Af Ellen Nielsen
Vejret kunne næsten ikke være bedre på denne tid af året til en fugletur. "Højt" vejr, solskin, ikke ret meget vind. Den vejrbestilling havde vores turguide - Jens Peter Bech - klaret til ug.
Vi var vel omkring en 14 stykker, som troppede op kl 8.00 ved infohuset i Sybergland. Her startede Jens Peter med en kort fortælling om stedet. Hele området har jo i tidernes morgen været dækket af vand, som man så i 1800-tallet begyndte at tørlægge. Jens Peter er søn fra området, så han kender det bedre end nullermændene i sine lommer.
Vi startede med at kigge på indholdet af fjerkræ på de to, ganske nye, pontoner, som er en erstatning for naturlige øer, og som skal lokke især Terner til at yngle i fred for ræve. Der er også bygget små tage på øerne - vel for at beskytte Ternerne mod rovfugle. Ternerne er ved at indfinde sig, men dog endnu ikke i større mængder.

Der er allerede god aktivitet på terneøerne, hvor der i år er kommet "hytter". Denne er ringmærket. Det kunne være spændende hvis ringen kunne aflæses. Foto Jens Peter Bech
Efter infohuset gik vi igennem den lille skov bag infohuset, hvor der er en meget fin gangbro, så sarte sjæle som mig kan komme tørskoet igennem området. Der skete imidlertid ikke det store. Fuglene holdt vel fri. Det var jo søndag.Så fortsatte vi ad stien hen mod den store sø. Sybergland består af to søer - en lille og en stor - og der er en del bevoksning af tagrør. Derfor ses der ofte også både Skægmejser og Rørspurve. Vi så og hørte Strandskader, Sangsvaner, Knopsvaner, Toppet Lappedykker mv. Jens Peter har lavet en artsliste. I den store sø så vi bl.a.Troldænder, Skarver mv. Vi fortsatte ad stien hen forbi det ene af to fugletårne, som er placeret i området. Begge tårne er efter min mening sat helt tåbeligt, meeeen det har jeg jo nok ikke forstand på, så det lader vi ligge. Bag dette fugletårn er der en lille bitte skov - shelter skoven. Her så og hørte vi et væld af småfugle. Og her kan man sidde ned. Desværre havde jeg glemt både kaffen og kanelsnurreren.

Der var en del Gransangere både i skoven bag infohuset og i shelterskoven. Foto Jens Peter Bech
Turen fortsatte. Vi gik faktisk 7-8 kilometer på denne tur, og vi nåede ENDELIG ud til det andet fugletårn. Men på turen derud så og hørte vi Blåhalsen. Den største oplevelse for mig, da det er første gang, jeg har set den. Vi så også Tinksmed, og her kommer vi så til spøgefuglen på turen. Ole og Yvonne var med, og Ole kan altid lige ryste en vittighed ud af ærmet. Jeg glemmer sent hans Tinksmed > kleinsmed bemærkning. Heller ikke hans erkendelse af manglende læsefærdigheder uden briller. Når man på Merlin kan få en Biæder til at blive til en Glæder, ja ... så er et besøg hos en optiker vel på sin plads. Ole har en særdeles veludviklet humor, og tak for det.
Jeg så for øvrigt også for første gang Brushaner, som spillede op mod hinanden, og så var det dejligt at se ternernes elegante opvisninger udi flyvekunsten.

Udsigten fra det bagerste tårn. Herfra sås blandt andet dansende Brushaner. Foto Jens Peter Bech
Nu startede hjemturen - samme vej som udturen, blot modsat - forstås. Igen var Blåhalsen på plads. Da vi ENDELIG nærmede os infohuset igen, sad der et større selskab, som grillede pølser og drak øl. Så mega hyggeligt ud og duftede mega godt. Mon man kunne tiltuske sig en lille pølse uden at blive opdaget? Vi opgav og gik i stedet igen ind i skoven bag infohuset. Nu var der mere liv, og Jens Peter og Lars påstod, at de så et par Rødstjerte. Jeg vælger at tro på dem.

Et par Sangsvaner havde misset flyveren nordpå, og var blevet tilbage på den oversvømmede eng. Foto Jens Peter Bech
Turen var slut, og igen må jeg rose de turledere, som er her på Fyn. Jens Peter er en rigtig god fortæller, og så ved han virkelig meget om området Sybergland. Tak for det. Og også en tak til alle deltagerne. Skønt at møde kendte ansigter, og lige så skønt at møde nye. For mig er disse ture ikke blot fugleture. Det er også en helt fantastisk måde at møde mennesker med en fælles interesse, som jeg også deler. Tak for det til alle.
Artsliste

Det blev til i alt 60 arter med Blåhals som bedste art. Præcis samme antal arter som på sidste års tur.







