Referat fra DOF Fyn-tur til Stige Ø, 28.februar 2026

Af Ellen Nielsen

Hvorfor smager rundstykkerne bedre, når de indtages fra bagagerummet på Henrik Kingos bil end derhjemme? Ja, jeg ved det ikke, men nøjes med at konstatere det. Måske hyggen, samværet med fuglenørder, den uformelle snak. Det er et absolut kendetegn ved Henriks fugleture, at de altid indledes med rundstykker. En rigtig god vane!
Vi konstaterede meget hurtigt, at der var lærker i luften. For mit vedkommende var lyden af lærkesang det absolutte højdepunkt. Nok var det koldt, diset og senere krøb tågen også ind over Odense Fjord, men det blev fuldt ud opvejet af lærkesangen. Nu var det altså blevet forår, på trods. Ugen før havde jeg været på Stige Ø til Ørnens dag, og da var der stadig meget sne på jorden og is i fjorden. Der var kun enkelte isfri render, hvor fuglene hovedsageligt opholdt sig. Nu en uge efter var landskabet og fjorden helt forandret. Dejligt.

220326stigefolklmj

Der bliver observeret på livet løs - i gråvejr. Foto: Lene Munk Jensen.

Som en flok ællinger, der følger deres mor, fulgte vi efter Henrik, som konstant informerede om, hvad han hørte og så. Vi nåede dog ikke helt ud på den nordligste spids af øen, da tågen efterhånden slukkede for udsynet. Men hvad gør det, når der var rigeligt at se undervejs. Henrik lavede en fuld liste over det, der blev iagttaget, men jeg vil da lige nævne, at der var en del Storspover både på jorden og i luften. Der blev set Toppede Skalleslugere, hvor en enkelt han tilsyneladende havde tabt noget af hårpragten. Der blev set Store Skalleslugere, så vi ret tydeligt kunne se forskellen på størrelsen af de to arter.

220326storlbp

Der var Storspover, både jorden og i Luften. Foto: Lars Brixtofte Petersen.

Der var store nullermænd - altså Lille Lappedykker. Elsker dem. Der var to Knopsvaner, som gav opvisning i ringflyvning lige over vores hoveder. Der var Pibeænder, Ederfugle, snakkende Strandskader, Engpibere, en "måske-Vibe" og store flokke af overflyvende Bramgæs. Og så var der alt det andet fjerkræ, som Henrik som tidligere nævnt lavede en komplet liste over. Det, vi ikke fik øje på på denne tur, var Havørne. Men pyt. Dem har vi jo set mange gange tidligere netop på denne destination.

En helt igennem givende og god tur. Tak til jer 10, der var mødt frem. Der blev snakket og hygget meget undervejs, og en særlig tak til dig, Henrik. Du ved utrolig meget om fugle og destinationen Stige Ø, og du er virkelig god til at formidle din viden videre til vi andre. Og så er du en hyggelig og rar fyr. Tak for det.

220326artslistestige