, nemlig på 25 %.
Det er gået hårdt ud over de små måger. Værst ser det ud for Hættemågen, der på øerne har haft en tilbagegang på 99 %. Det er særligt uheldigt, da den er en såkaldt nøgleart, som under sin beskyttende paraply i kolonien huser Fjordterne, Splitterne, Sorthovedet Måge, Sorthalset Lappedykker og Troldand. Her ånder fred og idyl i kolonien i Bøjden Nor. Foto: Erik Thomsen.
For de små måger derimod er der en voldsom tilbagegang på 91 %! Sorthovedet Måge* er undtagelsen, nytilkommet som den er, dog uden rigtig at have fået fodfæste. Derimod er det gået dramatisk ud over Hættemågen og Stormmågen. Værst ser det ud for Hættemågen. Under ø-undersøgelsen i 1974-76 var Hættemågen med afstand den hyppigste ynglefugl med over 17.000 par. Nu er der kun 1,3 % tilbage på øerne. En tilbagegang på næsten 99 %! Hættemågens tal er lidt bedre, hvis vi tager de 24 dækkede kystområder med, for her ynglede i gennemsnit lidt over 1.000 par. Flere af de dækkede kystlokaliteter er naturgenoprettede og vi ved, at Hættemågen er opportunist og gerne rykker ind på nye lokaliteter, men ofte forsvinder efter få år igen. Stormmågen er endnu et eksempel på stor tilbagegang, fra at være den 3. almindeligste art under den første ø-undersøgelse med mere end 6.000 par, så er 83 % forsvundet til nu. Store kolonier, fx 650 par på Svelmøerne så sent som i 2009, er nu helt forladt. Stormmågen er dog rykket ind som ynglefugl på flade tage i mange fynske havnebyer –udenfor ø-undersøgelsens søgelys.
Sølvmåge. Sølvmågen er den talrigeste ynglefugl på de fynske øer. Her overvåger den fotografen Poul Vestergaard Rasmussen på Lille Egholm.
Ternerne
Alle ternerne er gået voldsomt tilbage. Kun Rovternen* trodser dette som nytilkommen art, ikke bare i det fynske område, men mange steder i Østdanmark, hvor den er under indvandring og spredning på mange øer. Men det ser rigtig skidt ud for de fire øvrige terner, Splitterne*, Fjordterne*, Havterne* og Dværgterne*. En samlet tilbagegang på 77 %. Splitternen er allerhårdest ramt, da den yngler midt i Hættemågekolonier. Og de er væk. Ternerne lever af fisk, og med dårlig vandkvalitet i mange kystnære farvande, er fødegrundlaget tilsyneladende ved at være væk.
Kun en art er det gået værre end Hættemågen, nemlig Splitternen. Måske ikke så mærkeligt, da den yngler midt i Hættemågekolonier. Hele dramatiske 99,5 % har tilbagegange omkring Fyn været over de seneste knap 50 år. Nu er arten helt på vej ud. Her på yngleplads i Bøjden Nor i 2018. Foto: Leif Bisschop-Larsen.
Småfuglene
Vi går i bogen kun i dybden med tre småfuglearter Digesvale, Engpiber og Gul Vipstjert.
Digesvalen, som har haft en tilbagegang på 75 %, tre ud af fire Digesvaler er altså forsvundet i løbet af de seneste 50 år. Formentlig har lokaliteterne for denne insektædende art ikke ændret sig væsentligt, så her skal årsagen nok findes et andet sted. Insekterne som fødegrundlag er generelt aftaget og overvintringsforholdene i Afrika kan have ændret sig.
Vi har til gengæld oplevet en stor fremgang hos både Engpiber og Gul Vipstjert. Gul Vipstjert opviser en interessant fynsk udbredelse, for på øerne findes den ikke udenfor Det Sydfynske Øhav. Der er tale om en klar sydfynsk udbredelse.
Sanglærken bliver ikke behandlet i bogen. Den er ikke en egentlig kystfugl, men vi har dog fået ret præcise tal på lidt over 600 par for øerne (Strynø alene 80 par), men sammenligningsgrundlaget er desværre ikke tilstede. Mens den endnu i 1970’erne stadig var Danmarks almindeligste fugl, blev den derfor ofte negligeret og tillagt værdien + eller ”almindelig”. Og det kan man ikke sammenligne i antal.
Gul Vipstjert er virkelig gul. Den er i fremgang på øerne og på nogle af kysterne i Det Sydfynske Øhav. Ø-undersøgelsen viser en udpræget sydfynsk udbredelse. Foto: Bent Staugaard.
De fynske tendenser er landsdækkende
Der er ingen tvivl om, at de tendenser, vi har set omkring Fyn også er dækkende for resten af landet. Der kan være lokale nuanceforskelle, men vi har samstemmende hørt om lignende forhold i Roskilde Fjord, langs den sønderjyske østkyst og samtidig blev vores konklusioner kvalitetstjekket af de mest erfarne folk fra DCE ved Aarhus Universitet.
Først hummerne, nu kystfuglene…
Vi kan altså levere de ornitologiske data, der kan være med til at dokumentere, at det står elendigt til med vandmiljøet i de kystnære farvande. Vores tal for tilstanden for de mange kystfugle lægger sig i slipstrømmen på oplysninger om øget iltsvind, om ålegræssets forsvinden, om manglende fiskeforekomster og om en halvering af marsvinebestanden over 10 år. Nu har vi også dokumenteret, at de ynglende kystfugle er trængte. Vi har sat tal på de mange arter og skabt et differentieret billede af, at fødegrundlaget i havet er nødlidende.
Hertil kommer, at kystfuglene også er truet af en øget aktivitet i det friluftsliv, der udfolder sig til havs og især på det lave vand.
Ederfugl på rede på Bukø: Ederfuglen kommer ind på en flot andenplads med 2736 par på øerne rundt om Fyn. Det er en voldsom fremgang siden første ø-undersøgelse i 1970'erne, hvor det tilsvarende tal var 186 par. Foto: Hans-Henrik Wienberg.
Errata.
Til slut er vi blevet gjort opmærksom, at manglende forekomst for to arter: Ederfugl og Toppet Skallesluger for Nørreballe Nor (side 299) i layoutfasen uforklarligt er blevet erstattet af tallene fra Siø. En beklagelig fejl, som vi ikke opfangede under korrekturlæsningen. Ligeledes har vi opdaget et forkert lokalitetsnummer for Hennings Holm side 236. Det skal rettelig være 461041.
Brug resultaterne – og os.
Læs bogen og brug resultaterne. Og i øvrigt kommer vi gerne ud og fortæller om resultaterne af DOF-Fyns ø-undersøgelse og de fynske kystfugle tilstand hvor det er relevant.
Foruden selve præsentationen af bogen i Kerteminde, har vi været i Naturstyrelsen og fortalt om resultaterne til de mange ø-opsynsmænd, og i løbet af efteråret er vi inviteret til flere af de fynske kommuners Grønne Råd, så vi får bredt budskabet ud til mere end halvdelen af de fynske kommuner. Husk på, at alle 10 fynske kommuner er kystkommuner. Vi kommer også forbi med en powerpoint-præsentation til Danmarks Naturfredningsforenings fynske samrådsmøde i Nyborg i december.
