Referat af Langtur til Sydvestjylland den 25. januar 2026

Af Ellen Nielsen

Vinter - som i VINTER! Bidende koldt med egentlig ikke så lave temperaturer, men til gengæld storm - næsten. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at Mosebos ture altid er iskolde. Men ellers er der absolut ikke noget at klage over.
Vi fik besked på at møde op ved Råhede Vade samt nogle koordinater, altså en masse tal. Som om jeg og min gps kan hitte ud af det. Men da jeg ikke skulle være chauffør på turen, tog jeg Michaels tal med ophøjet ro. Henrik Mørup, Claus Dalskov og undertegnede indfandt os da også som beordret kl. 7.45 på vaden. Vinden blæste ubarmhjertigt, så vi søgte læ på vestsiden af diget - dog uden den store forskel. Jeg takkede min skaber for mine lange uldne underhylere og skibukser.

260126koldmorgenmmj

En kold morgen! Foto: Michael Mosebo Jensen.

I starten så vi pæne mængder af Bramgæs, Pibeænder og nogle Rødben. Der var også 4 Sølvhejrer, 3 Havørne, 6 Blå Kærhøge, Stormmåger, Strandskader og en flok Bjergirisker blev også hørt. Og så ventede vi ellers - på hvad?? Ja det, som Michael havde reklameret meget for - Traner. Men vi hverken så eller hørte dem. Vi frøs. Hvor lang tid skulle vi vente? Og så lige pludselig kom de ellers frem. Masser af dem, lystigt truttende, som kun Traner kan trutte. Jeg har aldrig set og hørt så mange Traner. Jeg mente at kunne tælle mindst 2000, men Michael sagde 1300, så det tror nogen så på. Kæmpe oplevelse! Dagens første sensation. Så var vi i gang.

260126tranekko

Traner over ''Råkolde Vade''. Foto: Karen Koefoed.

Næste stop var Gl. Hviding Engsø. Det var oprindeligt her, Michael ville starte turen, men han havde hørt et trut om Traner ved Råhede, så derfor ændrede han planen - heldigvis. Her ved engsøen var der mange taffelænder, Hvinænder, en Stor Skallesluger, Gråænder, 2 Sølvhejrer og igen Blå Kærhøg, men vi tog forholdsvis hurtigt videre til næste destination, som var Rejsby Sluse.
Her var der virkelig mange Pibeænder. 1000 stk, påstod Michael. Jeg tror ham gerne. Der var også mange Bramgæs, 3 Sølvhejrer og igen Blå Kærhøg. Igen forholdsvis hurtigt videre. De varme biler trak i folket.
Næste stop var Brøns Sluse. Vi fik da set nogle sluser den dag. Igen Hvinænder, Sølvhejrer, 500 Bramgæs, Gravænder, Spidsænder, Blå Kærhøg og Musvåge.
Og så gik turen til Ballum Sluse. Her kunne vi da finde lidt læ bag slusehuset. Her blev der set 10 flyvende Sangsvaner, 10 Havørne og dagens anden sensation - en Fjeldvåge, som blev spottet af Kristoffer. Særdeles godt set. Han var ikke 100 % sikker i sin sag, men ved hjælp af Henrik, Claus, Michael og andre fuglekyndige forsvandt tvivlen. Henrik fik den hurtigt i skopet, og da han skulle forklare vi andre, hvad vi skulle kigge efter, var svaret - en busk og en grå dusk ved siden af! Så meget for en Fjeldvåge! Mange af os spiste vores medbragte frokost her, og den varme kaffe gjorde godt.

260126islomcld

Islom, Esbjerg Havn. Foto: Claus Dalskov.

Og nu introducerede Michael noget helt nyt på hans ture - demokrati. Egentlig ville han have os med til Klæggravene, men han havde fået nys om en Islom i Esbjerg Havn, og den vandt over alt andet fjerkræ. Altså nordpå. Dejligt med en lidt længere biltur, så vi fik en chance for at få liv i hænder og fødder igen. Det, vi fandt, var ikke blot en Islom, men desuden også en Rødstrubet Lom. Kræet havde dog tabt den røde strube, men de kloge var ikke i tvivl. Der var ikke blot en Islom, men også en Rødstrubet Lom - begge lystigt dykkende i havnebassinet, så fotografering var en udfordring. Det lykkedes heldigvis for mange af få gode billeder trods den tiltagende dis og tåge. Lommerne var dagens tredje sensation. Jan havde dog også blik for andet med fjer på, og han var hurtig og fik taget et fint billede af en Skærpiber siddende på rebet ved en fiskekutter. Desuden var der en pæn stor flok Klippeduer i luften. Esbjerg Havn var et godt valg.

260126rødlomjeh

Rødstrubet Lom, Esbjerg Havn. Foto: Jan Erik Hansen.

Så vendte vi kølerhjelmene mod nordøst. Vi kørte til Klelund Dyrehave. Vi satsede på Stor Tornskade, mange overnattende kærhøge og Ulv. Op i tårnet - 75 trin op OG ned, meget flot konstruktion.
Michael fik mange af os til at gøre klatreturen TO gange. Han har visse overtalelsesevner. Men sikken et syn deroppefra. Der er noget helt specielt og betagende ved at kigge direkte ind i trætoppene. Vi så 3 kærhøg hanner og 2 hunner/brune samt 3 Musvåger. Men ingen Store Tornskader og ingen ulve, heller ikke selvom vi alle gik en dejlig tur rundt i dyrehaven. Måske netop derfor. Vi har med garanti larmet for meget.
Her sluttede turen. Vi var 13 deltagere samt Michael, og jeg hørte ikke et eneste knubbet ord undervejs trods kulden. Tusind tak til alle jer deltagere for rigtig dejligt samvær med snak og grin. Og så en særlig tak til dig, Michael. Altid veloplagt, velinformeret, velvidende, rar og venlig. Det er virkelig en sand fornøjelse at deltage i dine ture. Tusind tak for det.