Referat fra DOF Fyn-tur til Tarup Davinde den 1. juni 2025

Af Susanne Nørbygaard

På årets første sommerdag, 1. juni havde Henrik Kalckar inviteret på fugletur i Davinde.
Klokken 7 ankom vi på P-pladsen ved Phønix, hvor Henrik modtog os sammen med Sangdroslens velkomstsang.
Det første stykke af turen blev vi ledsaget af en stor flok Halemejser, som vi flere gange måtte stoppe for at iagttage.
Der var masser af fuglesang, blandt andet Munken, Havesangeren, Tornsangeren, Løvsangeren...

100625folknn

Turdeltagerne på obs. Foto: Susanne Nørbygaard.

Anden del af turen startede ved Fuglekigger-platformen ved Birkum Sø, hurtigt spotter vi flere Sorthalsede Lappedykkere og masser af Grågæs.

Turen rundt om søen, blev meget spændende med blandt andet Strandskader og syngende Kærsanger flere steder. Da vi kom helt om på vestsiden af Birkum Sø, fandt vi Sorthovedet Måge med 2 unger. De blev nøje studeret og fotograferet.
Der var masser af Hættemåger med unger i kolonien, samt Sølvmåge blev set mobbet af Hættemågerne.
Videre rundt så vi blandt andet Toppet Lappedykker med en kæmpe fisk i næbbet, så stor at den måtte erkende, at den kun havde plads til det halve og måtte spytte den ud igen.
Sidste stop var ved Langager søs østlige side, her sås Fjorterner på yngleøen.

En rigtig dejlig tur med masser af sol og glade mennesker.
Tak for turen Henrik