Af Ellen Nielsen
Claus Dalskov, bossen, startede med at sige, at han havde bestilt det sædvanlige blæsevejr, når han skulle til Tryggelev. Jeg kan så blot konstatere, at han må have trykket på et par forkerte knapper, for det var ikke den sædvanlige blæst, men nærmest orkan og særdeles hidsige byger, vi måtte udholde.
Inden hr. Dalskov mødte op, opdagede vi tre, der var dukket op lidt tidligt, to Skestorke langt ude. Der var også masser af Skarver, som klogeligt holdt vingerne tæt ind til kroppen, og de få, der forsøgte at flyve imod vinden, baskede helt vildt med vingerne til ingen verdens nytte. De kom nærmest ikke ud af flækken. Småfugle var der stort set ingen af, og de, der havde dristet sig på vingerne, blev revet med af vinden, så de satte sig lynhurtigt igen i en busk.
Efterhånden dukkede folket op - 9 sjæle foruden Claus. Fint lille selskab, og hvor er det dog hyggeligt at møde mennesker, som man efterhånden har mødt nogle gange på forskellige fugleture.
Sortklirer, Salme Noe. Foto: Arnbjørn Jens Jørgensen.
Da vi havde konstateret, at der ikke skete noget revolutionerende ved p-pladsen (lige bortset fra det havarerede sejlskib), mente Claus, at selskabet skulle movere hen til Salme Nor, og det viste sig at være en rigtig god ide. Her var der liv og mange vadefugle. Diverse ryler - både med krumt og ikke krumt næb, Hvidklirer, Sortklirer, andre klirer, en Storspove, en Dobbeltbekkasin, en Tårnfalk, som så forvandlede sig til en Rørhøg eller måske en - ja hvad .... , masser af Stor Præstekrave og enkelte lille, vist også Traner og meget mere, som jeg i skrivende stund ikke kan huske. Claus laver en artsliste.
Rovterne, det blev til en enkelt fugl. Foto: Arnbjørn Jens Jørgensen.
På grund af vejret blev vi i fugleskjulet ved Salme Nor. Hver gang en åbnede døren, stod der en arrig byge parat til at overfalde vedkommende, så man enten skyndsomst lukkede døren igen eller - hvis man dristede sig ud - blev gennemblødt. Det, at vi blev i fugleskjulet medførte så, at der rigtig var tid til at fuglenørde. Der blev kikket særdeles grundigt på ben, næb, fjer, farver, faconer, størrelser, adfærd. Og der blev diskuteret. Alle havde en mening, så når stakkels Claus forsøgte at belære os, var han nødt til at hæve stemmen (en øvelse, han ikke rigtig magter), hvilket førte til megen grinen og yderligere kommenteren. Mega fed stemning! Og da Claus erklærede, at den der fugl, som sad på en træstub ude i sandbanken da vist nok var en ... ja mon ikke det var en Mudderklire ... måske ... jo den var god nok - så er jeg gammel nok til at kunne huske Dirck Passers monolog fra Cirkusrevyen om fuglenørden, der fik øje på en Mudderklire. Mageløs satire, som stadig er aktuel.
En af de mange Almindelige Ryler. Foto: Lars Peter Hansen.
Eftermiddagen skred frem, og efterhånden var vi nogle stykker, som skulle hjem igen. Men jeg vil da lige takke alle fremmødte for godt humør, fed humor, medleven og stor villighed til at hjælpe sådan en som mig. Og du, Claus. Et omvandrende biologisk leksikon, kæmpestor fuglekender, et særdeles rart menneske, stille og rolig og i stand til at holde skruen i vandet trods en flok snakkende, grinende deltagere. Tusind tak for dig, Claus. Du er en super boss at være på tur med.
