Af Gunhild Brink
Vi var 15 deltagere, der mødtes ude ved Naturrummet ved Gyldensteen Strand - med Jens Bækkelund som kyndig og stedkendt leder af turen. En halvkølig augustmorgen, med sensommer i luften - klart, sol, småskyet, næsten vindstille, ideelt fuglekiggervejr. Vi begyndte oppe på diget med kig mod NV, til den saltholdige ”Kystlagunen” - Storspover, en Sølvhejre, Strandskader, en række Skarver på en af de mange småøer, to Tårnfalke var på vingerne, fløj ned i terrænet igen - Strandhjejler. Og så kigger vi alle mod øst, ud over ferskvandssøen – ”Engsøen” - i modlys, men alligevel så vi ret tydeligt Mudderklirer, Hvidklirer, Viber, en lille flok Blishøns, Fiskehejrer, Krikænder - Rørhøgen fløj adstadigt udover engen - store flokke af blandt andet Krikænder var på vandet. Og i en trætop langt mod øst var et havørnepar, der holdt udkig. I kanten af rørskoven stod et par Traner.
Turdeltagerne på diget. Foto: Jens Bækkelund.
Derfra gik vi gennem skoven til den tidligere Langø Mølle, nu et rigtig godt fugletårn - enkelte var heldige at se 3 Isfugle ved Kragelund Møllebæks udløb. Op i tårnet, observere ud over Reservatet - plus hele det flotte Æbelø-område:
Her holdt mange kystfugle til i dag - den flotte Rødryggede Tornskade sad på udkig højt i en busk – der var 3. Igen Storspover, Hjejler, Grågæs, Klyder, Viber, Stære i småflokke, nogle Rørhøge - igen så vi en del Hvidklirer.
Efter en lille pause og en god hjertestyrkning, kørte vi til Egensehytten, og så på Engsøen fra den sydøstlige side.
Brushøns, den lille Tinksmed, igen Hvidklirer og Sortklirer. Og en sortterne, spændende. Sølvhejrer, Fiskehejrer, Hættemåger- de Små Lappedykkere - Svaner, enkeltvis, parvis med store unger, og som et fint slut på turen kom Havørnen, "den flyvende dør" ind over, landede på en af Engsøens mange småøer - det så flot ud! En givtig og spændende tur!
Sortterne, et af turens højdepunkter. Foto: Hanne Kampmann.