Parkeringsforhold ved Brændegård Sø - seneste nyt

FMK (Fåborg-Midtfyn Kommune/red.) har valgt udelukkende at ansøge om udvidelse af vejen, da DOF Fyn har tilkendegivet, at vi vil være modstandere af en P-plads på engen. DOF Fyn har sendt følgende høringssvar angående vejudvidelsen ved Brændegårdsøen:

”Faaborg-Midtfyn Kommune har søgt om dispensation til udvidelse/ændring af vejen ud for Brændegård. Denne strækning af vejen er meget besøgt af ornitologer og andre naturinteresserede, idet det er det eneste sted ved Brændegård Sø, hvor man har frit udsyn over søen og kan iagttage det rige fugleliv. Vejrabatten ud mod søen er år tilbage i samarbejde med Fyns Amt blevet udvidet, så man kan parkere og stå langs et trådhegn i kanten af den åbne eng. Her er også opsat informationstavler.

Som vi også har tilkendegivet overfor Faaborg-Midtfyn Kommune, er det meget forståeligt, at kommunen ønsker bedre og sikrere forhold for de besøgende og den forbikørende trafik. DOF-Fyn finder heller ikke, at selve vejudvidelsen vil tilsidesætte eller forringe beskyttelsen af områdets natur og fugleliv. Men som det fremgår af kommunens beskrivelse, vil der ikke længere være parkeringsmuligheder på dette vigtige besøgssted, og derfor er der behov for en samlet løsning af parkerings- og opholdsmuligheder.

Som forholdene er nu med parkeringsforbud mod søsiden og kantstenene ved gården, er det svært at komme til at se ud over søen. Foto: Gunnar Jørgensen.

Som ovenfor skrevet er det acceptabelt med den lille udvidelse af vejarealet, men det vil være fuldstændig uacceptabelt at etablere en parkeringsplads, der vil rage yderligere 10 meter frem mod søbredden. Dette udgør ca. 20 % af engens omkring 50 m til søbreddens rørsump. En fremskudt parkeringsplads vil uvægerligt skræmme ynglende og fouragerende fugle, der udnytter både rørsump og eng. Det drejer sig bl.a. om andefuglene Grågås, Gråand, Knarand, Skeand og Krikand, samt sjældne arter som Lille Præstekrave og Drosselrørsanger. Stedets store attraktion, Havørnene, opholder sig og fouragerer i området ud for engen, og det kan ikke udelukkes, at deres muligheder vil blive begrænsede af den fremskudte parkeringsplads og aktiviteterne i forbindelse med den. Af de nævnte arter er Knarand, Skeand og Havørn udpegningsgrundlag for fuglebeskyttelsesområdet.

Ud over at undgå forstyrrelse af fuglelivet bør det generelle hensyn til at friholde et fredet landskab for forstyrrende elementer veje tungt her. Vi har foreslået andre muligheder for parkering uden den forstyrrende effekt, som vi finder praktisk mulige, og Faaborg-Midtfyn Kommune bør prioritere at finde en sådan løsning.”

Den udsigt over søen, som alle stadig burde have mulighed for at glæde sig over. Foto: Gunnar Jørgensen.

FMK påpeger, at som situationen er nu, hvor der er opsat standsning-forbudt-skilte, så er det vanskeligt at se på fugle ved Brændegård Sø, da der må ikke parkeres på arealet syd for avlsgården. Det er privat område.

DOF Fyn har foreslået parkeringsløsninger i skovstykket nord for på samme side som engen, samt P-plads syd for Brændegård (den som ikke må benyttes!). Men det er jo forhandlinger som ligger mellem FMK og godset.

Venlig hilsen Leif Bisschop-Larsen og Henrik Kalckar Hansen, DOF-Fyn