Referat fra DOF's repræsentantskabsmøde den 18. og 19. november

Af Henrik Kalckar

Niels Bomholt, Michael Bjerregaard og Henrik Kalckar var DOF Fyns repræsentanter til DOF’s efterårs Rep. møde på Dalum Landbrugsskole i weekenden d. 18. og 19.11.2023

Der blev diskuteret en del forskellige emner og naturligvis optog budgetsnakken en del af tiden.

111223forbryderesigridandersen

Repræsentantskabet. Man ser Michael Bjerregaard og Henrik Kalckar som nummer to og tre fra højre nederst og Niels Bomholt umiddelbart over Michael Bjerregaard. Særligt fynbo-kyndige vil også bemærke Søren Bøgelund nederst til venstre. Han sidder i Hædersudvalget, der i år tildelte Kim Fischer fra Fanø DOFs hæderspris. Lige så vigtigt sørger Søren også for rundstykker til repræsentantskabet søndag morgen. Foto: Sigrid Andersen, direktør i DOF.

Men derudover var der også en del snak om dette forslag, som Københavns afdelingen havde stillet:

” Vi foreslår, at tilskud til fuglestationspraktik betales af fuglestationernes budget. Fuglestationernes budget skal selvfølgelig opjusteres i overensstemmelse hermed. Det foreslås derfor, at fordelingen af medlemskontingenter mellem lokalafdelinger og fuglestationer ændres, så fuglestationerne får 0,3%-point mere af kontingentindtægterne og lokalafdelingerne 0,3%-point mindre end i dag. De ekstra midler, rundt regnet kr. 25.000, der derved tilføres fuglestationerne vil nok svare nogenlunde til de tilskud, der gives til fuglestationspraktikanterne i et gennemsnitsår. Lokalafdelingerne vil få lidt færre penge, men behøver så heller ikke at budgettere med tilskud til eventuelle fuglestationspraktikanter.”

Som DOF Fyns skarpe kasserer straks bemærkede, så er der for det første en regnefejl i opstillingen. Det må være 3% af lokalafdelingernes tilskud, hvis det skal give 25.000. Men de fynske repræsentanter var ikke så begejstrede for forslaget.
Vi synes helt bestemt, at de unge skal støttes økonomisk og dermed tilskyndes til at deltage i fuglestationernes arbejde. Men vi sætter pris på selv at administrere vores økonomi, og dermed også have den direkte og meget positive kontakt med de unge, som er interesserede.
Det var også temmelig uklart om der overhovedet havde været unge, som ikke havde fået tilskud til deres ophold.
Så det er fortsat DOF Fyns politik at støtte de unge økonomisk til ophold på fuglestationer og dermed tilskynde til dette vigtige arbejde både på A-stationerne rundt omkring i landet og naturligvis også på vores egen Kelds Nor Fuglestation.

Normalt er det sådan, at DOF-Fyn søndag morgen er guide på en fugletur, men dette år måtte den aflyses på grund af heftig regn og blæst.