Referat af DOFs repræsentantskabsmøde den 15. november på Dalum Landbrugsskole.

Af Niels Bomholt

Af besparelseshensyn var mødet kortet ned til 1 dag i stedet for normalt 2. Den traditionelle fugletur søndag morgen i det fynske blev derfor heller ikke til noget.
Godt 60 repræsentanter fra hele landet var mødt op. Mødet startede med 1 minuts stilhed for Hans Ulrik Skotte Møller, som døde for nylig. Ingen har som ham betydet så meget for fuglesagen.
Fra vores formand Egon Østergaards beretning kan nævnes, at efter et meget stort underskud sidste år er driften igen stabil, og der forventes et mindre overskud i år.
Medlemstallet er desværre lidt faldende, men heldigvis er der flere børn og unge, som melder sig ind.
En fantastisk nyhed var at store arealer ved Ribemarsken, Skjern Enge og Store Vildmose bliver opkøbt og udlagt til natur.
En dårlig nyhed var at regeringen har udskudt at få etableret et hold mod faunakriminalitet, og at Danmark søger dispensation ved EU, så minkavl kan fortsætte. Det er hovedrystende.
Ørneklubben er nu oppe på 850 medlemmer – dejligt.
Så skulle vi fastsætte kontingentet for næste år og vedtaget et budget for 2026. Kontingentet forblev uændret.

041125repnbj

Repræsentanterne. DOF Fyns formand Henrik Kalckar Hansen ses længst til venstre, Søren Bøgelund i forreste række døjer tilsyneladende med at komme op eller ned, naboen ser bekymret til. Foto: Niels Bomholt Jensen.

Hans Meltofte havde et godt indlæg om, at jagten gør fuglene uforholdsmæssigt sky i vores del af verden. Fuglenes skyhed er ikke naturlig. I andre verdensdele, hvor der ikke drives jagt, kan man jo komme helt tæt på dyr og fugle. Jagten øger flugt afstanden til det tidobbelte. For eksempel er flugtafstand for Ederfugl kun 10 meter på Island, hvor den har været fredet i mange år, mens flugtafstanden i Vestgrønland er 800 m. Her drives der en heftig jagt. Fuglene kan jo ikke kende forskel på om det er en jæger, som kommer eller et almindeligt menneske. Konklusionen er at jagten giver en forringet kvalitet af vores naturoplevelser.