Referat af møde i Naturpolitik udvalg Fyn den 27 november 2025

Referat: Mogens Ribo Petersen, den 2. december 2025

Deltagere: Leif Bisschop-Larsen, Niels Andersen, Henrik Mørup-Petersen, Mogens Ribo Petersen.
Afbud: Børge Langkilde Rasmussen og repræsentant fra bestyrelsen.

1: Siden sidst:
Orientering om Nakkebølle Fjord.
Både Ole Goldschmidt og Poul Rasmussen har lavet værdifulde ynglefugleoptællinger i en lang årrække. Begge har talt henholdsvis Siø og Vejlen + Monnet alle år fra 1994 -2025.
Niels skal skrive om Siø i en DOF publikation. Her går det – modsat mange andre steder - ret godt for ynglefuglene
Det 2 år gamle hul i Tryggelev Nor efter en stormflod, ønskes lukket, men der skal søges tilladelse fra Kystinspektoratet før det må gøres.

2: Treparter:
Alle Treparter er vedtaget.
Der er rimelig god tilfredshed med resultatet fra de Fynske Treparter. Flere Signaturprojekter er i spil (Store sammenhængende naturområder på mindst 2000 hektar).Vi må se hvor NOVO vælger at gå ind i disse projekter. Overalt på Fyn er der store potentialer for alt fra små ”Fast Track” områder (som kan blive fremtidige ”vibepletter” ) til ret betydelige naturområder.
Langeland Sund har ingen krav til fjernelse af kvælstof, så det er svært at få udtaget potentielle kvælstofområder i den sydøstlige del af Fyn hvor der ellers er et stort potentiale for at lave naturprojekter.

3: SGAV projekter under opstart:
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, har allerede sendt 2 mia kr afsted: Flere områder på Fyn er allerede i forundersøgelse. F.eks er der i Svendborg lige nu 6 områder. I Kerteminde er man i gang med 9. I December går man i gang med tilsvarende antal på Ærø.
Og: Det er jo kun den spæde begyndelse ! Læs mere her: SGAV-projekter
Der er dog flaskehals med at få lavet forundersøgelserne, nu hvor tusinder af projekter skal kortlægges.

4: Tilbageslag for naturplejen i Kerteminde Kommune:
Kommunens største aktør inden for afgræsning af naturområder, har måttet slagte størstedelen af sine dyr på grund mistet tilskud. Landbrugsstyrelsen mener ikke at en ansøgning er indsendt korrekt, og landmandsparret mister sit tilskud på i alt 1,2 mio kr for 5 år.
Det er uklart hvad det får af konsekvenser fremover. Vi håber at der findes en løsning så kommunens mest værdifulde naturområder fortsat kan afgræsses. Det er urimeligt, at noget der mest af alt ligner en procedurefejl, i værste fald kan koste dyrt for kommunens natur.

5: Tilbagegang for Rødlistearter:
Der er fortsat en kraftig tilbagegang for disse arter og en stor del er truet af udryddelse. Kommunalbestyrelsen skal pålægge ejeren af en ejendom i eller uden for internationale naturbeskyttelsesområder den drift eller de andre foranstaltninger, der er nødvendige for at realisere Natura 2000-planen, hvis der ikke kan indgås aftale på rimelige vilkår efter § 19 c eller en allerede indgået aftale ikke overholdes.
Vi laver handleplan på næste møde. Repræsentanter i de Grønne Råd bedes identificere hvor man har problemer i Natura2000 områderne. Disse bør være opmærksom på hvordan kommunernes handleplan ser ud. Mogens taler med Henrik Kalckar med henblik på om sagen skal tages op i DOFs hovedforenings Naturpolitisk Udvalg.
Læs mere om tilbagegangen her: Truede arter

6: VE Projekter:
En henvendelse til formanden vedr. VE-projekt VE=vedvarende energi) i Svendborg Kommune nær Højes Riis med 2 vindmøller på 160 m i højden og125 ha med solceller, blev behandlet i Udvalget. Vi mener ikke at der er noget at komme efter, forstået på den måde at der ikke er ”fugl i sagen”.

7: DOF er på landsplan i gang med et projekt der skal anvise store sammenhængende naturområder:
IBA områderne danner basis for dette arbejde, og skal ses som en forlængelse af arbejdet i Treparterne. På Fyn er udpeget det nordlige Fyn ca. fra Æbeløområdet i vest til Fynshovedområdet i øst. Store dele af Lillebælt er omfattet. Det samme gælder et stort område i højlandet omkring Svanninge Bakker og endelig en stor del af det Sydfynske Øhav. Arbejdet er ikke helt færdigt endnu.

8: Næste møde:
Hos Børge. 10/3 kl 10 hvis han kan. Mogens har sendt en mail til Børge og afventer svar.

Eventuelt: Endnu en gang havde Niels forkælet udvalget med en fornem Julemiddag!